Deborah Levy: Swallowing Geography

En lille eksperimenterende ting fra britiske (sydafrikansk fødte) Deborah Levy. Om det fragmenterede selvs søgen efter at høre til et sted og til nogen. Smukt skrevet. Velskrevet med fine øjeblikke af nærmest lyrisk prosa. Men også intellektualistisk fortænkt og dermed i sidste ende uinteressant.  

Swalllowing Geography (opr. 1993) kan formelt set klassificeres som en kortroman. Men reelt sprænger Deborah Levy (f. 1959) genren, for så vidt der ikke er en sammenhængende, lineær handling og knap  nok en sammenhængende hovedperson.

Den lille bog fremstår snarere som en serie opbrudte tableauer. Der er seks kapitler, som udspiller sig forskellige steder i verden, som hovedpersonen – en kvinde, som kun kalder sig J.K. (hun hviler så lidt i sig selv, at hun ikke engang har et rigtigt navn) – rejser rundt i i sin søgen efter sig selv, efter en betydningsfuld anden, efter et sted at høre hjemme.

Men alle steder er hun en fremmed, over for alle og også for sig selv.

Hvert kapitel har en slags indre sammenhæng og tematik, men er internt opbrudt i korte prosastykker, der på flimrende vis skifter mellem forskellige scener og perspektiver.

J.K. er hele tiden på vej videre og altid med en gammeldags skrivemaskine i bagagen. I ét kapitel har hun lejlighedsvis sex med en fremmed (symptomatisk kun benævnt “the stranger”), men hun beholder vandreskoene på i sengen, så hun altid hurtigt kan komme videre.

Et andet kapitel fokuserer på J.K.’s forhold til sin flamboyante og alkoholiserede mor.

Så er hun på et ferieresort et eller andet sted i Mellemøsten eller Nordafrika, mens der udkæmpes en ørkenkrig i regionen. Her træder pludselig Leon Trotskij og siden V. I. Lenin frem som repræsentanter for “alternative verdeners arkitekter” og giver hovedpersonen mere eller mindre tvivlsomme livsråd. Undervejs dør hendes ven af AIDS et andet sted i verden.

De fleste figurer i J.K.’s liv er kun benævnt ved deres initialer for at markere deres flygtighed og manglende tilknytning til hende. Kun moren og et par nære venner nævnes ved navn.

I det sidste kapitel er afkoblingen fra verden total, idet der her udspiller sig et drømmeagtigt, men samtidig stiliseret trekantsdrama mellem fastboeren X, hans også fastboende kvinde Y og migranten Y.

For mig fremstod kortromanen lidt for meget som en primært intellektuel (og intellektualistisk) øvelse. Jeg er meget tæt på at kalde den studentikos. Det, der lige akkurat redder den fra dén lidet flatterende betegnelse, er, at Deborah Levy kan skrive. Det ved vi allerede fra hendes senere – og fremragende – værker, fx hendes selvbiografiske romantrilogi, som jeg tidligere har anmeldt her på bloggen. Hun kunne også skrive i 1993, vidner Swallowing Geography om.

Men bogen plages ikke desto mindre af at være overtænkt, af at være for villet kunstnerisk og intellektuel. Det gør den for mig i sidste ende uinteressant. Også selv om den rummer en mængde isoleret set interessante og inciterende enkeltscener.

J.K. er ikke en litterær figur, man kan engagere sig i eller føle med. Det er heller ikke intentionen – selve romanens form stiller sig i vejen herfor. Men det gør bare bogen mindre interessant.

Javel, dette at søge efter en identitet og at føle sig som et ukurant sammensat menneske uden solid forankring i en geografi, en historie, et folk eller en familie er et fint litterært tema. Men skal det være interessant for mig som læser, så er der nødt til at være én eller anden slags forankring i f.eks. en person. Ellers bliver det for meget form, for meget postmodernisme.

To stjerner er måske en lidt hård dom, men når jeg tidligere (lidt nærigt) kun har givet bøgerne i Levys erindringstrilogi fire stjerner, så kan det altså ikke blive til mere.

K's vurdering: