Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede er verdenslitteratur. Den er smuk og barsk, domineret af mørke og melankoli, men båret af varme og kærlighed til menneskene og et sted under overfladen også humor. Det er islandsk romankunst på et niveau, der sender tankerne i retning af Haldor Laxness. Ja, så godt er det faktisk.

Mit første bekendtskab med Jón Kalman Stefánsson (f.1963) var Sommerlys og så kommer natten (opr. 2005), og når jeg tænker på den, rykker det stadig i mine arme for at kaste dem højt over hovedet af begejstring. Så det er egentlig svært at forstå, hvorfor det har taget mig næsten et år at finde Himmerige og helvede ned fra hylden.

Men nu fik jeg endelig givet mig selv den gave at læse den, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af forventning til de to næste bøger i trilogien, Englenes sorg og Menneskets hjerte, som ligger her foran mig.

Der er meget i Himmerige og helvede, der minder om Sommerlys og så kommer natten. Vi er også her på Island, men lidt længere tilbage i tiden, omkring starten af det 20. århundrede. Som i Sommerlys benytter Kalman Stefánsson sig også af en kollektiv fortællerstemme, et “vi” der favner alle i de små fiskersamfund, levende som døde. Og vi præsenteres også for et broget galleri af skæve og på hver deres måde elskelige eksistenser.

Men tonen er en kende mørkere i Himmerige og helvede end i forgængeren. Scenen er den barske islandske vestkyst, hvor små fiskersamfund frister tilværelsen i en bestandig kamp med havet, fjeldet, sneen, kulden og frosten, der selv på en aprildag kan fryse en mand til døde på havet, hvis han har glemt sin skindanorak på land.

Det islandske landskab spiller en selvstændig hovedrolle i bogen på linje med de øvrige hovedpersoner. Ikke mindst fjeldene og det mørke, skumsprøjtende hav, som både bringer liv og død.

Der findes næppe noget smukkere end havet på en god dag eller en skyfri nat, når det drømmer og måneskinnet er dets drømme. Men havet er ikke spor smukt, og vi hader det mere end noget andet når bølgerne rejser sig tyve meter over båden, når brodsøen vælter ind over den og drukner os som hjælpeløse hundehvalpe, uanset hvor meget vi vifter med armene, anråber Gud og Jesus, drukner os som hjælpeløse hundehvalpe. Og da er alle lige. Skiderikker og brave folk, jætter og slapsvanse, de lykkelige og de sorgfulde.

Det islandske landskab er hårdt og ubarmhjertigt, men det er også et landskab hvoraf den smukkeste poesi opstår, landskabet i dette Island, hvor der ikke er “andet at se på […] end fjelde, vandfald, tuer og så det her lys der kan trænge igennem dig og forvandle dig til digter.”

Poesien, litteraturen og ordene udgør i det hele taget et andet gennemgående hovedtema i Himmerige og helvede. Ordene, som er “rådvilde redningshold med ubrugelige kort og fuglesang i stedet for kompas. Rådvilde og i den grad vildfarne, men alligevel skal de redde verden, redde udslukte liv, redde dig og så forhåbentlig også os.”.

I romanen følger vi drengen, som er en ung mand på omkring 20 år, hvis navn vi ikke på noget tidspunkt lærer at kende. Vi kommer ind i romanen på det tidspunkt hvor drengen sammen med sin bedste og eneste ven Bardur strider sig gennem sneen, over fjeldet, for at komme frem til den fiskerlandsby, hvor de har hyre på en båd som to ud af 6 årer. Med sig har Bardur et eksemplar af Miltons Det tabte paradis i islandsk oversættelse, som han har lånt af den gamle, blinde kaptajn i nabobyen. Denne bog skal bliver skæbnesvanger, for nok er poesien smuk og har magt til at redde liv, men den er også forræderisk og kan være skyld i, at en mand glemmer sin skindanorak på vej ud på havet.

Ord kan have magt som kæmper, og de kan dræbe guder, de kan redde liv og udslette liv. Ord er pile, geværkugler, mytiske fugle der indhenter guder, ord er mange tudinde år gamle fisk der finder et eller andet rædselsfuldt i dybet, de er et tilstrækkelig vidtfavnende net til at indfange verden og også himlen, men nogle gange er ord ingenting, slidte klædningsstykker som frosten går lige igennem, faldefærdige forsvarsmærker som død og ulykke let trænger igennem.

Drengen og Bardur ror i åben båd ud på det dybe sammen med de fire andre fiskere i håbet om den store fangst. Mens kvinderne efterlades tilbage på stranden i uvished om, hvorvidt de skal se deres mænd i live igen, eller om det bliver denne gang, at havet tager dem. Efter fire timers uafbrudt roning finder fiskerne et godt sted, hvor torsken bider, men det blæser op, og selv om april måned nærmer sig, er den arktiske vind isnende kold, og sneen og frosten er ubønhørlig, især over for en mand, som har glemt sin skindanorak.

Hvad der videre sker, skal jeg ikke røbe, kun at drengen i bogens anden halvdel forlader fiskerlandsbyen alene, og drager til fods gennem mørke og snestorm tilbage over fjeldet, hvor han kom fra.

Drengen har en poetisk åre, men han ved ikke, hvad han vil, og hvad han skal. Han ved kun, at han ikke vil være fisker, og at han er ensom i verden.

Jeg ved bare ikke hvem jeg er. Jeg ved ikke hvorfor jeg er til. Og jeg er ikke sikker på at jeg har tid til at få det opklaret.

Anden halvdel af bogen udspiller sig i “Staden”, en by i nabodalen på omkring 800 sjæle, og her præsenterer Kalman Stefánsson os for en række andre menneskeskæbner. De små portrætter af de forskellige islandske typer i staden er hver især fine, stærke og rørende, men de giver også romanens sidste halvdel et mere flagrende præg i kontrast til første del om fisketuren på havet, som står isnende skarpt som mejslet i det ubønhørlige islandske fjeld.

Himmerige og helvede fremstår også en kende uafsluttet, men det er måske ikke så mærkeligt, da det er første del af en trilogi. Læst som en selvstændig roman trækker den åbne slutning dog lidt ned på helhedsindtrykket og er eneste grund til, at romanen ikke får fem klingende stjerner med på vejen.

Der er ellers rigeligt at være begejstret for: Først og fremmest Kalman Stefánssons smukke sprog og den fine stemningsmæssige balance, han rammer, mellem melankoli og menneskevarme. Der er de intense beskrivelser af landskabet og de skarptskårne, levende personportrætter. Og så er der en underspillet lun humor, der løber som en understrøm i teksten, nogle gange skjult, andre gange i det åbne.

Men nu må I have mig undskyldt, for jeg skal i gang med trilogiens andet bind, Englenes Sorg, for at høre om, hvad der videre sker med drengen.

K's vurdering: