Islandske Sjón (alias Sigurjón Birgir Sigurðsson) skriver vildt og poetisk og i passager med stor skønhed. Hans lille roman Skygge-Baldur, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 2005, henter sin styrke fra Sjóns mestendels sikre økonomiseren med ordene og hans sans for effekten af f.eks. at lade enkelte sætninger stå alene på en side.

Romanen har undertitlen Et folkeeventyr, og Sjón trækker da også kraftigt på den islandske eventyrtradition. Titlens Skygge-Baldur er således ifølge en note i romanens kolofon “et vildt bæst i islandske sagn; anses for at være afkom af en kat og en hunræv; en blakket, ‘skyggefuld’ person (mandlig); en misdæder.”

Det mytologiske og eventyrlige element er stærkest i romanens første og tredje del (ud af fire), som følger præsten Baldur Skuggason – der netop viser sig at være en særdeles blakket og skyggefuld misdæder – på en dramatisk og poetisk rævejagt i et barsk vinterlandskab.

Skuddet går af. Det blæser højlandets guddommelige stilhed bort som en anden lap papir.
Der står en regn af ild og hagl ud af bøsseløbet.
Krudtsmældet skriger:
“HØR MENNESKET!”
Hunræven kastes i vejret med et ynkeligt hyl.

Romanens anden del er en mere realistisk fortalt historie om botanikeren Fridrik B. Fridjonsson, som tager en pige med Downs’ syndrom til sig og opfostrer hende som sin datter. Det er en isoleret set rørende fortælling, som også indeholder en kritik af den måde, det islandske samfund har behandlet mennesker med Downs’ syndrom på.

Fjerde del er i brevform og binder handlingstrådene og personerne fra de to første sammen.

Sjón praktiserer en form for magisk realisme, som jeg nok ikke er den største fan af. Den magisk-eventyrlige rævejagt står for mig stærkest med sin poetiske inddragelse af det islandske landskab og vejrlig som aktive karakterer i kampen mellem jægeren og den forheksede ræv. Og mellemspillet om botanikeren og pigen er også i sig selv ganske fint.

Men for min smag bliver kontrasten mellem de to handlingsspor og fortællemåder lidt for stor. Som samlet roman skrumler den lidt ujævnt trods Sjóns stærke sprogbeherskelse.

Til gengæld er det en meget kort roman, som er hurtigt læst og ikke desto mindre rummer langt mere gods i sig end så mange murstensromaner. Sjón bruger kun de ord, der er nødvendige, og demonstrerer – især i eventyret om rævejagten – forbilledligt, hvordan “mindre kan være mere.”

• Lignende indlæg
• Af Sjón
• Athene

Jakobína Sigurðardóttir: I barndom

Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder

Jón Kalman Stefánsson: Menneskets hjerte

Sjón: Tusmørkeundere

Lars Saabye Christensen: Modellen

Lars Saabye Christensen: Saabyes cirkus