En på flere måder fin debutroman om sorgens forskellige former, og om forskellige måder at håndtere den på. For alvor grebet blev jeg dog kun sporadisk.
Umami er mexicanske Laia Jufresas debutroman fra 2015, som nu foreligger på glimrende dansk ved Ane-Grethe Østergaard (Skjødt Forlag). >> Læs videre
Aura er en mystisk, skæbnesvangert dragende, gotisk gyserfortælling, som med sin sprogligt raffinerede fortælleteknik formår at hypnotisere både sin hovedperson og sin læser. Og så udgives den i dag på dansk i en grafisk umanerligt lækker udgave.
Carlos Fuentes (11928-2012) hører til blandt Mexicos og Latinamerikas mest kendte forfattere, og flere af hans romaner er oversat til dansk. Alligevel har jeg faktisk ikke læst noget af ham før, men jeg skal love for, at novellen Aura giver mig appetit på mere Fuentes. >> Læs videre
Chilenske Alejandro Zambras novellesamling, Dokumenter, er her i december endelig udkommet på dansk. Hvis du mangler den sidste julegave til en kræsen læser, så er den et godt bud.
Jeg havde egentlig allerede læst chilenske Alejandro Zambras Mis documentos (opr. 2013), blot i den engelske oversættelse, der udkom for godt fire siden under titlen My documents (2015). Jeg havde derfor ikke nogen plan om at genlæse den i sin helhed i den danske version, der udkom for en uges tid siden på Skjødt Forlag. >> Læs videre
“For mig er det at gå ned i metroen forbundet med en svag ængstelse, en flygtig, fysisk anspændthed, mens det at gå op af den hver gang betyder et udefinerligt afkald, en tilbagevenden til gadens feje tryghed; som at have unddraget sig en meddelelse, et system af tegn, der måske kunne tolkes, hvis man ikke altid foretrak det overfladiske.”
Timingen af denne lille, charmerende udgivelse fra Skjødt forlag kunne dårligt være bedre: Bogen udkom i mandags, dagen efter åbningen af Københavns nye metroring. >> Læs videre
At læse Mario Levreros Paris er lidt som at være på tur i en kafkask og klaustrofobisk, mørk og mareridtsagtig version af en tivoliforlystelse, noget i retning af spøgelsestoget, rutchebanen og hurlumhejhusets spejlkabinet i ét. Det er sært, svært at følge med, nogle gange næsten skræmmende – men også ret sjovt og under alle omstændigheder uimodståeligt dragende.
I dag udkom endelig uruguayanske Mario Levreros roman Paris i dansk oversættelse (ved Liv Camilla Skjødt, Skjødt Forlag). Endelig, fordi jeg har glædet mig til at læse mere Levrero, lige siden samme forlag udgav Byen for små tre år siden i 2016. >> Læs videre
Alle ved, at de mest skræmmende gysere er dem med børn eller dukker. Eller klovne. I Andrés Barbas kortroman, Små hænder, er der både børn og dukker på et børnehjem og sågar børn, der leger, at de er dukker. Der er gudhjælpemig også en klovn. Som gys kan det næsten ikke blive værre. Og som litteratur kan det næsten ikke blive bedre.
Hos Forlaget Skjødt kalder de Andrés Barba for “vores spanske darling.” Det kan jeg godt forstå, for han er pokkerme god – bedømt på de to af hans bøger, der hidtil er oversat til dansk, Lysende republik (opr. 2017), der udkom på dansk i efteråret 2018, og den aktuelle Små hænder (opr. 2008), som udkom i denne uge. Begge er flot fordanskede af Ane-Grethe Øsergaard. >> Læs videre
Mario Bellatins Skønhedssalon er en sær og dragende kortroman om en skønhedssalon omvendt til dødssted, en ramme om sygdom og død. På nogle måder ubehagelig i sine temaer, men samtidig umådelig smuk.
I går udkom peruviansk-mexicanske Mario Bellatin (f. 1960) for første gang på dansk i form af hans mest kendte bog, kortromanen Skønhedssalon (opr. 1994), oversat til dansk med vanlig sikkerhed af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Krybende ubehagelig, spansk roman om mørket i hjertet af vores forestillinger om den uskyldsrene barndom. Meget speciel i stil og tema. Og meget god.
I den lille (fiktive) latinamerikanske by, San Christóbal, dukker på et tidspunkt i 1994 en gruppe på 32 børn i alderen 9-13 år op i byens gader. Ingen ved, hvorfra de kommer. De taler et sprog, der minder om spansk, men som ingen forstår. I starten registrerer indbyggerne i byen knap nok børnene og skelner dem ikke fra de indianerbørn, de er vant til at se tigge i gaderne. >> Læs videre
Charmerende, sjov, underfundig og velskrevet ‘rejsebeskrivelse’ fra argentinsk-franske Julio Cortázar og canadiske Carol Dunlop – men også en udgivelse, der mest fremstår som et lidt parentetisk ‘sideprojekt’ i Cortázars store produktion.
Autonauterne på kosmostradaen. Allerede titlen giver jo én lyst til at læse denne denne bog – ligesom det smukke og sjove omslagslayout af Mille Gøttsch Jacobsen baseret på Juan Pablo Cambarieres illustrationer. Og når den ene af forfatterne så tilmed hedder Julio Cortázar, og der er tale om en spritny udgivelse fra Skjødt Forlag, oversat til dansk af Ane-Grethe Østergaard, så føles det jo næsten som en nødvendighed for denne læser at kaste sig over bogen. >> Læs videre
“På min mors side er jeg smed og på min fars tømrer. Heraf kommer min lidenskabelige kærlighed til sproget som håndværk.” Således hedder det i forfatterens fortale til novellesamlingen Fabularium. Og Arreola kan sit håndværk. Fabularium (opr. 1952) er finurlig, forrygende og – kunne man fristes til at sige, hvis det ikke ville være for billigt – fabelagtig læsning.
Skjødt Forlag kan med denne første udgivelse på dansk af den mexicanske forfatter Juan José Arreola (1918-2001) fejre en ny sejr i det lille forlags sympatiske ambition om at gøre ældre og nyere kvalitetslitteratur på spansk tilgængelig på dansk. >> Læs videre
Vild. Faktisk ret vild. Argentinske Julio Cortázars hovedværk er en rivende, ravende, rablende romanoplevelse. En ekstremt selvbevidst og intellektuel (og samtidig anti-intellektuel) litterær tour-de-force. Eksperimenterende og udfordrende, men alligevel ikke helt så udfordrende, som den giver sig ud for, så frygt ikke.
Forlaget citerer i omtalen af romanen Pablo Neruda for følgende: “Enhver der ikke læser Julio Cortázar er fortabt. Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom, som med tiden kan få frygtelige følger. Det er ligesom en mand, der aldrig har smagt ferskner. Han bliver stille og roligt mere og mere trist, betydeligt blegere og vil lidt efter lidt tabe håret.” >> Læs videre
Tid og rum flyder for både fortælleren og læseren i denne mesterlige, uruguayanske leg med Kafkas Slottet.
Uruguayanske Mario Levrero (1940-2004) beskrives i forlagets klaptekst som en vaskeægte kultforfatter i Latinamerika, hvor han angiveligt har fået et posthumt gennembrud i de seneste år. I den ikke-spansktalende del af verden er han imidlertid ikke kendt af mange (det er formentlig symptomatisk, at man ikke kan finde en Wikipedia-artikel om ham på noget andet sprog end spansk), og han er først nu ved at blive oversat til en række andre europæiske sprog. >> Læs videre
33 revolutioner. 33 omdrejninger i minuttet på en slidt gammel plade, der er gået i hak. 33 kapitler om en cubansk revolution, der gik i stå og itu.
Canek Sánchez Guevara (1974-2015) var ældste barnebarn af den cubanske revolutionshelt Ernesto Che Guevara. Han var født i Havana og voksede op i Castros Cuba, angiveligt stolt af sin berømte morfar. Som ung voksen blev han imidlertid ligesom så mange andre cubanere skuffet og desillusioneret over den måde, den kommunistiske revolution udviklede sig på i Cuba, og i 1996 flygtede han som 22-årig ud af landet.
Canek Sánchez Guevara døde sidste år i Mexico kun 40 år gammel af en hjertesygdom. Kortromanen 33 revolutioner blev fundet mellem hans efterladte ejendele og udgives nu posthumt for første gang. >> Læs videre
“Jeg føler mig ude af stand til at flygte. At flygte? Hvordan? Hvorhen? Døden synes at være mere nærliggende end flugten. At dø, ja, det føler jeg mig i stand til. Det er meget muligt at ønske sig død, fordi man elsker livet for højt.”
Skjødt Forlag har sat sig for at gøre både nyere og ældre titler på spansk, der ikke tidligere har været oversat, tilgængelige for et dansk læsepublikum. I den forløbne uge er det blevet til to udgivelser: I går kom mexicanske Elena Garros novellesamling Farvernes uge (1964) på gaden (læs anmeldelsen på K’s bognoter her) og dagen før var det María Luisa Bombals to kortromaner Den sidste tåge (1935) Ligklædt (1938), samlet i ét bind i den danske udgave, oversat af Liv Camilla Skjødt. >> Læs videre
“Jeg hersker over dagene. Jeg er Tiden. Fortæl mig, hvilken dag man har gjort jer fortræd. Så skal I bare se, hvad vi gør ved den dag […] Dagene er til for alle og enhver. Vil I have, at vi skal piske Torsdag? Sig mig nu, hvilken dag I vil se pisket til blods.”
Mexicanske Elena Garro (1916-1998) er en tidlig eksponent for det, der senere blev kendt som ‘magisk realisme’ eller ‘fantastisk realisme.’ Hendes novellesamling Farvernes uge blev første gang udgivet i 1964, tre år før Gabriel Garzía Marquez’ Hundred års ensomhed, og ifølge bagsideteksten på den danske udgivelse af bogen er hun blevet kaldt den magiske realismes moder. Elena Garro foreligger nu for første gang på dansk i oversættelse af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Endnu en næsten perfekt kortroman fra chilenske Alejandro Zambra. Denne gang om at vente en hel nat på, at ens elskede og mor til ens steddatter skal komme hjem.
Temaer fra Zambras andre bøger (den tidligere Bonsai og den senere Måder at finde hjem på) går igen her: Blandt andet dette at tænke, tale og gå forbi hinanden, fordi Zambras personer gør sig alt for mange forestillinger om hinanden i stedet for at tale og lytte.
Udover de tematiske lighedspunkter benytter Zambra sig også af intertekstuelle referencer til egne værker. Som når Julian gør et ynkværdigt forsøg på at dyrke en bonsai ud af en stuebirk. I modsætning til Julio i Bonsai, så mislykkes Julian i Træernes privatliv dog ynkeligt i forsøget. Til gengæld lykkes Julian bedre med kærligheden. >> Læs videre
“Til sidst dør hun, og han bliver alene, selvom han i virkeligheden havde været alene flere år, før hun døde” (s.13).
Sådan lyder første linje af Alejandro Zambras kortroman Bonsai fra 2006, der først nu udgives på dansk. Og den kondenserer sådan set hele historien i denne uhyre vellykkede lille bog.
Zambras bog er selv en litterær bonsai: En fuld og hel historie om to menneskers kærlighed til hinanden gennem en stor del af deres liv – skåret ned til miniatureform gennem omhyggelig pleje og omsorg, præcis beskæring og nådesløs udlugning af historiens stiklinger undervejs, indtil historien får den kompakte og kunstneriske form, som forfatteren har set for sig. >> Læs videre
