Mircea Cărtărescu: Solenoide

Solenoide er en vanvittigt velskrevet roman. En poetisk og intellektuel tour de force. En udforskning af de yderste grænser for den menneskelige tankes formåen og en svimlende nedstigning til de mørkeste kælderrum i menneskets mentale underverden med Dante, Borges og Kafka som guider. Alt er fra øverste litterære skuffe. Havde den dog bare kun været en fjerdedel i omfang …

Det er nemt at forstå, at rumænske Mircea Cărtărescu (f. 1956) flere gange har været nævnt som kandidat til nobelprisen i litteratur. Solenoide er skrevet i et blændende smukt sprog – oversat til forbilledligt smukt dansk af Jacob Jonia. Cărtărescu levendegør de vildeste, mest fabelagtige og hypnotisk fascinerende visioner. Groteske, sygelige, mareridtsagtige, ikke bare uhyggelige, men dybt ind i sjælen skræmmende scenerier, som han ikke desto mindre samtidig formår at gøre poetisk smukke.

Men. Og der er et kæmpestort MEN …: Bogen er alt, alt, alt, ALT for lang! Hold da kæft, hvor er den lang! På trods af alle de ovenstående kvaliteter, så er den så lang, at jeg undervejs flere gange måtte frygte for, om denne bog ville dræbe min læselyst én gang for alle og for resten af livet! Ja, okay, det er måske at trække den lidt for langt. Men Solenoide er virkelig lang. Det er et monstrum af en bog. Det vender jeg tilbage til. Først noget om indholdet og kvaliteterne.

Bogen giver sig ud for at være et manuskript skrevet af en navnløs fortæller, som er skolelærer på skole nr. 86 i Bukarest (“den sørgeligste by på jordens overflade”).

“Manuskriptet” er en blanding af fortællerens dagbogslignende optegnelser fra den daglige trummerum som skolelærer, hans barndomserindringer, nedfældede noter fra hans i stigende grad bizarre drømme, essaylignende indslag om historiske videnskabs- og litteraturpersonligheder iblandet fiktive elementer á la Jorge Luis Borges og endelig – og ikke mindst – vanvidsagtige visioner om parallelle og foruroligende verdener midt i Bukarest.

Kapitlerne fra livet som skolelærer på skole nr. 86 kunne i sig selv have udfyldt en roman: Det daglige lotteri om overhovedet at finde det rigtige klasselokale, hvor han skal undervise, kampene med eleverne, de satiriske scener fra lærerværelset befolket af den ene mere vidunderligt karikerede type end den anden.

Det samme gælder kapitlerne om fortællerens barndom. Det er blandt andet historien om som niårig at blive sendt på sanatorium for tuberkuløse børn. Om skoleerfaringer. Om børns forestillinger om sex og døden og guderne og den slags. Klassiske børnetemaer, bortset fra at hos Cărtărescu bliver det hele snart forvredet og forvansket, og den såkaldte virkelighed bliver blandet sammen med drømme, fantasier og mareridt.

Blandt barndomserindringerne er en mareridtsscene, som må være den mest gruopvækkende og intenst rædselsfulde (og længste!)  tandlægescene, litteraturen endnu har frembragt (ja, den er endnu værre – langt værre – end den dér scene i 1970’er-filmen, Marathonmanden, hvor Lawrence Olivier som nazistisk tandlæge torturerer Dustin Hoffman spændt fast i en tandlægestol).

I den mildere ende er der dette billede af sygeplejerskerne på børnehjemmet, der klipper børnenes negle, og som giver mindelser om Den Store Bastian:

Den aften løb de lynhurtigt fra den ene seng til den anden for at klippe vores negle med store jernsakse, der var smurt med olie: Kvinderne skar helt ind i kødet af ren ondskabsfuldhed, døve for vores skrig og ligeglade med vores forsøg på at trække neglene til os. Når de var færdige med én af os, kastede de sig som høge over det næste barn, der blev klemt inde mellem voluminøse bryster, maver og lår, og de klippede ubarmhjertigt alle negle af, indtil de havde været hele raden rundt.

På borgesiansk vis blander Cărtărescu sin fiktion med essaylignende redegørelser for historiske personers levned og videnskabelige opdagelser, som på forskellig vis har betydning for den fiktive fortæller.

Nogle af de tilbagevendende, historiske figurer er den rumænske retsmediciner Mina Minoveci (1857-1933), som i Bukarest grundlagde et af verdens første retsmedicinske institutter, og hans bror Nicolae Minoveci (1868-1941) , der især er kendt for sine studier i de fysiologiske og psykiske effekter af hængning, udforsket ved eksperimenter med kontrolleret selvhængning (!).

Mina Minovecis retsmedicinske institut danner i romanen ramme for en af de mest centrale og forrygende scener, hvor en gigantisk, leviterende statue (forestillende “Forbandelsen”) stiger ned på en jordisk trone, hidkaldt af den nyreligiøse kult, “Himmelråberne” (som kræver stop for død med slagord som “Ned med døden!”, “Ned med sygdom!”, “For det evige liv!” …), og reagerer ved at træde tilbedernes leder – som ikke tilfældigt går under navnet Virgil, jf. Dantes Den Guddommelige Komedie  – under fode i bogstavelig forstand, så hans tarme og hjerne splatter ud under gudestatuens fod … Makabert, javel, men også ret sjovt på en sorthumoristisk grotesk måde.

En anden central historisk person i romanen er matematikeren Charles Howard Hinton (1853-1907), som udforskede matematiske begreber om flerdimensionalitet (altså udover de tre rumlige dimensioner), og er kendt for begrebet om en tesserakt, en terning fra den fjerde dimension.

Ideen om flerdimensionelle verdener fylder i det hele taget meget i romanen, og én tolkning af nogle af de mareridtsagtige scener, som fortælleren gennemlever, kunne være, at han bevæger sig mellem forskellige dimensioner. Det er en del af grebet i romanen, at vi som læsere aldrig rigtig ved, om vi er med fortælleren på arbejde i den såkaldte virkelige verden, eller vi er på vej med ham ned i en drøm eller fantasiverden. Det hele flyder sammen som i de bedste fantastik-universer.

Der er utallige højdepunkter undervejs i romanen. Et af mine mange favorithøjdepunkter indtræffer hen mod slutningen, hvor fortælleren i en særskilt scene lader sig overtale af sin gamle bibliotekar til at lade sig genføde som mide i det samfund af mider, der lever i et lille afgrænset areal på overfladen af bibliotekarens hånd, med henblik på over for miderne at formidle det glade budskab om, at de har en skaber, som elsker dem og våger over dem, og indgyde dem troen på og længslen efter en anden dimension, hvor de kan møde deres skaber.

Men på trods af alle mine bestræbelser kunne de ikke forestille sig ham anderledes end som en uendelig doven og ubeskrivelig trist mide omgivet af en barok stank, hvor råd og sandeltræ, forsamling og oleander, kanel og svovlbrinte blev blandet lige så vel som de for os utænkelige lugte af øjne, himmel, edderkop, skrig, sult, kløer, bronze, gud, nærvær, “og”, “hverken” og “måske”, de var vævet ind i hinanden og frembragte et gevandt af metafysisk størrelse.

På trods af ord og mirakler lader de blinde mider sig dog naturligvis ikke forblænde og ender med at henrette fortælleren i hans mideform, mens han, “sønderflået af dem, jeg ville befri for deres sløvsind og løfte ud af deres tilværelse,” i den yderste smerte venter på, at himlen skal åbne sig og lade sin tordenrøst høre, uden at noget sådant sker. Det er da en ret sjov udgave af den kristne passionshistorie.

Og nå ja, så er der det med solenoiderne fra bogens titel. En solenoide er en cylinderformet spole af ledningstråd, som kan skabe et magnetisk felt, når der løber elektricitet igennem den (jeg indrømmer det: jeg måtte slå det op, selv om jeg er gammel mat.fys.’er). I romanen har solenoiderne kraft til at hæve tunge genstande såsom mennesker og statuer (eller hele byer …), op i luften. Der er placeret seks af sådanne gigantiske solenoider forskellige steder under Bukarest by, blandt andet under fortællerens fru Pigalop-agtige, magisk-labyrintiske hus, som han bruger til at levitere, når han sover eller har sex med sin anæmiske kollega svævende over sengen).

Det lyder måske rodet, og det er det faktisk også, Men Cărtărescu skriver gudsbenådet godt og med en så fantastisk fabulerende fantasi, at hver eneste side i romanen faktisk er en fornøjelse at læse. Eller: Det ville de være, hvis der ikke var så forbandet mange af dem.

For der er dét med længden. Eller måske snarere mængden. Mængden af ordbilleder, af bizarre tanker, ideer og scener. Mircea Cărtărescu har utroligt mange ord. Det er smukke ord i inciterende sætninger, bevares. Men ordene vælter ud af ham. Lige meget, hvad han skriver om i denne bog, og han skriver om utrolig meget, så får det bare virkelig mange ord med på vejen.

Samtidig er det meste af Cărtărescus skrift også ekstremt intens. Der er så meget stof af så høj litterær kvalitet og af så stor følelsesmæssig intensitet og intellektuel densitet, at det simpelthen bliver for meget i én roman. Ihvertfald for meget for denne læser. Jeg kan omvendt se af de mange anmeldelser, jeg er stødt på, at mange andre er af en anden mening. Det giver de ihvertfald udtryk for.

Selv havde jeg undervejs oplevelsen af, at der er ord og ideer og scener og separate fortællespor nok i Solenoide til mindst tre romaner og et par novellesamlinger. Og jeg er overbevist om, at det ville kunne være blevet tre romaner og et par novellesamlinger, der tilsammen ville overstråle den ene roman.

Og forstå mig ret: Det er ikke sådan, at der slet ikke er sammenhæng i galskaben. Det er der da. Men alting hænger jo sammen. Det er bare ikke det samme som, at man skal skrive om alting i én og samme roman.

Men nu er jeg vist ved selv at gøre mig skyldig i at bruge for mange ord på en pointe, der allerede er slået fast …

De mange ovenfor omtalte styrker i romanen er af ypperste femstjernede kvalitet. De alt for mange, omend smukke ord trak undervejs min personlige vurdering ned mod de tre stjerner. Men nu er jeg igennem alle ordene (hvilket ærlig talt føles som lidt af en præstation i sig selv). Og i retrospekt står de mange kvaliteter stærkere frem. Så vi ender på fire stjerner som et slags kompromis.

K's vurdering: