Antonio Tabucchi: Pereira Maintains

En lille, stramt komponeret, eksistentialistisk (og alligevel humoristisk!) roman om moral og pligten til at handle – også selv om man bare er kulturredaktør på en katolsk avis i Lissabon i 1938 og en overvægtig enkemand med lidt for stor hang til lemonade og omelette aux fines herbes og fransk litteratur.

Der findes næppe nogen finere litterære oplevelser end det uventede møde med en fremragende bog af en fremragende forfatter, man ikke kender eller overhovedet har hørt om, men som man kun tilfældigt støder på, mens man oser rundt i en boghandel i en fremmed by, og som man læser, mens man stadig er på ferie.

Sådan et møde havde jeg, da jeg var i Rom nogle dage her i vinterferien, og i en boghandel stødte på den italienske forfatter Antonio Tabucchis lille roman Pereira Maintains (ital. Sostiene Pereira, opr. fra 1994, oversat til engelsk af Patrick Creagh i 1995).

Antonio Tabucchi (1943-2012) blev under sine universitetsstudier på Sorbonne i Paris betaget af den portugisiske forfatter Fernando Pessoa – i en sådan grad, at han efterfølgende satte sig for at lære portugisisk for bedre at kunne læse Pesoa. Senere bosatte Tabucchi sig (deltids) i Lisabon.

Romanen Pereira maintains foregår netop i Lissabon. Titelpersonen Pereira er en midaldrende enkemand, en god katolik, temmelig meget for tyk, og så er han journalist ved en middelmådig lissabonisk avis, hvor han bestyrer den ugentlige kulturside.

Tiden er 1938 under Salazars konservative, nationalistiske diktatur i Portugal. Pereira er ikke interesseret i politik. Han vil helst bare hellige sig litteraturen og beskæftiger sig med at oversætte franske 1800-talsforfattere til sin kulturside.

Ifølge et pludseligt indfald hyrer Pereira den unge skribent Monteiro Rossi som sin assistent med den opgave at skrive nekrologer over ganske vist nulevende forfattere, som imidlertid i princippet ville kunne dø når som helst, og i så fald vil det være godt at være forberedt, så avisen kan være først med en nekrolog.

Monteiro Rossi viser sig dog snart at være svær at styre. Han skriver ikke nekrologer over de tilforladelige, katolske forfattere, som Pereira ellers foreslår, men i stedet over politisk kontroversielle forfattere, og hans pen er markant og bekymrende venstreorienteret. Med andre ord aldeles upublicerbare artikler.

Alligevel – og på trods af sig selv – betaler Pereira den unge Monteiro Rossi for de ubrugelige artikler, og han går endda videre og videre for at hjælpe den unge mand. Måske fordi den unge mand har den alder, som Pereiras egen søn kunne have haft, hvis han og hans afdøde kone ellers havde fået børn.

Og den slags omstændigheder kan jo nok få en katolsk, ordentlig samfundsborger i et konservativt diktatur til at tænke på anger:

And he felt he had something to repent of but he didn’t know what. He had a sudden longing to talk to Father Antonio, because to him he’d have been able to confide that he wanted to repent but didn’t know what he had to repent of, he only felt a yearning for repentance as such, surely that’s what he meant, og perhaps (who knows?) he simple liked the idea of repentance.

I Salazars Portugal i 1938 er det ikke nogen trivialitet at omgås personer med venstreorienterede holdninger. Slet ikke af den slags, der sympatiserer med den republikanske side i borgerkrigen i nabolandet Spanien. Og på et tidspunkt bevæger romanen sig til et punkt, hvor Pereira ikke længere kan gemme sig bag sin rolle som apolitisk, katolsk kulturredaktør på en andenrangsavis.

I sin kerne er Pereira Maintains en eksistentialistisk roman om at vælge sig selv og at påtage sig et aktivt ansvar som del af sin egen samtid. Også – og især – når valget kan være forbundet med betydelige risici.

Dét, der i min bog løfter romanen op til fem stjerner, er Tabucchis portræt af Pereira. Det er på én gang ironiserende og respektfuldt, et portræt af en i mange henseender latterlig mand, som – nødtvungent, javel, men ikke desto mindre – kommer i situationer, hvor han er nødt til at tage nogle seriøse og moralsk fundamentale valg med afgørende og meget reelle konsekvenser for både ham selv og andre.

Tabucchis roman er fra 1994, men han skriver i en stil, der giver mindelser om langt ældre, klassiske romaner. Det er noget med pertentligheden i sproget, omhyggeligheden i beskrivelsen af situationerne og omstændighederne. Og skrivestilen er ikke bare en gimmick, den er en integreret del af portrættet af protagonisten Pereira.

Det hele er meget stilfærdigt. Meget pertentligt. Og helt vildt godt.

Og hvad er det så egentlig med den akavede titel, Sostiene Pereira, som på engelsk er blevet til Pereira maintains i min udgave af bogen (men som også er kendt som Pereira declares)? Bogen er også oversat til dansk, hvor titlen er blevet til Hævder Pereira. Oversættelsen kunne også have været “fastholder Pereira,” “erklærer Pereira” eller slet og ret “siger Pereira.”

Hvorom sagen er, så bruger Tabucchi udtrykket igen og igen i fortællingen, næsten som en besværgelse. Det kan godt lyde lidt anstrengt, men Tabucchi og den engelske oversætter Patrick Creagh får det faktisk til at fungere.

Hvad titlen og besværgelsen så betyder, skal jeg ikke afsløre. Det gør Tabucchi så heller ikke selv i romanen. Den engelske udgave har fået undertitlen “A Testimony” (altså: et vidnesbyrd), og det kan give en indikation, men betydningen er ikke desto mindre stadig (herligt) åben for fortolkning.

Den danske udgave af romanen er vist for længst ude af tryk, men den kan findes på biblioteket. Jeg har læst den i den engelske oversættelse – alene af den grund, at jeg som nævnt faldt tilfældigt over den i en engelsk version i en boghandel i Rom.

Hvis du i øvrigt finder på at søge efter den danske version på biblioteket, så prøv at undgå at læse beskrivelsen af bogen (som sikkert stammer fra bagsideteksten af den danske version): I løbet af bare én sætning lykkes det her på mirakuløs vis den danske udgiver (Munksgård/Rosinante) både at afsløre et af de dramatiske højdepunkter i romanens slutning, og at skrive noget forfejlet sludder om handlingen. Virkelig flot. Ikke at den ydre handling er afgørende for nydelsen ved at læse romanen, men den rummer faktisk et vist elementært spændingselement, som det ville være synd at afsløre.

K's vurdering: