K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Turbine Forlag

Peter Flamm: Mig?

Af ,
2 kommentarer

“Det er ikke mig, ærede dommere, det er en død mand, der taler gennem min mund. Det er ikke mig, der står her, ikke min arm, der bliver løftet, ikke mit hår, der er blevet hvidt, ikke min handling, ikke min handling.”

Mig? (opr. 1926, da. 2024) er tæt på at have 100-års fødselsdag, men som et psykologisk portræt af et splintret sind, traumatiseret af krigens rædsler, er bogen i dén grad stadig vedkommende. Som læser suges man ind i romanens desperat-hektiske, smerteligt-skizofrene stemning, og man er under læsningen lige så forvirret og tvivlende som protagonisten selv. >> Læs videre

Hjalmar Söderberg: Doktor Glas

Af ,
2 kommentarer

“ Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl. Jeg anser det for mere sandsynligt, at jeg er en vanartet søn, end at du er en uværdig mor. ”

Hjalmar Söderbergs Doktor Glas (opr. 1905) er Raskolnikov udsat for svensk midsommerstemning. Grummelig tung i sine temaer. Men berusende let at læse. Humoristisk og spiddende sarkastisk. Poetisk smukt skrevet. Umanerlig god. >> Læs videre

Stein Torleif Bjella: Fiskehuset

Af ,
Skriv en kommentar

Fin, lille roman om at fiske ørreder med net fra en robåd, om forholdet mellem to meget forskellige mænd og om at finde ind til noget i sig selv i simpelt praktisk arbejde tæt på naturen.

Fiskehuset af norske Stein Torleif Bjella (f. 1968) er i sin essens et lille kammerspil mellem to mænd i en fiskehytte og på en sø. Den korte roman udspiller sig over en enkelt uge. Den gamle gubbe Ivar Helgesson Aal har inviteret sin nevø Jon Aslesson Aal på en uges ophold i fiskehuset ved søen Storsenn nær byen Ål i Hallingdal, Norge, hvor familien i nogle generationer har haft fiskeretten. >> Læs videre

Volker Weidermann: Drømmere – da forfatterne tog magten

Af ,
Skriv en kommentar

Flot, dokumentaristisk roman om et par besynderlige, men højdramatiske kapitler af den tyske revolution i 1918-1919. Stedvist forvirrende i sin detaljerigdom, men intens og medrivende i sin fortællestil. Og båret af en sans for både komedien og tragedien, for drømmen og for nederlaget.

For små to uger siden (ja, der har været stille her et stykke tid, beklager) anmeldte jeg den første bog af tyske Volker Weidermanns bøger på dansk, Oostende 1936 (opr. 2014, da. 2019), og jeg var begejstret. Jeg gik derfor direkte videre til den anden af hans bøger på dansk, Drømmere. Da forfatterne tog magten (opr. 2017, da. 2019), som er oversat til ligeså flydende, fejlfrit dansk af Lone Østerlind. Og jeg er lige så begejstret. >> Læs videre

Volker Weidermann: Oostende 1936 – sommeren før mørket faldt på

Af ,
4 kommentarer

Fremragende dokumentaristisk roman om en gruppe tysksprogede, eksilerede forfattere, med hovedfokus på Joseph Roth og Stefan Zweig, som for en stund krydsede veje i den belgiske badeby Oostende i sommeren 1936.

Den tyske forfatter og litteraturkritiker Volker Weidermann (f. 1969) tegner i Oostende 1936 – ved hjælp af en gruppe eksilerede forfattere som prisme – et tidsbillede af Europa i 1930’erne. En tid, hvor rummet for udøvende kunstnere gradvist indsnævres og bliver mere og mere klaustrofobisk, hvor den åndelige luft bliver mere og mere kvælende iltfattig, og hvor antisemitismen er på vej til at materialisere sig i form af Holocaust. >> Læs videre

Vlada Urošević: Min kusine Emilija

Af ,
Skriv en kommentar

Min kusine Emilija er makedonsk, magisk realisme af fineste slags. En særdeles velskrevet, poetisk fremstilling af to børns oplevelse af den forandrede virkelighed i Skopje under 2. verdenskrig.

Bogen foregår i 1940’erne i Skopje, dengang en del af Serbien, senere Jugoslavien og i dag Makedonien. Den er fortalt i førsteperson i tilbageblik af en dengang stor dreng og handler om hans og hans jævnaldrende kusine Emilijas oplevelser i Skopje under 2. Verdenskrig og årene umiddelbart efter. >> Læs videre

Aki Ollikainen: Hungersnød

Af ,
Skriv en kommentar

Finske Aki Ollikainens lille roman om hungersnøden i Finland i 1867 er i sine bedste passager intens og gribende. Men han taber for meget i uinteressante sidehistorier og et lidt for selvbevidst forsøg på at skrive med lyrisk swung.

Op mod 15 procent af den finske befolkning mistede livet under den finske sultkatastrofe i 1867-1868 (afhængigt af, hvilke historikere, man tror på – måske var det noget mindre). Et sent forår og en kold sommer blev katastrofal for høsten, og den finske befolkning gik ind i vinteren uden forråd.

Dette katastrofeår er den historiske scene for Aki Ollikainens (f.1973) roman Hungersnød. Den vigtigste figur i romanen er den fattige bondekone Marja, som i den knogleknugende kolde isvinter 1867 af nød og sult begiver sig ud på sin egen hungermarch med sine børn. Det diffuse mål er Sankt Petersborg, som hun og mange andre forestillede sig kunne være redningen. >> Læs videre