Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
I Jon Fosses seneste, korte fortælling, Hvidhed, viser den norske mesterforfatter sig (igen) fra sin bedste side.
Hvidhed er den første Jon Fosse-udgivelse (ihvertfald på dansk) efter hans magnum opus Septologien I-VII (2019-2021). I modsætning til det sidstnævnte værk er Hvidhed en ganske kort fortælling, egentlig en lang novelle på 54 små sider. >> Læs videre
Pan fra 1894 karakteriseres af forlaget som “Hamsuns digteriske triumf, hans ungdoms storværk og mesterstykke” efter romandebuten Sult fra 1890. De litterære kvaliteter er da også uomtvistelige. Min smag ramte den lille roman dog ikke så rent som Sult.
Pan er et trekantsdrama fortalt af jægeren og løjtnanten Thomas Glahn. Han nedskriver sine erindringer om en sommer i 1855 i det nordlige Norge, som han tilbragte i en simpel hytte i skoven, og hvor han levede det enkle liv som jæger og fisker. >> Læs videre
Victoria er en ganske fin, tragisk kærlighedshistorie, som løfter sig ud over det ordinære i kraft af Hamsuns sprog og fortælleteknik.
Sult kan godt give mere appetit på Hamsun, og i min reol fandt jeg hans korte roman Victoria (1898). Victoria er dog på mange måder en ganske anden roman end Sult (1890). Slet ikke på samme svimlende litterære niveau som sidstnævnte, men en glimrende fortælling ikke desto mindre. >> Læs videre
Knut Hamsuns Sult er akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom, tåkrummende pinlig og hjerteskærende rørende, som jeg husker den. En fuldstændig uforlignelig roman, som man skal gå til Dostojevskij for at finde magen til.
Det må være mere end tredive år siden, jeg første gang læste Sult. Jeg husker ikke hvilken udgave, jeg læste, bemærkede det vel ikke, men jeg husker tydeligt, hvor jeg var, da jeg læste den, at jeg læste den i ét stræk, og at den slog mig helt bagover. Og det gjorde den igen her ved genlæsningen. >> Læs videre
Fin, lille roman om at fiske ørreder med net fra en robåd, om forholdet mellem to meget forskellige mænd og om at finde ind til noget i sig selv i simpelt praktisk arbejde tæt på naturen.
Fiskehuset af norske Stein Torleif Bjella (f. 1968) er i sin essens et lille kammerspil mellem to mænd i en fiskehytte og på en sø. Den korte roman udspiller sig over en enkelt uge. Den gamle gubbe Ivar Helgesson Aal har inviteret sin nevø Jon Aslesson Aal på en uges ophold i fiskehuset ved søen Storsenn nær byen Ål i Hallingdal, Norge, hvor familien i nogle generationer har haft fiskeretten. >> Læs videre
Melankolsk og krads realisme om venskab og skrøbeligheden af menneskelige relationer. Norske Per Petterson er ubetvivleligt god, også i Jeg nægter. Jeg bliver dog ikke helt så fanget, som mange andre læsere tydeligvis er blevet.
Jeg har aldrig rigtigt fået dyrket Per Petterson (f. 1952), som jo ellers er et stort navn både i Norge og internationalt, herunder i Danmark. Jeg læste for nogle år tilbage hans internationale gennembrudsroman Ud og stjæle heste. Jeg var ikke i tvivl om dens kvaliteter, men ramte mig ikke helt på det tidspunkt. >> Læs videre
Nej åh nej, jeg er ikke noget hundemenneske. Men ja åh ja, jeg er fan af Jon Fosse. Og jeg har læst Hundemanuskripterne med mild fornøjelse – for mig selv, selv om de nok havde været sjovere at læse med et barn. Måske.
Jon Fosse (f. 1959) har skrevet mesterlige bøger, hvoraf en del er oversat til dansk. De fleste er i dén grad for voksne, men Fosse har også skrevet en del børnebøger. Hundemanuskripterne placerer sig et sted midt i mellem. Oprindeligt er de udgivet som tre separate udgivelser, men er på dansk samlet i én lille bog, oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. >> Læs videre
Norske Tarjei Vesaas (1897-1970) er godt på vej til at etablere sig som en af mine favoritter blandt de mange stærke nordiske forfattere.
Vårnat (opr. 1954) er et lille intenst drama, som foregår over bare en enkelt nat, en varm forårsnat på kanten af sommeren. Historien er fortalt fra den fjortenårige Hallsteins perspektiv. Han er alene hjemme med sin attenårige søster, Sissel, mens forældrene er kortvarigt bortrejst. >> Læs videre
Tingene falder gradvist fra hinanden i Inghill Johansens kortroman Bungalow samtidig med meningen i fortællerens eget liv. Bogen vil gerne være en lavmælt intens fortælling om tab, ensomhed og fremmedgjorthed. Den er lavmælt, ja, men intensiteten udeblev for mig på trods af enkelte fine billeder.
Den lille hvide bog blev fundet frem fra bogreolen i anledning af, at norske Inghill Johansen (f. 1958) for nylig blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2022. Bungalow (opr. 2016) blev udgivet på dansk i 2017 på Forlaget Silkefyret, oversat af forlægger Allan Lillelund Andersen. >> Læs videre
“Da jeg sad på toilettet og menstruerede, faldt en ret stor del af min hjerne ned i toiletkummen.”
Sådan begynder den første novelle, Fugle, i Gunnhild Øyehaugs novellesamling, Onde blomster (opr. 2020), som for nylig udkom i dansk oversættelse ved Sara Koch på forlaget Gutkind.
Lige først synes det for fortælleren, som om hun fungerer udmærket trods tabet af en betydelig del af hjernen ned i toiletkummen. Snart viser det sig dog, at det var den del af hjernen, hvor al hendes viden om fugle var placeret. Og det er jo ikke så godt, når man er ornitolog og om tre uger skal forsvare sin doktorafhandling om reumatisme i bekkasinfamilien. >> Læs videre
Havde jeg ikke tidligere læst noget af Jon Fosse, så havde Bådehuset sikkert fået en højere score hos mig, måske endda en topvurdering. Men det er svært ikke at sammenligne med Fosses senere, mere modne værker, og så kommer Bådehuset lidt til kort.
Bådehuset (opr. 1989, da. 2007) er ikke desto mindre i egen ret en meget fin, lille melankolsk historie, som er flot fortalt i Jon Fosses karakteristiske stil, som du kan læse mere om i mine anmeldelser af andre af hans værker. >> Læs videre
Jon Fosse bliver tilsyneladende bare bedre og bedre. Hans seneste storværk, Septologien, er mesterligt. Én lang, meditativ reflektion over kunsten, over tiden og erindringen, over venskab, kærlighed og ensomhed, over Gud, døden og de mulige liv. En fosse’sk version af På sporet af den tabte tid, nu i Norge og nede på jorden.
Norske Jon Fosse (f. 1959) er ikke så meget for punktummer. Han har vist aldrig brugt dem ret meget. Og nu er han helt holdt op. Septologiens 948 sider er uden et eneste punktum. Ikke engang et slutpunktum. >> Læs videre
Melancholia fremhæves ofte som et af Fosses hovedværker. Det er nu ikke det bedste, jeg har læst af ham. Personligt foretrækker jeg de senere Morgen og aften og Andvake-trilogien. Men det siger nu mest om de sidstnævntes mesterlighed, for Melancholia er også en fremragende bog.
Melancholia fremstår dog ikke ligeså helstøbt som de nævnte. Og for min smag løber Fosses karakteristiske stil med de mange besværgende gentagelser lidt af med ham i dele af værket. Andet bind er imidlertid det hele værd. >> Læs videre
Hold da op. Hold nu helt op. Det er flere år siden, at jeg sidst er blevet grebet om hjertet af en bog, som jeg blev det af Tarjei Vesaas’ Isslottet. Den er knugende og isnende god. Vesaas’ enkle sprog og lavmælte, langsomme fortælleteknik rummer de voldsomste følelser, der raser som en isfrossen norsk elv, der sprænges i stumper i forårets tøvejr.
En omtale af handlingen og temaerne i bogen får den uvægerligt til at lyde en smule tam. Mine ord rækker ihvertfald ikke. Selv havde jeg aldrig fundet på at læse bogen på baggrund af bagsideomtalen, hvis der ikke lige på forsiden havde stået navnet Tarjei Vesaas, forfatteren til Fuglene. >> Læs videre
En smukt illustreret og fin lille samling lyriske kortprosatekster om dyr og demente bedstemødre.
Norsk-danske Frøydis Sollid Simonsen debuterede i 2013 med kortprosasamlingen Hver morgen kryber jeg op fra havet (da. 2015), som jeg var ret begejstret for. Dyr, sorteret efter alder (opr. 2014) er opfølgeren, som udkom første gang på norsk tilbage i 2014 (dog uden illustrationer), men først er udgivet på dansk i 2018, oversat af Mai Odgaard Petersen og Mads Heinesen. >> Læs videre
Balsam for sjælen. Tarjei Vesaas’ mesterlige roman, Fuglene (opr. 1957), opretholder fortjent sin status af klassiker, ikke bare i norsk litteratur, men i verdenslitteraturen. Hver sætning er en nydelse i den danske nyoversættelse af Jannie Jensen og Arild Batzer.
Tarjei Vesaas (1897-1970) var den første nordmand, der blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Det var for romanen Is-slottet (1963), men mon ikke priskomiteen også har skelet til Fuglene (1957) ved den lejlighed, selv om prisen uddeles for et enkelt værk, ikke det samlede forfatterskab? >> Læs videre
Norske Henrik Nor-Hansens roman Termin er lige så stærk som den er kort. Om meningsløs vold og dens psykiske konsekvenser for ofrene. Og mere generelt også om anonymitet og følelsesmæssig distance mellem mennesker i moderne samfund.
Handlingsmæssigt tager kortromanen afsæt i en tilsyneladende vilkårlig og meningsløs voldshandling i det lille landsbysamfund Hommersåk, ikke så langt fra Stavanger. Den 26-årige, nygifte Kjetil Tuestad bliver sankthansaften 1998 fundet alvorligt mishandlet, offer for en voldshandling uden motiv, som aldrig opklares.
Havbogen er en bog om to venners fascination af tanken om at fange en stor haj – og samtidig et langt, fascinerende og fornøjeligt essay over alt mellem himmel og jord, men især om dét, der er i havet.
Rammehistorien i Havbogen er ganske enkel: Fortælleren (som vi må gå ud fra er Morten A. Strøksnes selv) og hans ven Hugo har sat sig for at fange en grønlandshaj.
Grønlandshajen eller havkalen inkarnerer alle menneskenes rædselsforestilinger om en haj: Arten er urgammel, forskere mener at have målt enkelte eksemplarers alder til mellem 272 og 512 år, den går primært på store havdybder (er observeret på helt ned til 2.200 meters dybde og i vand med temperaturer ned til -7 grader), den bliver op til 7 meter lang med en vægt op til 1.200 kilo, har savbladskarpe tænder, dens kød er giftigt og lugter af urin. Havkalen er en glubsk ædemaskine fra sagntiden. >> Læs videre
Smukkere kan det næppe gøres: Morgen og aften er to nedslag i et menneskes liv. To dage: Johannes’ første dag, hvor han bliver født. Og Johannes’ sidste dag i livet, som også er hans første dag i døden.
Jon Fosses korte, men mesterlige roman falder i to dele. Den første, som vel nærmest har karakter af en prolog, er fortalt gennem fiskeren Olai, som venter i køkkenet, mens hans kone føder deres søn, som skal hedde Johannes, og som skal blive fisker.
Denne første del af bogen er også den mest syrede, hvor den nyfødtes skrig blandes med en serie af vokaler, som markerer, at med denne fødsel fødes også selve sproget. Synes du, at det lyder for mærkeligt, så er det okay, men hold alligevel ud og læs videre, for resten af romanen er helt ligetil, og den er noget af det bedste, jeg har læst længe. >> Læs videre
Norske Jon Fosse (f. 1959) har siden debuten i 1983 skrevet op mod 50 bøger og alligevel er det lykkedes mig ikke at læse noget af ham før nu. Sikke en fejl, og sikke en glæde at opdage ham nu.
Fosse har helt sin egen stil. Hans prosa flyder i en lind strøm, nej, ikke i en lind strøm, nærmere hektisk snublende, som en mellemting mellem stream-of-consciousness og hverdagstale, fyldt med besværgende gentagelser, som når en lidt enfoldig person går og taler med sig selv og gentager simple ting for sig selv for at forstå dem eller få andre til at forstå dem, få ordene til at trænge ind.
En del af stilen er, at Fosse ikke gerne bruger punktummer og slet ikke citationstegn for at markere tale. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg efter de første par sider tænkte, at stilen var lidt kunstlet, og at det her måske godt kunne bliver en lidt anstrengende tur. men så fandt jeg ind i tekstens rytme og blev fuldstændig revet med. >> Læs videre
Frøydis Sollid Simonsens (f.1986) kortprosa er fyldt med både poesi, vid og skæv humor. Anbefales.
Hver morgen kryber jeg op fra havet er Frøydis Sollid Simonsens debut som forfatter. Hun er norsk, bosat i København og studerer i Sverige på tegneserieskolen i Malmö. Talentet for at tegne demonstreres også af denne smukke udgivelse, hvis forside og omslagsklapper prydes af Frøydis Sollid Simonsens skæve tegninger (se billede herunder).
Hver morgen kryber jeg op fra havet er en lille bog med en lille historie fortalt i en serie små kortprosastykker, de færreste mere end en side lange, de fleste kortere. Vi følger en jeg-stemme, en ung kvindelig biologistuderende, som læser til eksamen samtidig med, at hun bliver forelsket, får en kæreste og til sidst forladt. >> Læs videre
Norske Jan Roar Leikvoll (1974-2014) nåede at udgive fire romaner med stor succes i hjemlandet, inden han døde kun 40 år gammel sidste år. Sangfuglen blev hans sidste roman, men den første, der oversættes til dansk.
Sangfuglen er en dystopisk vision over et matriarkalsk bysamfund i en ikke nærmere angivet fremtid. Kvinderne har magten, og mændene er fordrevet til de omkringliggende skove. Enkelte mænd holdes på bordeller til avlsformål, men ellers er mænd forment adgang til bysamfundet og civilisationen. >> Læs videre
Norske Tomas Espedal reflekterer i sin seneste bog i vanlig fin stil over temaer som ud- og hjemlængsel, kærlighed og ensomhed, behovet for både at være alene og være sammen, kunst og kunstnere, kendte og ukendte bergensere, regnvejr (meget regnvejr – som i Bergen-agtigt meget regnvejr) og mangt og meget andet.
Stilen i Bergeners er den velkendte fra tidligere bøger som Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv og Mod kunsten: Espedal skriver i en mellemting mellem fiktion og selvbiografi – eller rettere sagt: han skriver fiktionsbiografi ud fra den devise, at (selv)biografi altid også er fiktion og ikke kan været andet. Han blander ubesværet forskellige genrer som dagbogsnotater, biografi, essay og novelle, prosa og lyrik.
Titlen på bogen er naturligvis en hilsen til James Joyces Dubliners, som her er omplantet til Espedals hjemby Bergen. >> Læs videre
Seneste roman fra den norske mester Lars Saabye er et ganske vellykket litterært eksperiment – hvis man da ellers kan kalde noget for et eksperiment, der er så sikkert gennemført som Blink.
Romanen falder i tre meget distinkte dele, alle fortalt i hver sin stil og tonart af romanens fiktive, omend meget Lars Saabye-agtige, ca. 60 årige forfatter, Christian Funder.
>> Læs videre
“For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.” Sådan starter Karl Ove Knausgårds mastodontiske selvbiografiske roman i seks bind, Min Kamp.
Jeg har længe vægret mig lidt ved at gå i gang med Knausgård. Nok mest på grund af den massive hype, romanværket har været ledsaget af. Måske også begrundet i en mere eller mindre instinktiv og irrationel uvilje mod en forfatter, der kan finde på at give sin selvbiografi samme titel, som en vis diktator og talentløs forfatter med storhedsvanvid gjorde så belastet i 1930’erne. Denne konnotation er formentlig en bevidst provokation fra Knausgårds side med flere mulige betydningslag og heller ikke ueffent. Men alligevel.
Men en sen eftermiddag, hvor hvor jeg dryssede planløst rundt i en boghandler som en lille gave til mig selv på vej hjem fra arbejde, blev jeg alligevel fanget af det elegante omslag i Lindhardt og Ringhofs nye paperbackudgave af romanen (som er langt mere indbydende end det grimme omslag på den danske hardcover-udgave). Nok til at jeg pillede bind 1 ud af boghandlerreolen og læste de første linjer citeret ovenfor. Og så var jeg solgt på stedet. Ihvertfald var bogen solgt, og hjem med mig kom den. >> Læs videre
Jeg ville egentlig gerne være begejstret for denne bog. Petterson er en ypperlig repræsentant for den realistiske genre med det fine blik for detaljen, hvor meget af historien fortælles gennem detaljerede beskrivelser af små dagligdags handlinger. Og han skriver virkelig godt. Men jeg var alligevel ikke sådan rigtig fanget ind af historien: var faktisk tæt på at kede mig lidt undervejs og glad for, at borgen sluttede.
Vil dog ikke afvise, at jeg kan finde på at læse mere Petterson.
Titel: Ud og stjæle hesteK's vurdering:
Fin bog om alt muligt: om at skrive, om opvækst, om familierelationer på tværs af generationer. Stilen glider ubesværet mellem romanform og tæt på poesi.
Titel: Mod kunstenK's vurdering:
Præsenterer sig som roman, men fremstår som et langt selvbiografisk essay, hvor Tomas Espedal med norsk humor (ja, den findes) og med hjælp fra citater fra en lang række skønlitterære forfattere og filosoffer reflekterer over lyksalighederne ved at gå på sine ben ud i verden, mens han traver Norge og Europa tyndt i et slidt sigøjnerjakkesæt med en orange rygsæk på ryggen (og mens han i øvrigt drikker sig i hundene). Velskrevet, pudsig og tankevækkende. Anbefalelsesværdig.
Titel: Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk livK's vurdering:
God krimi i Nesbøs serie om den alkoholiserede politimand Harry Hole.
Titel: FrelserenK's vurdering:
God krimi i Nesbøs serie om den alkoholiserede politimand Harry Hole.
Titel: KakerlakkerneK's vurdering:
