Overvældende original og overdådigt outreret. Men også opskruet, overgearet, overdoseret og overanstrengt. Alejandro Jodorowsky er benådet med en vild og voldsom kreativitet, men han savner begrænsningens nådegave – og hænger fast i surrealisternes pubertære sex- og voldsfascination, hvilket fik denne læser til at miste interessen og sympatien.

Et løvetæmmerpar, som kun spiser råt kød og lærer løverne at tale hebraisk. En usynlig, flyvende rabbi, der er hentet tilbage fra mellemstadiet mellem livet og døden. En kvindelig loppecirkusdirektør, der lader sine lopper drikke blod af sine bryster. En tidligere russisk zar, der lever som eneboer i skoven for at dyrke sin seksuelle fetich for får – og en kvinde, der iklæder sig fårepels for at snyde zaren til at kopulere med hende – hvorefter hun føder et monster af en søn, der bliver psykopatisk massemorder, indtil han undertvinges af en kvindelig efterkommere af løvetæmmer.

Dette er bare nogle få af en næsten endeløs stribe af farverige karakterer, der befolker chilensk-franske Alejandro Jodorowskys surrealistiske slægtsroman, Where the Bird Sings Best (opr. 1982). >> Læs videre