Deborah Levy: Livets omkostninger

“Livet kun værd at leve, fordi vi håber, at det vil blive bedre, og at vi alle sammen når sikkert hjem.”

Livets omkostninger er andet bind i britisk-sydafrikanske Deborah Levys erindringstrilogi, hvor den første var Ting, jeg ikke vil vide (opr. 2013, da. 2022).

Ting, jeg ikke vil vide fokuserede på Levys barndom i Sydafrika og hendes første tid i Storbritannien som ung teenager. I Livets omkostninger, som oprindeligt er udgivet fem år senere, springer hun et godt stykke frem i tid.

Levy er her i begyndelsen af 50’erne. Hun er lige blevet skilt og arbejder på at etablere et nyt liv for sig selv sammen med sine to børn i en lille lejlighed i London. Samtidig med at hun skal skabe rum til at skrive, da hun nu forsørger sin familie som professionel forfatter. Og fordi, det er i forfattergerningen, at hun er mest fri.

Sit skriverum (“A Room of Her Own,” tænker jeg som læser uvilkårligt med reference til Virginia Woolf, som fyldte noget i den foregående erindringsroman) finder hun i et gammelt redskabsskur i en ældre venindes have.

I romanen reflekterer hun – som i Ting, jeg ikke vil vide – over de forventninger, kvinder mødes med i et kulturelt patriarkalsk samfund. Her især i lyset af skilsmissen, som i voldsom grad eksponerer de kulturelle normer og forventninger og psykologiske typologier, der i vores samfund stadig er forbundet med Kvinden og Moderskabet – og som hun også i et vist omfang selv har internaliseret.

Bogen kan læses som en roman om – som meget voksen – at gøre sig fri som kvinde og som mor.

[Hvis vores mor] bevæger sig væk fra os og nærmer sig et selv, der ikke kun står til vores rådighed, har hun svigtet sin mytiske ur-opgave: at være vores beskytter og kilde til omsorg og næring. Men hvis hun kommer for tæt på, kvæler hun os, inficerer vores skrøbelige mod med sin smittende bekymring. Når vores far gør det, han har brug for at gøre ude i verden, forstår vi, at det er hans ret. Hvis vores mor gør det, hun har brug for at gøre ude i verden, føler vi, at hun har forladt os. Det er et mirakel, at hun overlever vores modstridende budskaber, skrevet med samfundets mest forgiftede blæk. Det er nok til at drive hende til vanvid.

Der er for så vidt ikke noget originalt eller epokegørende over disse reflektioner. Men de er nærværende og troværdige og som aktuel feministisk kritik umådeligt relevante. Og så er de skarpt spidsformulerede uden at være skingre – med afsæt i enkle, levende hverdagserfaringer beriget med litterært udsyn.

I Ting, jeg ikke vil vide spillede Levys far en hovedrolle – i kraft af hans fravær, ikke det traditionelle faderfravær i form af en far og ægtemand, der mest var på arbejde eller i øvrigt mentalt fraværende, men fordi han i en årelang periode var politisk fængslet i Sydafrika på grund af sit engagement i kampen for menneskerettigheder.

I Livets omkostninger indtager Deborah Levys mor til gengæld en hovedrolle. Hun er ved at dø, og hendes sygdom og død bringer Levy tættere på hende, end hun har været før. Reflektionerne over forholdet til moren og hendes død er noget af det fineste i romanen.

Jeg kan se, at jeg for et par måneder siden takserede den første bog i Deborah Levys erindringstrilogi, Ting, jeg ikke vil vide, til fire stjerner. Det undrer mig, for i min erindring står den som en ren femmer. Livets omkostninger er ikke helt på samme niveau, men den får nu fire stjerner ikke desto mindre. Det er en fin bog. Hurtigt og let læst, men beriget med ikke så lidt livsvisdom. Og især står den stærkt i kraft af Levys evne til at formidle konkrete hverdagserfaringer troværdigt og nærværende.

Romanen er ligesom den foregående i erindringstrilogien oversat til glimrende dansk af Birgitte Steffen Nielsen. Næste bog på min læseliste er tredje bind i trilogien, Fast ejendom, som udkom for nylig på dansk.

K's vurdering: