K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Island

Gyrðir Elíasson: Mellem træerne

Af ,
Skriv en kommentar

Anbefaling: Efterlad kravene om intelligibel mening og forklarlig sammenhæng derhjemme, synk ind i Gyrðir Elíassons verden og lad dig stilfærdigt og frydefuldt forvirre, forundre og forurolige.

Jeg har til min store glæde netop opdaget Gyrðir Elíasson via Jensen & Dalgaards genudgivelse af hans første novellesamling, Papirskibsregnen. Fra den gik jeg direkte ombord i novellesamlingen Mellem træerne (opr. 2009, da. 2011), som Elíasson i sin tid fik Nordisk Råds Litteraturpris for. Den er udgivet på forlaget Thorgaard og ligesom Papirskibsregnen oversat til flydende dansk af Erik Skyum-Nielsen. >> Læs videre

Gyrðir Elíasson: Papirskibsregnen

Af ,
Skriv en kommentar

Sansemættede islandske noveller, der på overfladen ikke handler om meget, men faktisk handler om det hele: Om fravær og nærvær, om livet og døden, om at være menneske i verden, om tingene og drømmene og alt det andet.

Islandske Gyrðir Elíasson (f. 1961) er endnu én af de fantastiske forfattere, det på besynderlig vis er lykkedes mig ikke at opdage igennem ellers mange år. Men hvor er det dog en stor glæde så at opdage ham nu. >> Læs videre

Islændingesagaerne: Egils saga

Af ,
Skriv en kommentar

Vi har alle hørt om de islandske sagaer. Men jeg er næppe den eneste, der aldrig før har læst nogen af dem. Det er jeg i gang med at råde bod på, én ad gangen. Jeg er begyndt med Egils saga. Og det er en fornøjelse.

Men hvordan skal man næsten anmelde et værk som Egils saga? Som litteratur eller som historisk kilde? De islandske sagaer hører til den ældste nedskrevne verdenslitteratur overhovedet, og de mest læste af dem sprænger jo nærmest klassikerbegrebet. >> Læs videre

Alicia Kopf: Brother in Ice

Af ,
Skriv en kommentar

Is, sne, polarekspeditioner og familiefortrædeligheder. Catalanske Alica Kopfs debutroman er et spændende og velskrevet, semiselvbiografisk formeksperiment, som i nogle henseender fascinerede mig, i andre ikke.

Alica Kopf er pseudonym for den catalanske forfatter og kunstner Imma Ávalos Marqués (f. 1982). Hendes debutroman fra 2016, Hermano de hielo (eng. Brother in Ice, 2018, oversat af Mara Faye Lethem) tager afsæt i hendes tydeligvis store fascination af polarekspeditioner. >> Læs videre

Jakobína Sigurðardóttir: I barndom

Af ,
Skriv en kommentar

Den islandske forfatter Jakobína Sigurðardóttirs sidste værk (og det første, der udgives på dansk) er på mange måder et flot erindringsværk. Velskrevet og troværdigt med mange fine scener fra dagliglivet i stuerne og værkstederne hos fattigfolk i en lille islandsk bygd i begyndelsen af det 20. århundrede. Men det er også en noget stillestående sag, som havde svært ved at få min puls op.

I barndom fremstår i høj grad troværdigt som den voksnes erindringsbilleder fra egen barndom – karakteriseret, som sådanne tidlige barndomserindringer jo er, ved at være ufuldstændige, slørede og på den ene side præget af barnets syn på verden og samtidig nødvendigvis i et eller andet omfang efterrationaliserede eller ihvertfald præget af den voksnes retrospektive viden og erfaringer. >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Af ,
Skriv en kommentar

Jón Kalman Stefánsson kan åbenbart ikke skrive andet end rasende gode bøger. Historien om Asta, der udkommer på dansk i dag på forlaget Batzer & co., er endnu en i rækken.

Astas historie er en på mange måder sørgmodig fortælling om ikke helt at passe ind i livet, om at møde store sorger og skuffelser. Men det er samtidig en fortælling fuld af livskraft, der også rummer store glæder, ja, ligefrem lykke. Og så er historien fuld af humor og poesi. Og frem for alt forrygende velskrevet, her i Kim Lembeks vanligt veloplagte oversættelse til dansk. >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder

Af ,
Skriv en kommentar

“Og så kan livet begynde, det kan begive sig afsted med al sin bagage, og så må vi se hvad der sker.”

I Fisk har ingen fødder leverer Jón Kalman Stefánsson et portræt af en islandsk slægt i tre generationer forankret i den lille by Keflavik i det sydvestligste hjørne af Island. “Island er et barsk land,” hedder det i romanens begyndelse, “og dog er Keflavik utvivlsomt det værste sted i landet.” Byen har titusinde indbyggere, husede indtil 2006 en amerikansk flybase og kan i dag bryste sig af at have Islands eneste internationale lufthavn, men ingen fiskekvoter. >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Menneskets hjerte

Af ,
Skriv en kommentar

“Mennesket fik arme for at kunne holde om et andet menneske,” hedder det et sted i Menneskets hjerte. Man kunne også mene, at vi har fået arme for at kunne kaste dem højt i vejret i begejstring over Jón Kalman Stefánssons stærke og magiske prosa.

Menneskets hjerte er tredje og sidste del i islandske Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede-trilogi, som ret beset er én stor, sammenhængende roman på i alt lidt over 900 sider. Jeg har allerede skrevet det meste af det, der skal skrives om trilogien i omtalerne af de to første bøger, Himmerige og helvede og Englenes sorg. Men ikke desto mindre: >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg

Af ,
Skriv en kommentar

“Døden ligger inde med svarene, står der et eller andet sted, og den formidler ældgammel visdom; det er naturligvis noget forbandet vrøvl. Det vi ved, det vi har lært, stammer ikke fra døden, men fra poesi, fortvivlelse og til sidst erindringer om lykke og omfattende svig.”

Englenes sorg er andet bind i Jón Kalman Stefánssons romanserie om drengen med digtersjælen i kamp med det barske liv på Islands vestkyst engang for omkring hundrede år siden. Himmerige og helvede var den første, og Menneskets hjerte er den tredje.

En lille advarsel: Har du ikke læst første bind af trilogien, vil du i det følgende støde på enkelte afsløringer af handlingen herfra, dog ikke flere end hvad der allerede fremgår af klapteksten til Englenes sorg. >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede

Af ,
3 kommentarer

Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede er verdenslitteratur. Den er smuk og barsk, domineret af mørke og melankoli, men båret af varme og kærlighed til menneskene og et sted under overfladen også humor. Det er islandsk romankunst på et niveau, der sender tankerne i retning af Haldor Laxness. Ja, så godt er det faktisk.

Mit første bekendtskab med Jón Kalman Stefánsson (f.1963) var Sommerlys og så kommer natten (opr. 2005), og når jeg tænker på den, rykker det stadig i mine arme for at kaste dem højt over hovedet af begejstring. Så det er egentlig svært at forstå, hvorfor det har taget mig næsten et år at finde Himmerige og helvede ned fra hylden.

Men nu fik jeg endelig givet mig selv den gave at læse den, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af forventning til de to næste bøger i trilogien, Englenes sorg og Menneskets hjerte, som ligger her foran mig. >> Læs videre

Hallgrímur Helgason: Kvinden ved 1000°

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg bor her alene i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat. Det er rigtig hyggeligt” (s.7). Ordene er Herbjørg Maria Bjørnssons, jeg-fortælleren i islandske Hallgrímur Helgasons ind i mellem rablende sjove, men også for lange, Kvinden ved 1000°.

Året er 2009, og Herbjørg ligger som 80-årig lænket til sin seng i en gammel garage, hårdt ramt af KOL, men stædigt cigaretpulsende, mens hun skriver på sine memoirer og terroriserer verden fra sin bærbare computer.

1000° er den temperatur, krematoriets ligbrændingsovn når op på, og Herbjørg har bestilt en tid til sig selv en mandag midt i december (efter klokken 12, for det kan jo tage lidt tid at forbløde, som hun siger i telefonen til telefonpasseren på krematoriet: “Det kan blive nødvendigt at skære pulsen over, og det gør jeg altså ikke søndag aften” (s.50)). >> Læs videre

Jón Kalman Stefánsson: Sommerlys og så kommer natten

Af ,
Skriv en kommentar

“… og nu går vi i gang, her kommer det, munterhed og ensomhed, mådehold og meningsløshed, liv og drøm – ja, drømme” (s.10). Med den fanfare indleder Jón Kalman Stefánsson sin helt igennem og ubetinget prægtige roman om den mest elskelige samling melankolske, islandske landsbytosser, man kunne ønske sig at dele roman med.

Det her er nordisk romankunst, når det er allerallerbedst. Armene er helt oppe! Hold da kæft, hvor er det godt!

Romanen er fuld af poesi og jordnær hverdagsfilosofi, men den gør sig ikke til af noget af det, fortæller bare en håndfuld tæt forbundne, gode historier lige ud ad landevejen, sprogligt kraftfuld og raffineret, men alligevel letlæst. >> Læs videre

Sjón: Tusmørkeundere

Af ,
Skriv en kommentar

Mere islandsk poetisk vildskab: Sjóns Tusmørkeundere fra 2008 er endnu mere rablende mærkelig end Skygge-Baldur fra 2003, som vi læste forleden.

I Tusmørkeundere griber Sjón længere tilbage i historien end i Skygge-Baldur, som historisk var sat i slutningen af det 19. århundrede, til midten af det 17. århundrede, hvor reformationen har slået rod og har fortrængt den gamle religions blanding af katolsk Mariadyrkelse og islandsk magi og naturreligion. >> Læs videre

Sjón: Skygge-Baldur

Af ,
Skriv en kommentar

Islandske Sjón (alias Sigurjón Birgir Sigurðsson) skriver vildt og poetisk og i passager med stor skønhed. Hans lille roman Skygge-Baldur, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2005, henter sin styrke fra Sjóns mestendels sikre økonomiseren med ordene og hans sans for effekten af f.eks. at lade enkelte sætninger stå alene på en side.

Romanen har undertitlen Et folkeeventyr, og Sjón trækker da også kraftigt på den islandske eventyrtradition. Titlens Skygge-Baldur er således ifølge en note i romanens kolofon “et vildt bæst i islandske sagn; anses for at være afkom af en kat og en hunræv; en blakket, ‘skyggefuld’ person (mandlig); en misdæder.” >> Læs videre