Kim Leines meget roste roman Profeterne i Evighedsfjorden er fremragende som tidsbillede af København og den danske koloni i Grønland i slutningen af 1700-tallet.
Især de atmosfæremættede beskrivelser af livet i både København og den grønlandske koloni er i særklasse. Man kan næsten fysisk lugte, smage og høre de osende spæklamper, de sveddunstende nøgne kroppe og svuppende bryster, stanken fra rendestenene, den altid våde og beskidte uldpræstekjole, de fedtede, lusebefængte parykker og madrasser, kulden, regnen, mudderet og snavset.
Og i baggrunden flimrer et Europa i opbrud. Den franske revolution sender chokbølger over Europa, oplysningsfilosofien tager livtag med mørkereligionen.
Handlingen kort: Den unge Morten Falck Petersen kommer i 1782 til København fra et fjernt udsted i Norge for at studere. Den unge Morten er optaget af Oplysningstidens ideer og vil egentlig gerne studere medicin for at blive fysikus, men bøjer sig for farens ønske om, at han skal studere teologi. Som snart nyudklækket teologikus tager han imod et kald som missionær i den grønlandske koloni Sukkertoppen, nok mere drevet af personlig rastløshed og søgen end af religiøs ildhu.
Titlen hentyder til to historiske skikkelser, Habakuk og Maria Magdalene (begge grønlændere, kristent døbt), som sidst i 1700-tallet stod i spidsen for en forsøg på at frigøre en bygd af grønlændere fra de danske kolonimyndigheders indflydelse ved at prædike en form for kristen-inuitisk blandingsreligion. For magister Morten Falck bliver det et personligt vendepunkt, da han begiver sig på mission ind i fjorden for at “puste [den pietistiske tåge] bort med fornuftens friske vind” (s.240). Det mislykkes selvfølgelig.
I det hele taget fejler Morten Falck fælt både som missionær og som menneske. Men ikke uden at have gennemgået en udvikling. Og bare rolig, herved har jeg ikke røbet for meget. Kim Leine benytter en fortælleteknik, hvor han springer frem og tilbage i tid. Og den del af romanen, der foregår i Grønland, starter således med slutningen, hvor vi møder præsten i en forhutlet og psykisk, fysisk og økonomisk nedbrudt gestalt.
I Kim Leines roman slår såvel oplysningsfilosofiens som teologiens åndelige idealer sig hårdt på den fysiske og kropslige virkelighed:
Romanens Morten Falck er især i sin idealistiske ungdom optaget af oplysningsfilosoffen Jean-Jacques Rousseaus berømte diktum fra hans værk Samfundspagten (1762): “Mennesket er født frit og overalt ligger det i lænker”. Morten Falck må i løbet af romanen imidlertid gøre sig den erfaring, at også han er i lænker – lænker af kropsligt begær efter dyrisk sex og brændevin.
For mig som læser var det nu også i mindre grad Rousseau, der randt mig i hu undervejs, og i højere grad hans mere end 100 år ældre kollega udi politisk kontraktfilosofi, Thomas Hobbes, og dennes karakteristik af livet i den menneskelige naturtilstand som: “solitary, poor, nasty, brutish, and short” (Leviathan, 1651) .
Hobbes’ berømte udtryk er ganske dækkende for den menneskelige tilstand, som den oprulles af Kim Leine, og som den opleves af romanfiguren, præsten Morten. Og som læsere følger vi detaljeret med i alle de grimme sider af det kropslige menneskeliv: sult og kulde, hor i alle afskygninger, incest og voldtægt, fosterfordrivelse med krudt, offentlige piskninger, mord og selvmord, eksplosioner af lort på dasset, drukkenskab og andet skab.
Og det er alle disse sanselige detaljer, der er bogens store styrke. Som f.eks. i denne beskrivelse af den præstelige uniforms tilstand på en almindelig dag i den grønlandske koloni:
Han hælder tørrede ærter over flæsket, lidt vand fra vandtruget, og rører rundt med en slev, og mens det koger, går han over i boligen og tager præstekjole, krave og paryk af. Det hele er vådt. Kraven, en gave fra faren, har igen mistet pibeformen, den er slatten og klæbrig og ligner en pamflet, der er samlet op af rendestenen. Hestehårsparykken har suget så meget vand at dens vægt er fordoblet, og pudderet har samlet sig i tykke melklumper som lusene vellystigt går løs på. (s.157)
Profeterne i Evighedsfjorden er derudover en meget velkomponeret bog. Mit eneste egentlige, lille forbehold overfor romanen er, at det ikke lykkedes den at gribe mig helt om hjertet. Den alvidende fortæller lader os som læsere ganske vist få indblik i både Morten Falcks og på skift flere af bipersonernes indre tanker og følelser. Men jeg havde alligevel svært ved at tro på Morten Falck og hans motivationer. Måske var det bare fordi, at det er svært at holde særligt meget af ham. Eller også fordi han i lidt for høj grad som figur skal passe ind i bogens samlede komposition?
I den sidste fjerdedel af romanen mister den derudover lidt pusten: For at romanen kan komme hele vejen rundt om sin idé, skal vi som læsere slæbes igennem en lidt for lang og kedelig beretning om Morten Falcks rejse gennem Norge for at opsøge faren og barndomshjemmet i et – også mislykket – forsøg på at finde sine rødder og et personligt fodfæste.
Bogens finalekapitel, “Den store ildsvåde” om Københavns brand i 1795, er til gengæld intet mindre end fabelagtigt flot. Det læses som en indlevet journalistisk on-the-spot reportage, og det er som om, man selv er med, og kan lugte røgen og mærke varmen fra ilden, når Morten Falck bevæger sig gennem København sammen med branden.
Det er ikke svært at forstå, at Kim Leine har vundet mange priser for denne bog. Anbefalet!
Skriv en kommentar