Ahmed Bouanani: The Hospital

“When I walked through the large iron gate of the hospital, I must have still been alive.”

Sådan lyder den første sætning i marokkanske Ahmed Bouananis (1938-2011) kortroman, The Hospital (opr. 1990, eng. 2018), her i Lara Vergnauds oversættelse til engelsk fra det oprindelige franske. Og dermed er vi som læsere allerede advaret om, at vi ikke ligefrem befinder os i den naturalistiske genre.

Romanens fortæller ankommer ved bogens begyndelse til et hospital, uden at vi som læsere – eller han selv for den sags skyld – nogensinde bliver klar over, hvad han lider af, om noget overhovedet. Én gang inden for hospitalsmurene synes der imidlertid ikke at være nogen vej ud.

I stedet bliver hospitalslivet efterhånden til fortællerens hele liv – hvis fortid, vi dog også hører lidt om i nogle glimt tilbage i tiden – og de øvrige patienter (som man hurtigt kommer til at tænke mere på som indsatte) bliver hans familie.

And my companions? Mostly they no longer have any reason to leave, lost as they are in the density of their dreams. Whereas, I feel as if I came here for the day, two weeks, or a century ago, and forgot to leave.

Romanen har en form for begyndelse og en form for afslutning med en form for fremdrift midt i mellem. Men egentlig fremstår den som en serie kun løst sammenhængende, episodiske kapitler, som på nær enkelte krydsreferencer til forskellige begivenheder godt kunne være faldet i en anden rækkefølge.

Denne komposition understøtter Bouananis bestræbelse på at etablere en stemning af tidløshed, hvor hospitalet fungerer som en metafor for samfundet som helhed eller ligefrem for livet som sådan, livet i dets snuskede, smertefulde, håbløse og trøstesløse karakter af en venten på enten bare snart at være forbi eller på noget værre.

Fortælleren er forfatter, og den bog vi læser, skal forestille at være en form for dagsbogsoptegnelser fra hans ophold. Ind i mellem løfter dialogen i bogen sig op på et metaplan og refererer til sig selv som tekst. Som i det følgende citat, hvor en medpatient giver en slags metaanalyse af den endnu ikke tilblevne tekst – leveret i det for dele af romanen karakteristiske, latrinære sprog:

“We don’t have last names here or even first names. We’re all alike, scrawny corpses that wouldn’t satisfy even a maggot. But you’re not illiterate, so maybe one you’ll write a book about us, about our testicles, about the beautiful shit that we’re drowning in. If it helps you overcome the passing time and dusky monotony, write, for the fun of it, to piss off the world of neckties and hypocrisy, otherwise shove it down the toilet and flush three times, and when your scribblings disappear in the gurgling of the earth, say amen and go stuff yourself with suppositories until the dogs are dead!”

Bagsidetekstens lovprisning af kortromanen refererer – med større eller mindre rimelighed – til adskillige ikoniske forfattere:

Thomas Mann nævnes, og ja, det er oplagt, for så vidt Bouananis roman deler dét træk med Manns Trolddomsbjerget, at protagnonisten ved romanens begyndelse ankommer til et hospital uden egentlig at have nogen kendt sygdom, men ikke desto mindre forbliver der i årevis (eller en evighed), mens han gradvis sygeliggøres af systemet. Men udover denne pointe er der absolut ingen lighedspunkter mellem Bouananis og Thomas Manns skrivestil eller budskaber, så der er ingen grund til at hæfte sig for meget ved dén reference.

Kafka nævnes også, selvfølgelig, og ja, The Hospital kan da bestemt betegnes som “kafkask” i den eponymiske brug af forfatterens navn, for så vidt romanen tematiserer oplevelser af at være ugenkaldeligt indespærret i et system med absurde og kvælende regler. Men skrivestilen er også ret langt fra Kafka.

Bouanani er når det kommer til stykket nok først og fremmest Bouanani, og han kan bedømt på The Hospital sagtens stå på egne ben som forfatter.

Bogens korte episodiske kapitler har hver især en særlig intensitet over sig, en smerte, en desperation, nogle af dem ligefrem en vildskab, men andre også en nostalgisk sørgmodighed, en længsel efter noget for evigt tabt.

Det er denne intensitet og bogens særlige stemning, der gør den værd at læse. Den er dog som roman betragtet også lidt for usammenhængende for min smag. Og jeg savnede trods alt også lidt mere retning og en tydeligere idé for at kunne blive rigtig begejstret.

Men som eksponent for modernistisk, marokkansk litteratur er The Hospital så afgjort værd at læse.

Den oversatte udgave, jeg har læst, rummer også en 30 sider lang introduktion af Anna Della Stubin om Ahmed Bouananis liv og levned. Det henvender sig mest til de læsere, der måtte have en særlig og dedikeret interesse i forfatterens biografi (skrevet af en tydeligvis meget stor fan og personlig ven af familien). Andre, almindelige læsere kan med sindsro springe denne, lidt vel lange introduktion over.

K's vurdering: