Finske Aki Ollikainens lille roman om hungersnøden i Finland i 1867 er i sine bedste passager intens og gribende. Men han taber for meget i uinteressante sidehistorier og et lidt for selvbevidst forsøg på at skrive med lyrisk swung.

Op mod 15 procent af den finske befolkning mistede livet under den finske sultkatastrofe i 1867-1868 (afhængigt af, hvilke historikere, man tror på – måske var det noget mindre). Et sent forår og en kold sommer blev katastrofal for høsten, og den finske befolkning gik ind i vinteren uden forråd.

Dette katastrofeår er den historiske scene for Aki Ollikainens (f.1973) roman Hungersnød. Den vigtigste figur i romanen er den fattige bondekone Marja, som i den knogleknugende kolde isvinter 1867 af nød og sult begiver sig ud på sin egen hungermarch med sine børn. Det diffuse mål er Sankt Petersborg, som hun og mange andre forestillede sig kunne være redningen.

Marja og hendes børn strider sig gennem vinteren og møder som fattiglemmer en smule medynk og barmhjertighed, men mestendels afvisninger i afmagt fra andre hungrende og i nogle tilfælde overgreb.

I krydsklip følger vi også to andre karakterer: Dels den velbeslåede læge Teo, der især – må man forstå – ernærer sig ved at tilse herremænds holdne kvinder og skøger og tager sig betalt i seksuelle ydelser fra selvsamme. Dels “senatoren”, den lokale myndighedsrepræsentant, som sikkert referer til en historisk person, men jeg har ikke orket at finde ud af hvem.

Fortællesporet om kvinden Marja og hendes børn på hungervandring gennem Finlands ubønhørlige vinter er gribende og velfortalt. Jeg kunne have ønsket mig, at Ollikainen havde nøjedes med at skrive en lang novelle eller kortroman med disse passager. Den kunne have været fremragende.

Aki Ollikainen (foto fra forfatterens Goodreads-profil)

De andre spor om om lægen Teo og senatoren er derimod uinteressante og virker bare forstyrrende og ligegyldige. Væk med dem. Ideen med at have dem med er vel, at Ollikainen med sin korte roman gerne vil lave et tværsnit af det finske samfund i hungerårene og vise, hvordan hungersnøden påvirker og fortolkes af forskellige samfundslag, og samtidig antydningsmæssigt levere en kritik af de politiske beslutninger i perioden, som bidrog til katastrofen. Det fungerer bare ikke godt nok.

Her kunne Ollikainen have lært noget om fortællemæssig intensitet og fokus af Cormac McCarthy, hvis lille mesterværk Vejen (The Road) var en af de bøger, der uvilkårligt svingede med i min bevidsthed under læsningen (sammen med – selvfølgelig – Knut Hamsuns Sult, hvis mesterskab Ollikainen dog ikke er i nærheden af).

Dertil kommer, at der for min smag er lige lovlig mange og unødvendige seksuelle (og på ingen måde erotiske, kun frastødende) scener. Stilen her minder om de mest smudsige scener i danske Kim Leines – i øvrigt helt anderledes fremragende – Profeterne fra Evighedsfjorden, men beskrivelserne af overgribende fingre i kvinders kønsåbninger og kælen med kønshår fylder uproportionalt meget i Ollikainens Hungersnød, som havde stået sig bedre ved at fokusere mere på en mors fortvivlende forsøg på at redde sig selv og sine børn fra sulten og kulden.

Samlet set var jeg lidt skuffet, al den stund at Ollikainen har vundet adskillige finke litteraturpriser for Hungersnød. Men især var jeg nok ærgerlig på bogens vegne, fordi den har så mange, virkeligt gode takter, der bare ikke forløses godt nok.

• Lignende indlæg
• Turbine Forlag

Pajtim Statovci: Min kat, Jugoslavien

Pasi Ilmari Jääskeläinen: The Rabbit Back Literature Society

Kjell Westö: Luftspejling 38

Vlada Urošević: Min kusine Emilija