K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Henrik Pontoppidan: Isbjørnen

Henrik Pontoppidan: Isbjørnen

Af Kasper Håkansson, 30. april 2021
2 kommentarer

Jeg havde (næsten) glemt, hvor god Henrik Pontoppidan er. Den lille kortroman, Isbjørnen, er kun et hjørne af hans værk, men den rummer i sig mange af de temaer, der præger Pontoppidans store forfatterskab, og hans sproglige mesterskab er let genkendeligt.

I bagsideteksten hedder det om Isbjørnen, at den er “noget af det mest finurlige og underholdende, der nogensinde er skrevet på dansk.” Det er måske nok så meget sagt endda (selv om “noget af …” jo er en ret rummelig helgardering). Men den korte fortælling er bestemt både finurlig og underholdende.

Isbjørnen præsenteres af forlaget som en roman. Måske for at retfærdiggøre den selvstændige udgivelse (til og med i hård indbinding). Den er med sine 60 små sider ganske vist ikke længere end en lang novelle, men indholdsmæssigt udgør den faktisk en hel udviklingsroman i kondenseret form. Så romanbetegnelsen er ikke helt ved siden af.

Fortællingen bærer undertitlen Et portræt, og ja, den fremstår som et portræt af en særpræget mand, Thorkild Asger Ejnar Frederik Müller. Som ung teologistuderende i København er Müller en lidt ugleset enspænder, ganske uinteresseret i studierne og genstand for studiekammeraternes latterliggørelse.

Müller bliver straks efter studierne til sin store fortrydelse udsendt som missionspræst til en lille bygd i det nordligste Grønland. Mødet med den grønlandske fangerbefolkning bliver imidlertid skelsættende for ham, han vokser personlighedsmæssigt og finder her overraskende sin “sande” natur.

Alligevel vender han tilbage til Danmark som sognepræst i Søby til både sognebørnenes, men især det etablerede præsteskabs rædsel. Gradvist vinder han sognebørnenes tillid og kærlighed, som dog skal vise sig at være spinkel og uden modstandskraft, da det klerikale parnas først sætter ind mod Müllers utraditionelle præstegerning, som i højere grad tager afsat i menneskene end i kirkens dogmer.

Isbjørnen kan læses alene for at nyde Pontoppidans sprog, ikke mindst hans præcise og malende billeder. Man fornemmer den næsten ondskabsfulde fryd, hvormed Pontoppidan karakteriserer nogle af personerne, idet deres fysiske fremtoning gøres til billeder på deres karakter.

Tag for eksempel denne karakteristik af Thorkild Müllers fjende, den trediveårige teolog, kapellan Ruggård, “plump af skikkelse, med et skægløst ansigt, der var rundt, fladt og fedtglinsende som en slikket tallerken:”

Som han sad der indhyllet i den grå slåbrok med sit hvidgule, ganske kortklippede hår, sine store, runde briller, sin flade næse og fuldkommen blodløse hud, lignede han en maddike, en af disse blege, lyssky ormeskabninger, der indfinder sig overalt, hvor råddenskaben begynder, og som – set i mikroskop – synes at stirre én i møde med et par store, dumme og grådige hornøjne.

Pontoppidans kradse satire over det etablerede præsteskab er sprudlende morsomt og genkendes som et tilbagevendende tema i Pontoppidans forfatterskab, ligesom i øvrigt tegningen af de små mennesker i sognet, der ikke har modet til at frigøre sig fra traditionens trygge undertrykkelse. Som Müller skriver i en afskedssalut til sognebørnene, en slags gravskrift over hans bestræbelser i sognet:

I har de tyranner, som I fortjener.

Pontoppidan hører til blandt de helt fremtrædende forfattere i Det Moderne Gennembrud. Hans kritik af menneskenes angste modvilje mod at frigøre sig fra traditionerne og træde ind i værdighed har stadig i allerhøjeste grad gyldighed og relevans, selv her 150 år efter.

Bedaget fremstår til gengæld Pontoppidans karakteristik af inuitterne i Grønland, som for det nutidige blik ikke kan betegnes som andet end stærkt reduktionistisk, kolonialistisk-fordomsfuldt og romantisk-nedladende. For eksempel i beskrivelsen af, hvordan den store, hvide dansker naturligt bliver “en fader for alle disse naturbørn, deres rådgiver og trøster,” og hvordan der blev “jammer og sorg blandt alle de små, skævøjede skindbylter i den lille koloni, da de fik at vide, at deres gamle ven og fader ville forlade dem.”

Men lad nu være med at kaste Pontoppidan på møddingen i et anfald af misforstået, anakronistisk, politisk korrekthed. Fortællingen er skrevet i 1887 og naturligvis et barn af sin tid. Selvfølgelig skal man have sin kulturkritiske sans med sig, også når man læse klassikere, men den må ikke stå i vejen for at nyde de litterære kvaliteter.

Isbjørnen er i øvrigt ikke en bog om det grønlandske samfund eller inuitterne. De spiller primært rollen som modbillede til Pontoppidans spiddende, kritiske satire over det danske præsteskab og almindelig småtskårenhed. Ikke ulig Rousseaus “ædle vilde.”

Jeg får lyst til at genlæse både De dødes rige og Lykke-Per, som ikke uden grund indtager en sikker plads på min helt personlige All Times Greatest-liste. Eller måske Det forjættede land, som jeg vist aldrig har fået læst. Lad mig dog foreløbig nøjes med en fuldtonet anbefaling af Pontoppidan, som ubetvivleligt er en af Danmarks – og verdenslitteraturens – helt store, moderne forfattere.

Har du ikke læst ham før og har brug for tilløb til at gå i gang med de større værker, så er Isbjørnen en udmærket smagsprøve at begynde med.

Titel: Isbjørnen. Et portræt
Forfatter: Henrik Pontoppidan
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 04.12.2018
Sider: 60
Opr. udgivelsesår: 1887
Læst: April 2021

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Klassikere, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Danmark, Grønland, Kortroman

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
2 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Peter Stig Sørensen
Peter Stig Sørensen
30. april 2021 16:43

“De dødes rige” og “lykke-Per” er ikke just lette romaner. Dvs. de er ikke just opmuntrene læsning, snarere tværtimod. Det er triste skæbner, der er tale om. Så min bedste anbefaling er at læse om dem først, og så gemme dem til du føler dig klar til sortsyn. Det betyder dog ikke, at der ikke er tale om stor litteratur, for det er de begge i høj grad. Jeg blev i sin tid meget skuffet over Bille Augusts filmatisering af “Lykke-Per” … i bogform er den en dybt gribende fortælling, som slet ikke fandt sin lighed i Tv-serien. Især da… Læs mere »

2
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Peter Stig Sørensen
30. april 2021 17:13

Enig i, at begge nævnte romaner er befolket af tragiske skikkelser. Men de rummer dog også meget humor og især for Lykke-Pers vedkommende en stor energi, som gjorde, at jeg slugte den i sin tid. Filmatiseringen er jeg gået bevidst udenom.

1
Svar
wpdiscuz   wpDiscuz

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Leonora Christina: Jammers Minde
Tove Ditlevsen: Gift (Københavnertrilogi III)
Tove Ditlevsen: Barndom & Ungdom (Københavnertrilogi I+II)

Joan Didion: Intet gælder
Yashar Kemal: Blikdåserne. En fortælling fra Anatolien
Lev Tolstoj: Anna Karenina

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 55 venner
  • 520 følgere
  • 250 fans

Mest læste seneste uge

  • Hubert Mingarelli: Fire soldaterHubert Mingarelli: Fire soldater En simpel historie om fire (eller fem) soldater fanget i krig. Om venskab og glæden…
  • Irene Solà: Jeg synger og bjerget danserIrene Solà: Jeg synger og bjerget danser En fantasifuld, smuk og anderledes fortalt catalansk roman om livet tæt på naturen i en…
  • Marie-Hélène Lafon: En søns historieMarie-Hélène Lafon: En søns historie En families historie gennem 100 år fortalt gennem tolv korte nedslag på tolv enkelte dage.…
  • Fernando Vallejo: Carlos, du som er borgmesterFernando Vallejo: Carlos, du som er borgmester Fra papegøjer skal man høre sandheden: Carlos, du som er borgmester er en fandenivoldsk satire…
  • H. N. Jacobsens boghandel, Tórshavn, FærøerneH. N. Jacobsens boghandel, Tórshavn, Færøerne H.N. Jacobsens boghandel er med sine 155 år på bagen ikke bare den ældste boghandel…
  • Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verdenSvend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten…
  • Terry Hayes: Jeg er PilgrimTerry Hayes: Jeg er Pilgrim Jeg er Pilgrim er en filmisk krimithriller med en vis underholdningsværdi. Den kunne have været…
  • Svend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvangSvend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens… Tag nej-hatten på, fokuser på det negative i dit liv og hold op med at…
  • Célia Houdart: CarraraCélia Houdart: Carrara Kortroman om tre parallelle liv inden for samme kernefamilie, fortalt glimtvis i små tableauer. Velskrevet…
  • Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødderJón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder “Og så kan livet begynde, det kan begive sig afsted med al sin bagage, og…

Seneste kommentarer

  • Kasper Håkansson on Foreslå en bog: “Kan kun være enig i anbefalingen af Proust. Se mine anmeldelser af På sporet af den tabte tid andetsteds her…” jun 23, 21:34
  • Palle Almindsø on Foreslå en bog: “Apropos bogforslag, Det er altid svært at foreslå en bog til andre, ikke mindst fordi både den store og den…” jun 23, 09:55
  • Peter Sørensen on Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer: “Min “Verden af i går” er såmænd bare en paperback udgave af udgivelsen i 1948, 8. oplag, trykt i 1968…” jun 6, 15:49
  • Peter Sørensen on Peter Handke: Forsøg over svampenarren: “Inden man beslutter sig for at boycotte værker af Peter Handke, bør og burde man ulejlige sig med at læse…” jun 3, 00:35
  • Kasper Håkansson on Judith Hermann: Alice: “Hej Birte. Glæder mig, at du deler min begejstring. Jeg havde ikke selv fået den tanke, at “Alice” kunne være…” maj 31, 21:14

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.028)
    • Biografier og erindringer (21)
    • Sagprosa (104)
      • Antropologi (4)
      • Essays (12)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (22)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (21)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (25)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (951)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (96)
      • Klassikere (164)
      • Komedie (12)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (56)
      • Nyere udgivelser (251)
      • Romaner og noveller (827)
  • Boghandeler (30)
  • Øvrige indlæg (30)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 55 venner
  • 520 følgere
  • 250 fans

Copyright © 2022 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz