Tarjei Vesaas: Vårnat

Norske Tarjei Vesaas (1897-1970) er godt på vej til at etablere sig som en af mine favoritter blandt de mange stærke nordiske forfattere.

Vårnat (opr. 1954) er et lille intenst drama, som foregår over bare en enkelt nat, en varm forårsnat på kanten af sommeren. Historien er fortalt fra den fjortenårige Hallsteins perspektiv. Han er alene hjemme med sin attenårige søster, Sissel, mens forældrene er kortvarigt bortrejst.

De bor i et afsidesliggende hus i skoven, men denne nat forstyrres ensomheden af en fremmed familie, der uventet banker på døren og beder om husly og hjælp. Deres bil er gået i stå på vej til hospitalet med en højgravid kvinde, Grete, der er på nippet til at føde.

Udover den fødende Grete består familien af hendes mand, den opfarende Karl, der bærer på ar i sjælen efter krigen; Karls lillesøster, Gudrun, der er på alder med Hallstein; deres far, den nervøse og perplekse Hjalmar; og farens nye kone, som ikke er børnenes mor, den mystiske og lidt skræmmende Kristine, som tilsyneladende er både stum og lam.

Udover den i sig selv nervepirrende situation, at de skal skaffe en jordemor til den fødende Grete, er medlemmerne af den fremmede familie sønderrevet af hemmeligheder og skjulte interne konflikter, som Hallstein og Sissel drages ind i.

For dem begge bliver det en nat fuld af følelsesmæssige rutscheture. Især Hallstein tvinges til at påtage sig forpligtelser, som han er alt for ung til og ikke forstår. Samtidig overvældes han af en spirende lykkefølelse i mødet med pigen Gudrun, som har en forunderlig lighed med hans hemmelige og usynlige fantasiveninde på loftet.

Udenfor huset falder imens den lune forårsregn i skoven, som er fuld af både faretruende mystik og piblende liv, et sted hvor man på én gang kan fare vild og søge tilflugt. Her vandrer hele natten også Sissels måske-kæreste rundt i regnen efter en afvisning tidligere på aftenen.

Vårnat er et intenst psykologisk drama, stærkt medrivende fortalt, og siderne vender sig selv hurtigt. Som var det en kriminalroman higer man som læser efter en afdækning af personernes forhistorier, som måske kan afklare deres indbyrdes forkvaklede forhold.

Forvent dog ikke nogen fuldstændig afklaring. Tarjei Vesaas er ikke optaget af plottet som sådan, han er optaget af mennesker. Især er han optaget af afstandene mellem dem og af deres grundlæggende, eksistentielle ensomhed og angst – som både får dem til at gøre hinanden ondt og samtidig til i det ene øjeblik at række famlende ud efter hinanden og i det næste at trække sig ind i sig selv.

For de to søskende, Hallstein og Sissel, bliver det en dramatisk nat. En nat, der symbolsk rummer både fødsel og død, og for dem begge betyder, at de tager afsked med noget i sig selv og bringer dem nogle skridt nærmere på noget andet og på at blive voksne.

Det lyder måske en lille smule højstemt og rørstrømsk, på grænsen til en kliché. Men Tarjei Vesaas er en forfatter, der kalder de store følelser frem – samtidig med, at han fortæller sin historie uden unødig prunk eller overdreven patos, men lavmælt indtrængende og aldeles fri for klicheer.

Vesaas’ prosa er i Vårnat således enkel og stærk, ligesom vi kender den fra hans senere romaner Isslottet (opr. 1963) og Fuglene (opr. 1957), og den er mesterligt fordansket af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Vårnat er ganske vist ikke helt oppe på det samme svimlende høje niveau som de to øvrige nævnte titler, men mindre kan gøre det. Romanen får en fuldtonet og ubetinget anbefaling med herfra, som kun på grund af den uvægerlige sammenligning med Isslottet og Fuglene udløser mindre end fem stjerner.

K's vurdering: