Jón Kalman Stefánsson kan åbenbart ikke skrive andet end rasende gode bøger. Historien om Asta, der udkommer på dansk i dag på forlaget Batzer & co., er endnu en i rækken.

Astas historie er en på mange måder sørgmodig fortælling om ikke helt at passe ind i livet, om at møde store sorger og skuffelser. Men det er samtidig en fortælling fuld af livskraft, der også rummer store glæder, ja, ligefrem lykke. Og så er historien fuld af humor og poesi. Og frem for alt forrygende velskrevet, her i Kim Lembeks vanligt veloplagte oversættelse til dansk.

Det lyder som noget, jeg har skrevet flere gange før om islandske Jón Kalman Stefánssons romaner. Det er ikke tilfældigt – du kan roligt udvide mine tidligere lovprisninger af Stefánssons sprog og stil til også at omfatte denne nyeste udgivelse.

Historien om Asta har ganske vist ikke samme tyngde som mesterværket Himmerige og helvede-trilogien. Den er ikke helt så overgivent sprudlende og livsglad som den fabelagtige Sommerlys og så kommer natten. Men mindre kan så sandelig gøre det. Og Asta har alligevel noget af det hele.

Historien er fortalt på flere niveauer, af flere stemmer og springer associativt frem og tilbage i tiden – fra før Astas fødsel og til hun sidder alene i sin lejlighed som en ældre dame og skriver breve til sine tabte elskede. Breve, som bliver afsæt til i tilbageblik at fortælle kapitler af Astas livshistorie.

Det er en historie om en pige, der som næsten spæd bliver forladt af sin mor og bliver opfostret af en plejemor, da hendes far i sorg over morens svigt ikke formår at tage sig af sine døtre. Asta vokser op som en smuk og livskraftig pige – med evner for stor kærlighed og for stor sorg, mens hun bevæger sig i spring gennem dette uforståelige, som er livet.

For som Kalman Stefánsson konkluderer ved romanens slutning:

[…] hjertets sandhed falder ikke altid i hak med verdens sandhed. Derfor er livet uforståeligt. Det er smerten. Det er sorgen. Det er kraften som får os til at lyse.

Astas temperament sender hende som teenager på opdragelsesophold på en lille gård hos en tavs bonde og hans demente mor. Siden bliver det til studieophold i Wien, en ikke-planlagt datter og et selvmordsforsøg. Og undervejs er der mændene, som har nemt ved at falde for den smukke Asta, som imidlertid skal alt for langt hen i livet, før hun for sent indser, at der altid kun var én, hun for alvor elskede.

I et slags metaspor træder forfatteren, til den roman, vi læser, ind i mellem frem i jeg-form og minder os om, at det, vi læser, selvfølgelig er fiktion – samtidig med, at vi bliver i tvivl om, hvorvidt det er forfatteren, der skriver Astas historie, eller historien, der skriver ham. Det lyder måske litterært højtravende, men med Kalman Stefánssons altid på én gang lette og sikre greb om pennen fungerer det utvunget.

Jón Kalman Stefánsson (f. 1963). Pressefoto (batzer.dk, fotograf uoplyst).

Det er kvinderne, der indtager de afgørende hovedroller, dem, der får historien til at skride frem. Asta selv har selvfølgelig en hovedrolle, men der er også hendes Elizabeth Taylor-smukke, men vilde mor, Helga, med det uregerlige sind. Og der er Astas djærve, hjertensgode plejemor, som spiller en lille, men alligevel markant rolle.

Mændene er dog ikke fraværende i historien, og en stor del af den fortælles via Astas far, Sigvaldi. Han er på overfladen er den stovte, fåmælte type, men rummer en poetisk sjæl, som bare ikke altid ved, hvad den skal stille op med de balstyrige kvinder omkring sig.

Romanen igennem ligger Sigvaldi og dør på et fortov i Norge efter et fald fra en stige. Imens genoplever han i ikke-kronologiske glimt sit liv med Asta, med hendes femme fatale af en mor, der går i druk og hundene, og med alle de andre.

Gider du tage skoene af mig og så vække mig når jeg med sikkerhed er død?

Et sted refereres til en science fiction-historie, der har gjort indtryk på Astas mor, Helga: Rumvæsener har underlagt sig jorden og sørger i baggrunden for, at menneskene er tilfredse. Rumvæsenerne “frelste mennesket fra dets laster og lærte det en gang for alle at forlige sig med at ethvert menneskes liv er en ubrudt række af gentagelser som vi benævner hverdag.”

Kun teenagerne kan ikke affinde sig med ensformigheden. De får lov at rase ud i nogle år, indtil de som nittenårige bliver hentet af rumvæsenerne og udsat for en behandling, der får dem til at falde til ro, forliger dem med gentagelsen og fjerner længslen efter at bryde normer. De bliver med andre ord voksne.

Som Helga ser sig selv i verden, er hendes egen ulykke, at rumvæsenerne glemte at hente hende, da hun fyldte nitten. Som hun siger til Astas far ikke så længe før, hun endegyldigt mister grebet:

De glemte mig. Glemte at frakoble længslen efter friheden og eventyret […]. Du er fri fordi du ikke har kendskab til det fængsel som omslutter mig. Jeg er fanget, fordi jeg kan se tremmerne. Du blev frakoblet i tide. Uroen, iveren, tørsten efter noget nyt demonteret. Jeg sidder tilbage med det hele. Det er min ulykke.

Det er Astas ulykke, men også hendes lykke, at hun har arvet noget af morens utilpassethed. Den bereder hende vanskeligheder og sorger, men er også en kilde til passion og livstørst.

Romanens springende komposition og de forskellige stemmer, som historien fortælles igennem (Asta, Sigvaldi og forfatteren-i-romanen) får det hele til at flagre lidt undervejs, men alle trådene bindes sikkert sammen til sidst.

Selv om det som sagt er kvinderne, der driver historien frem, så var jeg alligevel mest glad for de dele af romanen, der var fortalt via faren Sigvaldi. Her rammer Stefánsson bedst den på én gang vemodige og humoristiske, hverdagspoetiske tone, som han mestrer så godt.

Den ældre Astas breve har sine egen tone, distinkt fra de øvrige dele af romanen. Stemmen her tydeligt en ældre, mere moden kvindes, mere livserfaren, lidt mere distanceret til sig selv, omend stadig livskraftig og med kapacitet til store følelser.

Jeg savnede dog – men måske var det bare mig, der overså dem -nogle brikker for at kunne trække en troværdig tråd fra den yngre Astas historie til den ældres toneleje. Som om, der måtte være sket noget, vi ikke har hørt om, ud over bare årene. Men måske skal vi som læsere bare ikke høre det hele.

Under alle omstændigheder så er tonarten hele vejen igennem umiskendeligt Kalman Stefánssonsk. Og det er godt.

Hvis dette havde været min første Kalman-roman, så ville denne anmeldelse utvivlsomt være klinget ud med en ren femstjernet vurdering. Men det er svært ikke at sammenligne og svært at sætte sine egne forhåndsforventninger i parentes, når man har læst de tidligere værker med så stor begejstring som jeg.

Dertil kommer, at selv om Asta er en anden slags roman end Kalman Stefánssons første, så benytter han sig i stor stil af mange af de samme fortællemæssige og sproglige virkemidler. Det skal han ikke høre et ondt ord for, men som læser bliver man ikke forført af stilen på samme måde som første gang. Alt i alt sidder anmelderstjernerne ikke helt så løst.

Historien om Asta er venligt tilsendt fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: