Hjalmar Söderberg: Doktor Glas

“ Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl. Jeg anser det for mere sandsynligt, at jeg er en vanartet søn, end at du er en uværdig mor. ”

Hjalmar Söderbergs Doktor Glas (opr. 1905) er Raskolnikov udsat for svensk midsommerstemning. Grummelig tung i sine temaer. Men berusende let at læse. Humoristisk og spiddende sarkastisk. Poetisk smukt skrevet. Umanerlig god.

“Doktor Glas er en klassiker i skandinavisk litteratur,” står der på bagsiden af bogen. Og forfatteren Hjalmar Söderberg (1869-1941), “regnes for en af Sveriges mest betydningsfulde forfattere i 1900-tallet,” hedder det videre i klapteksten.

Ja, her må jeg så bare trække bukserne ned og bekende, at hverken forfatternavnet eller titlen ringede nogen som helst klokker hos mig, da jeg faldt over bogen i en boghandel forleden i den nye oversættelse af Karen Fastrup (Turbine, 2023). Men omslaget fangede min opmærksomhed, og den lød sjov, så den kom med hjem i posen. Og det var et af mine bedre indfald på det seneste. For Doktor Glas er i sin stilfærdighed en fest af af en roman!

Midsommernat, lyse, blå nat, du var jo før så let og luftig og berusende, hvorfor ligger du nu som en angst over mit bryst?

Hovedpersonen og fortælleren er lægen Tyko Gabriel Glas (“som jævnligt hjælper andre, men aldrig har kunnet hjælpe sig selv”). Bogen er skrevet i form af hans dagbogsnotater henover en sommer, fra juni til september (uden årstal, men der refereres blandt andet til avisernes skriverier om Dreyfusaffæren, så tiden må være begyndelsen af 1900-tallet, lidt før udgivelsen af romanen i 1905).

At bogen udgøres af doktorens dagsbogsnoter, gør ham imidlertid ikke nødvendigvis til en troværdig fortæller. Som han skriver i den første optegnelse:

Det, jeg skriver ned på disse ark, er ikke et skriftemål; hvem skulle jeg skrifte for? Jeg fortæller ikke alt om mig selv. Jeg fortæller kun det, jeg har lyst til at fortælle; men jeg siger ikke noget, der ikke er sandt. Jeg kan alligevel ikke lyve min sjæls elendighed væk, hvis den er elendig.

Forholdet mellem fortællerens (selv)fremstilling og verden omkring ham (som vi kun kan gisne om) udgør en del af spændstigheden i romanen.

Doktor Glas lever alene. Hans følelsesmæssige og seksuelle erfaringer med kvinder begrænser sig til et kys en midsommernat i hans pure ungdom, som endte tragisk. På fortællingens tidspunkt har han praksis i Stockholm, hvor han er en afholdt læge.

I sin lægegerning holder han sig strikt til lægeløftet og loven og afviser for eksempel på det strengeste de ulykkelige kvinder, der kommer til ham i håbet om abort, uagtet at han tydeligt ser deres ulykke.

Lykkelig er han dog heller ikke selv, og han drømmer om på et tidspunkt at udføre blot én stor handling i livet.

Der findes faktisk mennesker, som mangler ethvert anlæg for lykke, og som mærker det med en pinefuld, ubarmhjertig klarhed. Den slags mennesker stræber ikke efter lykke, men efter at få lidt form og stil på deres ulykke.

Og så bliver han hemmeligt forelsket i en af sine patienter, den unge præstefrue Helga Gregorius. Hun har en affære og kommer til doktoren i håbet om, at han som familiens læge kan hjælpe hende med at holde hendes mand på seksuel afstand af hende.

Pastor Gregorius er en frastødende mand, som ingen tilsyneladende bryder sig om, og doktor Glas begynder at overveje, om hans store handling i livet måske kan blive at hjælpe fru Gregorius med en permanent løsning på hendes problem.

Og hermed har Hjalmar Söderberg stillet brikkerne op til et moralsk drama af dostojevskijsk tilsnit. Kan mord begrundes og forsvares moralsk?

Moralen hører til husgerådet, ikke til guderne. Den skal benyttes, ikke herske. Og den skal benyttes med omtanke, “med et gran salt.”

Den, der måtte vige tilbage for Dostojevskijs lange og til tider lidt tunge stil, kan dog trygt give sig i kast med Doktor Glas. Söderberg skriver let og legende med en humoristisk, let ironisk undertone. Og så skriver han med en poetisk pen, der uafladeligt flyder over med smukke billeder. Som for eksempel dette af månen, denne falskner, der kun indirekte gengiver solens stråler på anden hånd:

Den måne, som nu kryber frem bag kirketårnet, har et ulykkeligt ansigt. Det er, som om trækkene er vansirede, opløste, tæret bort af navnløs lidelse. Stakkels mand, hvorfor hænger du der? Er du dømt for falskneri – har du forfalsket solskinnet? I sandhed ikke nogen lille forbrydelse. Hvem der blot kunne vide sig sikker på aldrig at gøre det samme.

Efterhånden, som romanen skrider frem, bliver det tydeligt, at mens doktoren ser andre mennesker klart og for så vidt også reflekterer over sine egne tanker og handlinger, så ser han ikke sig selv, og han ser især ikke de muligheder for en slags lykke, der bydes ham. Kun for hans venner og for læseren viser han sig efterhånden klar som glas.

De moralske dilemmaer, som romanen opruller, er imidlertid ikke klare. Det var de heller ikke i samtiden, da romanen udkom første gang i Sverige i 1905, hvor den provokerede med ikke bare spørgsmålet om den moralske legitimitet af mord, men også af de spørgsmål, romanen stiller ved det borgerlige ægteskab som institution.

Læst i dag er det dog især Söderbergs vidunderligt lette poetiske prosa og humoren, der slår igennem, kombineret med doktorens eksistentielle smerte og kærlighedslængsel.

Jeg har grå dage og sorte stunder. Jeg er ikke lykkelig. Alligevel kender jeg ingen, jeg vil bytte med; mit hjerte krymper sig ved tanken om, at jeg kunne være den eller den blandt mine bekendte.
[…]
Jeg synes ikke særlig godt om mig selv, hverken skallen eller indmaden. Men jeg vil ikke være nogen anden.

Doktor Glas er tidligere udgivet på dansk ved Paul Damkier (1909), Jørgen Årup Hansen (1964) og Erik Rosekamp (2000). Jeg har læst den nyeste oversættelse ved Karen Fastrup (2023) og har ikke haft anledning til at sammenligne med de tidligere. Læst isoleret fremstår Fastrups version ganske fin (udover enkelte irriterende slåfejl, forlaget burde have fanget – som når der står “Fud” for “Gud”).

Forlaget Turbines nye udgivelse udmærker sig derudover ved et elegant omslag. Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt flere oplysninger om værkets udgivelseshistorik. Helt basalt mangler bogens oprindelige udgivelsesår, som hverken fremgår ikke af kolofon eller andetsteds [Opdatering 04-10-2026: Jeg er blevet gjort opmærksom på, at det oprindelige udgivelsesår fremgår af forsiden. Det må jeg bekende at have overset. Jeg fastholder dog anken, da man jo strengt selv skal gætte sig til – og derefter vælge at stole på sit gæt –  at tallet ‘1905’ rent faktisk angiver det oprindelige udgivelsesår].

Givet de mange tidligere oversættelser (som jeg har googlet mig til viden om) ville det også have været på sin plads med et par linjers begrundelse for, hvorfor det er nødvendigt med en ny oversættelse?

Anyway: Doktor Glas er en fin roman. Den er let at læse. Man fristes til at stryge hurtigt igennem den. Men gør dig selv den tjeneste at læse den opmærksomt. Den er fyldt med både humor, poesi og visdom.

K's vurdering: