Martin A. Hansen: Løgneren

“Saa maa jeg vel præsentere mig. Jeg er Gud bedre mig stadig skolelærer paa Sandø, som er et Muldvarpeskud i Havet. Pebersvend og snart lidt tyndhåret. Mit Navn er Johannes Vig. Sig ikke det Navn for hurtigt, Natanael. Johannes Vig.”

Der er for det meste en god grund til, at en roman får klassikerstatus. I tilfældet Martin A. Hansens hovedværk, Løgneren, er der adskillige gode grunde. Det er dæleme en god bog.

Løgneren (1950) blev til som en bestillingsopgave for Statsradiofonien (forløberen for Danmarks Radio), der i 1949 havde opfordret Martin A. Hansen (1909-1955) til at skrive en roman, der ville egne sig til oplæsning som radioføljeton.

Efter det overleverede kviede Hansen sig i første omgang ved at acceptere forslaget, og da han endelig var gået ind på det, havde han svært ved at få sat pen til papir. Først da der kun var godt en måned til Statsradiofoniens deadline kom han i gang. Og da Poul Kern begyndte oplæsningen af Løgneren i radioen i januar 1950, havde Hansen angiveligt endnu ikke færdiggjort det sidste kapitel af romanen (dette kan man læse om i Ole Wivels forord til udgivelsen af Isen bryder (opr. 1945), novelleforlaget til Løgneren, udgivet af Gyldendals Bogklubber i 1969).

Hvorom alting er: Frugten af historien blev under alle omstændigheder et hovedværk i dansk efterkrigstidslitteratur. Af en eller anden grund har jeg ikke tidligere fået den læst. Men det er jo kun en gave, at der endnu er masser af litterære perler derude, som bare står i reolerne og venter.

Løgneren bærer så afgjort sin klassikertitel med rette. Javist, man fornemmer, at den har nogle år på bagen, men sproget er nærværende, stemningen er intens, og både den ydre handling og personportrætterne er pirrende tvetydige.

Jeg-fortælleren og hovedpersonen i romanen er Johannes Vig (og hvis man udtaler hans navn langsomt, som det berømte citat ovenfor foreslår, så rummer det i sig selv et vink om, at her har vi at gøre med en mindre end troværdig karakter). Han er degn og skolelærer på den lille, fiktive ø, Sandø. Han er tilflytter, men har boet på øen længe nok til at have fået den ind under huden.

Tidligt i romanen forstår vi, at Johannes Vig – selv om han ikke indrømmer det over for hverken læseren eller sig selv – er indtaget i den unge pige Annemari, en af hans tidligere elever. Hun er i virkeligheden også forelsket i ham, men hun er samtidig trolovet med Oluf. Ved romanens begyndelse har Oluf været på fastlandet et stykke tid, afskåret fra at vende tilbage til øen på grund af isen. I mellemtiden kurtiseres den skønne Annemari af en midlertidig beboer på øen, en ingeniør, der inkarnerer fremskridt og modernitet.

Barrieren er imidlertid ikke forviklingerne i Annemaris liv, men først og fremmest dét, at Johannes ikke tør tage springet og række ud efter hende. I stedet flirter han med den mere modne Rigmor (med “tusmørkesmilet”), som keder sig i sit ægteskab med øens entreprenante stormand.

Løgneren indtager i litteraturhistorien en plads som et arketypisk eksempel på en roman med en utroværdig fortæller. En løgner, kalder Johannes Vig endda sig selv. Og ja, han lyver for læseren, men først og fremmest for sig selv.

Romanen er skrevet i et dagbogsformat, hvor Johannes henvender sig til en fiktiv læser, en vis Natanael, han selv har opfundet. Dagbogsformatet tillader Johannes at krænge sine følelsesmæssige trængsler ud, og ind i mellem synes det at ske, når han fortaber sig. Oftere er hans skrift dog kontrolleret og tilbageholdt. Med ironi og sarkasme holder han det sande billede af sig selv på afstand, for læseren og sig selv.

I passager har han endda – under indflydelse af lidt for meget af den gode cognac eller den lidt mindre gode altervin – i dagbogen vrængende diskussioner med sin forestillede læser, Natanael (det vil sige med sig selv), om dagbogsformatets krav på “inderlighed” og “oprigtighed:”

Hvad jeg fortæller er bestemt for dit Øre, bundet til dit Øre, Natanael. Men jeg vil ikke være bundet til dine Ønsker. Jeg synes stadig jeg kan mærke, du forlanger at Fortælleren rigtig skal udlevere sig, blussende ved det Ler han kryber i. Du vil have Bekendelser, der damper som varme indvolde. Jo du vil. Og du har Magt. Men kom ikke for nær. Tre Skridt fra Livet!

Johannes Vig bedrager både læseren, sig selv og mange i sine omgivelser, ikke mindst de, der er ham nærmest. Men han er ikke et dårligt menneske. Under hans ironi og sarkasme ligger en stor godhed over for mennesker, som han – nogle gange nærmest på trods af sig selv – også udmønter konkret i små gerninger. Og så har han en veludviklet sans for livets og ikke mindst naturens poesi.

Flere generationer af gymnasieelever har i deres danske stile analyseret formsproget og symbolismen i Løgneren som et stykke eksemplarisk, modernistisk, dansk efterkrigstidslitteratur. Og med god grund.

Men når vi stadig læser Løgneren i dag, så er det også fordi den samtidig er en god historie. Et melankolsk kærlighedsdrama og en tragisk fortælling om et menneske, der lader livet gå sig forbi. En “turist i tilværelsen” eller en “gæst i øjeblikket” med udtryk fra bogen, som siden er gået ind i det danske sprog.

Man har pillet ved Menneskeskæbner, man har drejet Skæbner. Maaske ingen undgaar at gøre det. Men har man gjort det som et Menneske der elsker og hader og vedstaar sit Hjerte? Eller gjort det for Nemheds og Tidsfordrivs Skyld, som en Person paa Besøg, en fremmed?

Og så er de fortættede og stemningsfulde naturbeskrivelser, som også spiller en vigtig symbolsk rolle, i sig selv næsten hele romanen værd.

Løgneren er genudgivet mange gange. Jeg har læst den i en gammel paperbackudgave fra 1959 i Gyldendals tranebogsserie, som jeg fandt i min mors reol. Hvis man kløjes i navneord stavet med stort, dobbelt-aa’er og andre gamle stavemåder (som jeg har gengivet i citaterne ovenfor), så er det dog nemt at finde en nyere udgave med nutidig retskrivning.

Tak til Søren S. for en aktuel anbefaling af denne klassiker!

K's vurdering: