Matias Faldbakken: Stakkel

“Engang for ikke så længe siden kom et barn, den stakkel, krybende ud af skoven. Ungen kravlede op ad grøftekanten og begyndte på må og få at lunte hen ad grusvejen. Det var et sørgeligt syn.”

Sådan begynder norske Matias Faldbakkens sjette roman, Stakkel (opr. 2022, da. 2024). Og så er læserens interesse i den grad vakt. En interesse, som Faldbakken formår at fastholde og forny igennem det meste af bogen via overraskende handlingsmæssige twists og især et kraftfuldt og sprudlende sprog, der er lige så originalt, skævbenet og vildtvoksende som det sørgeligt udseende barn fra romanens første linjer skal vise sig at være.

Faldbakken fortsætter beskrivelsen af den stakkels unge fra de første linjer således:

Ungen var snavset og ulækker. Håret lå i uglede totter. Panden var rynket. Et skræmt blik stak frem, øjnene flakkede over to skorpede næsebor. Læberne var stive og blå, og halsen alt for tynd. På overkroppen hang en lang klud eller laset vest, og nedenfor stavrede to spinkle ben med knæled der var bredere end både lægge og lår. Ungen var barfodet. De overdimensionerede fødder lignede våde ragsokker. Knoerne på den ene hånd stødte af og til mod jorden.

Faldbakken dyrker det ækle og frastødendes æstetik, men han søger og fremviser også skønheden og kærligheden. Han blander hård socialkritik med humørfyldt magisk realisme og drillende fantastik.

Det ene øjeblik er det som om, vi læser en uhyggelig horror-historie. I det næste øjeblik er det en grum, socialrealistisk tragedie. Så en kærlighedsfortælling (og ikke kun en platonisk én af slagsen). Og i det næste øjeblik igen forvandler bogen sig pludselig til slapstick-komedie eller satire. Romanen unddrager sig i det hele taget de gængse genrebetegnelser.

Det forkrøblede og utæmmede barn bliver ved romanens begyndelse fundet og indfanget af drengen Oskar, der selv kommer fra et forsømt hjem og tidligere er blevet anbragt på en gård, hvor han nu er den tavse og simple, men hjertensgode og flittige gårddreng.

Barnet fra skoven viser sig at være en pige. Hun har tilsyneladende intet sprog, men til gengæld et voldsomt temperament og en vanvittig vildskab, som kun drengen Oskar kan tøjle. En læge diagnosticerer pigens tilstand til en form for socialt betinget dværgvækst, fremkaldt af massiv vanrøgt. Under Oskars pleje begynder pigen imidlertid at vokse foruroligende hurtigt. Og ting sker, som det vil være synd at afsløre mere af.

Det er imidlertid ikke for meget at røbe, at der er et åbenlyst Kaspar Hauser-tema i spil i bogen: Det vilde barn, der angiveligt er vokset op i skoven uden sprog eller menneskelige manerer, men som bliver fundet og på kort tid opdrages til “et rigtigt menneske.” Den sidste del af romanen udvikler sig tilmed i en retning, man kunne læse som en ironisk forvrænget udgave af My Fair Lady (om blomsterpigen, som professoren sætter sig for at gøre en dame ud af, som kan fremvises i byens finere cirkler.

Men hos Faldbakken udvikler de velkendte historier sig alligevel helt anderledes og til noget, vi aldeles ikke har set før. I det hele taget er der ikke noget (eller nogen) i romanen, der er, hvad det i første gang kan se ud til.

Det gælder for eksempel den historiske ramme for romanens handling, som Faldbakken synes fast besluttet på at gøre det umuligt for læseren at tidsfæste:

I starten tænkte jeg, at vi måske var i starten af 1800-tallet eller så. På gården er der ingen maskiner, høet bliver høstet med le, og man vasker sig i en balje med vand og en øse. Men så kommer storbonden på herregården i nærheden alligevel anstigende i bil. Og da romanens handling senere flytter sig til Oslo, er der tydeligvis tale om en moderne, nutidig by.

Et sted foreslår fortællerstemmen (som bogen igennem i sig selv er tvetydig) som led i et slags regneeksempel, at året kunne være 1980, men afviser så selv straks, at det skulle være sådan: “Ikke at det var 1980, det er umuligt at sige præcis hvornår det er, men man kunne sige at det var 1980.”

De systematisk uklare og selvmodsigende historiske markører bidrager til fortællingens stemning af at være et slags eventyr.

Men det er ikke kun tidsangivelserne, men stort set alt i romanen, der fluktuerer. Det gælder også sproget, som i nogle stræk lægger sig efter folkeeventyrets former, bestyrket af brugen af gammeldags vendinger og sære ord, mens det til andre tider er brutalt moderne. Hver gang, man som læser tror at have fundet et stabilt sted at stå i fortællingen og i Faldbakkens sprog, så er det som om, grunden skrider under én.

Et sted i romanen, hvor den vilde pige er vokset op og har fået et sprog (og i øvrigt kalder sig selv Udskilde), omtales hendes optrædender i sociale sammenhænge som følger:

Det kunne lyde som om pigen talte i arkaiske former samtidig med at hun droppede hvert andet ord, og sætningerne fik en helt egen kraft. Udskilde manglede evnen til at finde de almindelige talemåder, det man siger i bestemte situationer, der sagde hun noget andet, noget mærkeligt, noget virtuost.

Og lidt sådan er det i det hele taget at læse Matias Faldbakken i Stakkel. Dér, hvor man som læser ville forvente noget bestemt, handlingsmæssigt eller sprogligt, der skriver Faldbakken noget andet, noget mærkeligt, noget virtuost.

Faldbakken tabte mig lidt i bogens sidste del, hvor scenen skifter fra land til by, og i det hele taget introducerer en række skift. Jeg anerkender pointerne med disse skift og de kontraster, som Faldbakken arbejder med i flere forskellige dimensioner. Og der er bestemt også adskillige i sig selv ret forrygende scener i bogens sidste halvdel.

Ikke desto mindre: Bogen mistede noget af sin magi for mig i anden halvdel. Hvis Faldbakken slet og ret havde sluttet romanen halvvejs, så var det nok blevet til en femstjernet anmeldelse fra min side. Nu må den nøjes med fire stjerner, men det udgør nu altså stadigvæk en helhjertet anbefaling.

K's vurdering: