“Mennesket fik arme for at kunne holde om et andet menneske,” hedder det et sted i Menneskets hjerte. Man kunne også mene, at vi har fået arme for at kunne kaste dem højt i vejret i begejstring over Jón Kalman Stefánssons stærke og magiske prosa.

Menneskets hjerte er tredje og sidste del i islandske Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede-trilogi, som ret beset er én stor, sammenhængende roman på i alt lidt over 900 sider. Jeg har allerede skrevet det meste af det, der skal skrives om trilogien i omtalerne af de to første bøger, Himmerige og helvede og Englenes sorg. Men ikke desto mindre: >> Læs videre

Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede er verdenslitteratur. Den er smuk og barsk, domineret af mørke og melankoli, men båret af varme og kærlighed til menneskene og et sted under overfladen også humor. Det er islandsk romankunst på et niveau, der sender tankerne i retning af Haldor Laxness. Ja, så godt er det faktisk.

Mit første bekendtskab med Jón Kalman Stefánsson (f.1963) var Sommerlys og så kommer natten (opr. 2005), og når jeg tænker på den, rykker det stadig i mine arme for at kaste dem højt over hovedet af begejstring. Så det er egentlig svært at forstå, hvorfor det har taget mig næsten et år at finde Himmerige og helvede ned fra hylden.

Men nu fik jeg endelig givet mig selv den gave at læse den, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af forventning til de to næste bøger i trilogien, Englenes sorg og Menneskets hjerte, som ligger her foran mig. >> Læs videre