Balsam for sjælen. Tarjei Vesaas’ mesterlige roman, Fuglene (opr. 1957), opretholder fortjent sin status af klassiker, ikke bare i norsk litteratur, men i verdenslitteraturen. Hver sætning er en nydelse i den danske nyoversættelse af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Tarjei Vesaas (1897-1970) var den første nordmand, der blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Det var for romanen Is-slottet (1963), men mon ikke priskomiteen også har skelet til Fuglene (1957) ved den lejlighed, selv om prisen uddeles for et enkelt værk, ikke det samlede forfatterskab?

Fuglene handler om landsbytossen Mattis, nedsættende kaldet tusten af børn og voksne i det lille norske bygdesamfund, hvor Mattis bor sammen med sin søster, Hege.

Mattis er god som dagen er lang, men lidt tilbage og til en side. Han er ganske uskadelig, men ikke desto mindre ringeagtet blandt beboerne i bygden og udsat for hån og drillerier, i bedste fald mild overbærenhed.

Den 37-årige Mattis er ikke i stand til holde på et arbejde i en dag, og hans et par år ældre søster forsørger dem begge ved at strikke. Søster Hege elsker sin bror, men man sporer også en indebrændthed og skuffelse over livet hos hende, som er tildelt den lod at sørge for den tilbagestående bror.

Tarjei Vesaas (1897-1970).
Foto: Leif Østerlund, 1967 (kilde: digitaltmuseum.no).

Romanen er fortalt i tredjeperson, men fra Mattis perspektiv. En del af romanens mirakel er den måde, hvorpå Vesaas formår at tegne et overbevisende portræt af Mattis’ verden, som på én måde er meget simpel og naiv, men for Mattis selv vældig kompleks.

For Mattis er verden fyldt med undere og hemmelige tegn, som han uafladeligt tumler med at tolke – uden at kunne få meget hjælp fra hverken søster Hege eller andre omkring ham, som sjældent forstår vigtigheden af hans iagttagelser og de store spørgsmål til verden, som han har så svært ved at udtrykke.

I Mattis’ verden er det for eksempel et mirakel og et varsel om noget stort, men uforklarligt, når der en nat pludselig kommer et sneppetræk hen over huset. I skoven læser han sneppens spor som skrift med vigtige budskaber til netop ham, og han skriver selv “breve” – i fuglesprog, forstås – tilbage til sneppen med en pind i det udtørrede mudder. Tillad mig et længere citat:

[I] Mattis bølgede det af sang: ham og sneppen. Han måtte gå ind i skoven lige under det sted hvor striben lå usynlig på himlen. Det var nu hans vej, vejen som der fandtes glæder på. Han blev heller ikke skuffet denne gang: lidt efter måtte han standse.
   Du er dig, var det som det sagde i ham, sådan hørte han det ihvertfald.
   Det blev sagt på fuglesprog. Sagt med fulgeskrift.
   Han stod ved et udtørret mudderhul lige under trækket. Stod tryllebundet og så. Læste et budskab til sig selv, eller hvad man skulle kalde det.
   I mudderhullets brune, glatte overflade var der lette spor af fuglefødder, og så var der mange runde dybe små prikkehuller i den sumpede jord. Sneppen havde sin gang her. De dybe huller stammede fra næbbet som sneppen stak ned i mudderet og hentede et eller andet spiseligt op med, og somme tider bare prikkede og skrev med.
   Mattis bøjede sig og læste hvad der stod. Så på de lette, dansende spor. Så let og fin er fuglen, tænkte han. Så let går min fugl i mosen når den er træt af himlen.
   Du er dig, stod der.
   Det var noget af en hilsen at få.

Vesaas’ prosa er blid og blød, men samtidig stærk og indtrængende i sin enkelhed. Portrættet af Mattis er rørende og vedkommende, men ikke sentimentalt. Mattis’ historie er tragisk, men også sært opløftende.

For Fuglene er ikke bare et indlevet portræt af et menneske, der er lidt for sig og ugleset af de andre. Gennem Mattis får Vesaas stillet nogle af de store spørgsmål til livet, som der ikke gives svar på. Og han gør det med en tyngde og ro og så ganske enkelt, som kun den forfatter, der bærer på stor livsvisdom, kan gøre det.

Jeg ville gerne have citeret en passage, der kunne give et bedre indtryk af stemningen i bogen end oven- og nedenstående, men det er ikke lykkedes mig at finde et kort uddrag, der på nogen måde yder bogen retfærdighed. For selv om hver eneste sætning forekommer perfekt i sin enkelhed, så er det helheden, der gør romanen magisk.

Jo mere Mattis tænkte på sneppen, jo mere sikker følte han sig på gode hændelser. Noget som ville blive anderledes. Derfor trak sneppen over her morgen og aften, men altid mens folk gemte sig i deres huse.
   Det gav god mening, syntes han. Selv kunne han gå ud og sidde og vogte, følge færden i luften så ofte han ville.
   Det var sneppen og ham.
   I dag var det en ny dag med sneppen.

At læse Fuglene er ren balsam for sjælen. At træde ind i romanen er som at træde ind i en lysning langt inde i skoven, hvor alt er ro – og evigheden er inden for rækkevidde. Og som en ægte klassiker fremstår den dugfrisk – her i Jannie Jensens og Arild Batzers nyoversættelse til smukt og sikkert dansk. Den kunne være skrevet i dag – eller til alle tider.

Tak til forlaget Batzer & co. for at puste nyt liv i denne smukke roman.

K's vurdering: