Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Sigrid Undsets store hovedværk er klassiker med stort K. Et hovedværk i nordisk litteratur – og i verdenslitteraturen. En episk klassiker forankret i hverdagslivet i middelalderens Norge befolket af stærke og nuancerede romankarakterer, der taler direkte til os i dag. Den er god. Men den er knageme lang – og ærlig talt også en noget tung omgang at komme igennem.

Det er ikke svært at forstå, at denne roman var udslagsgivende for, at Sigrid Undset fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 1928. Og det er kun passende, at Gyldendal i anledning af romanens ethundrede års fødselsdag valgte at genudgive den. Om man også havde haft nødig at genoversætte den til dansk, ved jeg ikke, men nogen skade har det nok ikke gjort. Jeg har ikke sammenlignet Niels Brunses nyoversættelse systematisk med Peder Hesselaas version fra 1940, men jeg har foretaget nogle tilfældige nedslag uden at finde nævneværdige forskelle.

Kristin Lavransdatter (opr. 1920-22) er en episk fortælling med historisk vingesus fra første halvdel af 1300-tallets Norge. En fortælling om en kvindes hele liv fra hendes første barndomserindringer til hun drager sit sidste suk. En roman befolket af adskillige markante karakterer, om end titelpersonen dominerer fortællingen fuldt og helt.

En roman om den store, brusende forelskelse, som bliver til livslang kærlighed af en slags, men lige så livslang skam, fortrydelse og samvittigshedsnag. Om det jordnære liv på en gård i Norge i middelalderen. Om Gud, kirken og troen – og ikke mindst angeren og bønnerne (meget anger og mange bønner).

Om at være pige og kvinde, datter og mor, hustru og husfrue, gudfrygtig kristen og flammende elskerinde. Kristin Lavransdatter er det hele, og hun er det hele fuldt ud.

Kristin er smuk, hun er sød, og hun er god. Hun er også viljefast, stærk og modig. Hun er intelligent, men da hun samtidig er både lidenskabeligt passioneret og viljefast, træffer hun i livet nogle valg, som ikke kun bringer lykke med sig for hverken hende selv eller hendes kære.

Det gælder ikke mindst nogle af de valg, der følger af hendes store, næsten altfortærende kærlighed til den smukke, men ikke just besindige Erlend Nicolaussøn.

I baggrunden drager mændene i krig og indgår i politiske rænkespil, som dog i romanen kun dukker frem i korte glimt som del af et flimrende bagtæppe eller i det omfang, disse begivenheder får direkte indflydelse på Kristins og hendes børns liv.

Sigrid Undset (1882-1949). Foto fra forfatterens Goodreadsprofil.

Kristin Lavransdatter er en historisk roman, for så vidt den udspiller sig i Norge i første halvdel af 1300–tallet. Det er tiden for afslutningen af Norges politiske storhedstid, det såkaldt Norgesvældet, der sættes punktum for i 1319, hvor den svenske Magnus Eriksson bliver kronet til konge af både Sverige og Norge. Romanen kulminerer midt i århundredet, hvor Norge rammes hårdt af Den Sorte Død, pesten, som ifølge senere historikeres skøn vurderes at have udraderet op mod halvdelen af landets befolkning.

Som nævnt fylder de politiske begivenheder ikke meget i romanen, selv om Kristins ægtemands engagement i et ulmende stormandsoprør mod den svenske konge kommer til at få afgørende betydning for hende og hendes børns skæbne.

Til gengæld fylder de historiske detaljer fra middelalderens hverdagsliv meget. Sigrid Undset har tydeligvis gjort et grundigt forarbejde for at kunne give romanen fylde ved hjælp af detaljer om skik og brug, arbejdslivet på gårdene, madvaner, klædedragter, religiøs praksis, forholdet mellem tyende, bønder, herrefolk og kleresiet og meget mere. Det er en af romanens styrker.

Kristin Lavransdatter er imidlertid også en helt utrolig lang roman. Og her hundrede år efter førsteudgivelsen tør jeg godt dømme: For lang. De omtrent tusind sider er omtrent femhundrede for meget.

Javel, det kan noget, og det gjorde også noget for mig, at en episk roman af denne karakter har en vis længde – allerede af den grund, at det betyder, at man som læser får lov at blive i romanen længe og derved få dens hovedpersoner og stemning grundigt ind under huden. Denne kvalitet har romanen helt sikkert.

Men det står godt nok også meget stille i lange passager. Især de lange kristelige lovprisninger af Jesu Moders miskundhed og de sjælelige bekendelser og andre religiøse kvababbelser var mig noget pinefulde at komme igennem. Ja, jeg forstår så udmærket, at troen og gudsfrygten skal fylde noget i romanen, fordi den fylder i Kristins liv, og fordi den formentlig fyldte i livet for en del mennesker af Kristin Lavransdatters slags i Norge i det 14. århundrede (og fordi den sikkert også fyldte en del i den til katolicismen selv omvendte Sigrid Undsets eget liv). Jeg er helt med. Men det er stadigvæk kedeligt at læse.

Kristin Lavransdatter er en trilogi, oprindeligt udgivet i tre bind over tre år: Kransen (1920), Husfrue (1921) og Korset (1922). Jeg har i et par år haft romantrilogien stående i reolen i Peder Hesselaas oversættelse fra 1940 i en samlet papirversion udgivet af Lindhardt & Ringhof. Jeg har længe ønsket at læse den, men med en vægt på mere end 1,6 kilogram, har den ikke ligefrem budt sig til som godnatlæsning (jeg har simpelthen for tynde arme).

Den nye udgave i Niels Brunses oversættelse har Gyldendal gudhjælpemig også valgt at udgive i ét samlet bind, så derfor har jeg valgt at lytte til den som lydbog, indlæst aldeles fremragende med smuk diktion af Tammi Øst.

Den klassiske fortællestil og det smukke, bevidst gammelmodige sprog gør i øvrigt Kristin Lavransdatter velegnet som oplæsningsbog – bortset fra, at det gør det sværere at skrålæse henover de mest langstrakte og kedsommelige passager. Så jeg har fået det hele med.

K's vurdering: