“Og så kan livet begynde, det kan begive sig afsted med al sin bagage, og så må vi se hvad der sker.”

I Fisk har ingen fødder leverer Jón Kalman Stefánsson et portræt af en islandsk slægt i tre generationer forankret i den lille by Keflavik i det sydvestligste hjørne af Island. “Island er et barsk land,” hedder det i romanens begyndelse, “og dog er Keflavik utvivlsomt det værste sted i landet.” Byen har titusinde indbyggere, husede indtil 2006 en amerikansk flybase og kan i dag bryste sig af at have Islands eneste internationale lufthavn, men ingen fiskekvoter.

I Keflavik er der tre verdenshjørner: vinden, havet og evigheden.

Den centrale person er den tidligere forfatter og nuværende forlægger Ari, som ved romanens begyndelse vender hjem til Island og Keflavik efter nogles år ophold i København. Hjemkomsten bringer minderne tilbage til Ari, samtidig med at romanens alvidende og navnløse fortæller gradvis opruller slægtens historie. Fokus i fortællingen er på Aris opvækst og på Aris bedstefar, den stoute, tavse Oddur, selve inkarnationen af den islandske fisker, og hans smukke kone, den gæve Margret. Det er Margret, der i deres ungdom bryder tavsheden mellem dem og forfører Oddur i en legandarisk scene, der refereres til løbende bogen igennem:

… hun siger, hvis jeg slår mit hår ud så ved du at jeg er nøgen under kjolen, og så ved du at jeg elsker dig. Det lykkes ham at nikke. Venter uden at røre sig. Så slår hun håret ud.

Fisk har ingen fødder er ubetvivlelig god litteratur. Og elskere af de nævnte tidligere værker af Stefánsson genkender hurtigt hans stil. Stefánsson demonstrerer således også i denne roman det mesterskab, der består i på én gang at kunne fortælle nærværende historier om mennesker, så de fremstår helt levende, og samtidig med afsæt i de konkrete historier at berøre evigheden og det universelle.

Og ligesom Stefánssons tidligere værker er Fisk har ingen fødder spækket med smukke passager, der tigger om at blive citeret.

I verdens ældste skrifter, i dem der er så gamle at de ikke længere kan lyve, siges det at skæbnen bor i morgengryet, og at man derfor bør være varsom, stryge nogen over håret, finde søde ord frem, holde med livet.
   Og sandelig om ikke vi nogle gange vågner op og synes at morgenen er skæbnesvanger. Forsvarsløse, ubeskyttede, og alt afhænger af det første ord, det første suk, hvordan du ser på mig når du vågner.
   […]
Se derfor varsomt på mig, sig noget smukt, stryg mig over håret, for livet er ikke altid retfærdigt, det er langtfra altid lige nemt, vi har så ofte brug for hjælp, kom derfor med dine ord, dine arme, dit nærvær, uden dig er jeg fortabt, uden dig går jeg i stykker i tiden. Vær hos mig når jeg vågner.

Samlet set blev jeg imidlertid ikke lige så ramt af Jón Kalman Stefánssons smukke prosa, ikke lige så optaget af de gæve menneskeskæbner i hans fortællinger, som jeg har oplevet hos ham tidligere.

Lad mig være ærlig: Det kan være, at jeg har læst Fisk har ingen fødder over nogle dage, hvor jeg tilfældigvis var mindre inspireret og mindre modtagelig end normalt for Stefánssons poetiske, islandske helte. Eller også var mine forventninger slet og ret for høje på baggrund af Stefánssons sublimt mesterlige Himmerige og Helvede-trilogi og den senere Sommerlys og så kommer natten. Og det skal være enhver forfatter undskyldt ikke at kunne leve op til mesterværker som de nævnte.

Men det kunne måske også være fordi, Stefánsson lidt for mange gange undervejs i Fisk har ingen fødder lader sig gribe lige lovlig meget af sine egne evner for universelle, poetiske metareflektioner over livet og døden og meningen med alting – på bekostning af sammenhængen med den konkrete fortælling om romanpersonerne. Den balance mestrede Stefánsson til perfektion i de nævnte, tidligere værker, men den rammer ikke helt rent i Fisk har ingen fødder.

Hvis du af én eller anden grund (som jeg ikke ville kunne evne at forstå) kun skal læse én roman af Jón Kalman Stefánsson i dit liv, så skal det således ikke være Fisk har ingen fødder, men en af de andre ovenfor nævnte. Har du allerede været dér og var begejstret, så vil du imidlertid helt sikkert også finde meget at glæde dig over i Fisk, skru blot forventningerne en tak ned.

Fisk har ingen fødder er ganske vist ikke så originalt et valg som repræsentant for Island i min læseudfordring Verden rundt i bøger, alt den stund at jeg har stiftet bekendtskab med adskillige af Jón Kalman Stefánssons værker tidligere – og Fisk er ikke hans bedste. Men det var den første islandske roman, jeg kom forbi på turen i denne omgang, så derved bliver det.

K's vurdering: