Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
“It’s not easy being a decent communist these days.”
Sådan siger en stenhugger, der arbejder på restaureringen af en helgenstatue på en katolsk kirke et sted i Tjekkoslovakiet, mens lastbiler aflæsser nedrevne statuer og relieffer af “the generalissimo” (læs: Josef Stalin) i skrotcontainere, som efterfølgende fyldes yderligere op med slagteraffald for at fuldende billedet. >> Læs videre
Solenoide er en vanvittigt velskrevet roman. En poetisk og intellektuel tour de force. En udforskning af de yderste grænser for den menneskelige tankes formåen og en svimlende nedstigning til de mørkeste kælderrum i menneskets mentale underverden med Dante, Borges og Kafka som guider. Alt er fra øverste litterære skuffe. Havde den dog bare kun været en fjerdedel i omfang …
Det er nemt at forstå, at rumænske Mircea Cărtărescu (f. 1956) flere gange har været nævnt som kandidat til nobelprisen i litteratur. Solenoide er skrevet i et blændende smukt sprog – oversat til forbilledligt smukt dansk af Jacob Jonia. Cărtărescu levendegør de vildeste, mest fabelagtige og hypnotisk fascinerende visioner. Groteske, sygelige, mareridtsagtige, ikke bare uhyggelige, men dybt ind i sjælen skræmmende scenerier, som han ikke desto mindre samtidig formår at gøre poetisk smukke.
Krebsedronning (opr. 1950) af italienske Tommaso Landolfi er et semifilosofisk syretrip kamoufleret som en slags gotisk science fiction-fortælling. En surrealistisk, hallucinatorisk rejse ind i sindets afkroge på kanten mellem livet og døden, hvor forholdet mellem fiktionen og realiteten er på spil, hvor såvel sproget som den fysiske verden dekomponeres, og det fortællende subjekt bryder sammen i akten.
Det lyder jo alt sammen som gefundenes fressen for læsere med undertegnedes litterære tilbøjeligheder. Jeg er nu alligevel ikke helt tilfreds, for på trods af de mange spøjse ideer, så fungerer Krebsedronning dårligt som roman. >> Læs videre
Overvældende original og overdådigt outreret. Men også opskruet, overgearet, overdoseret og overanstrengt. Alejandro Jodorowsky er benådet med en vild og voldsom kreativitet, men han savner begrænsningens nådegave – og hænger fast i surrealisternes pubertære sex- og voldsfascination, hvilket fik denne læser til at miste interessen og sympatien.
Et løvetæmmerpar, som kun spiser råt kød og lærer løverne at tale hebraisk. En usynlig, flyvende rabbi, der er hentet tilbage fra mellemstadiet mellem livet og døden. En kvindelig loppecirkusdirektør, der lader sine lopper drikke blod af sine bryster. En tidligere russisk zar, der lever som eneboer i skoven for at dyrke sin seksuelle fetich for får – og en kvinde, der iklæder sig fårepels for at snyde zaren til at kopulere med hende – hvorefter hun føder et monster af en søn, der bliver psykopatisk massemorder, indtil han undertvinges af en kvindelig efterkommere af en løvetæmmer.
Dette er bare nogle få af en næsten endeløs stribe af farverige karakterer, der befolker chilensk-franske Alejandro Jodorowskys surrealistiske slægtsroman, Where the Bird Sings Best (opr. 1982). >> Læs videre
Chilensk surrealisme for fuld udblæsning – uden filter eller bremse. Originalt, vildt, imponerende fantasifuldt, modigt, sjovt – men også for mærkeligt og for usammenhængende for min smag.
Jeg var egentlig fan på forhånd – efter mit første møde med Juan Emar i form af den forrygende samling Dagen i går. Jeg har derfor virkelig arbejdet undervejs, og efterfølgende, for også at kunne begejstres for Ten (opr. 1937, eng. 2024). Men … jeg kan ikke. Ikke for alvor. >> Læs videre
Her får du litterær surrealisme for fuld udblæsning – i gotisk klædedragt og tilsat elementer af okkultisme, kabbalisme og alkymisme. Lyder det syret? Vær advaret: Det er meget mærkeligere end som så. Ithell Colquhouns roman bevæger sig hinsides det rationelt forståelige, langt hinsides. Helt sikkert ikke en roman for alle. Herunder ikke for mig.
Ithell Colquhoun (1906-1988) er allerede et interessant bekendtskab af den grund, at hun var en af meget få kvindelige surrealistiske kunstnere i det 20. århundrede. Tilmed var hun dybt interesseret i det okkulte, ikke mindst alkymismen (forstået ikke bare som drømmen om at lave bly til guld, men som en vej til åndelig oplysning), og hun var igennem sit liv medlem af adskillige okkulte selskaber. >> Læs videre
At læse Boris Vians gakkede, satiriske roman fra 1947 er som at træde ind i et levende surrealistisk maleri af Salvador Dali – tilsat en gang respektløs Monty Pythonsk humor og en knivspids Kafkask paranoia.
Trods mange spøjse og nogle endda ret sjove billeder, så er det meste dog for fjollet for min smag til at blive rigtigt vedkommende. Bogen nyder en vis klassikerstatus, men på mig virkede den noget bedaget og midt i al sin sproglige hittepåsomhed ikke desto mindre noget kedelig og trættende at læse. >> Læs videre
