Krybende ubehagelig, spansk roman om mørket i hjertet af vores forestillinger om den uskyldsrene barndom. Meget speciel i stil og tema. Og meget god.

I den lille (fiktive) latinamerikanske by, San Christóbal, dukker på et tidspunkt i 1994 en gruppe på 32 børn i alderen 9-13 år op i byens gader. Ingen ved, hvorfra de kommer. De taler et sprog, der minder om spansk, men som ingen forstår. I starten registrerer indbyggerne i byen knap nok børnene og skelner dem ikke fra de indianerbørn, de er vant til at se tigge i gaderne.

Men så begynder børnene at stjæle, begå hærværk og til sidst også blodige overfald, vold og mord. Og samtidig begynder byens borgeres egne børn at udvise en foruroligende fascination af de 32 ‘vilde børn.’

Det tematiske omdrejningspunkt for romanen er børnene, de 32 fremmede og byens egne. Eller mere præcist: Omdrejningspunktet er de voksnes forestillinger om børnenes barnlighed og det ubehag og den foruroligelse, det medfører for de voksne (herunder den voksne læser), når disse 9-13-årige på den ene side i mange henseender opfører sig normalt og legende ‘børneagtigt’ og samtidig langt overskrider forestillingen om barndommens uskyld ved deres terrorisering af byen i form af tyverier, hærværk, vold og mord.

Barbas roman handler om tabet af barndommmens uskyld. Men ikke i den forstand, som dette udtryk normalt bruges, altså om hvordan barnet mister sin uskyldsrene tilgang til verden, når det bliver voksent.

Nej, hos Barba handler det snarere om de voksnes tab af forestillingen om børnenes uskyld. En forestilling, der ikke er forenelig med billedet af børn, der opfører sig systematisk forbryderisk og voldeligt eller har en seksualitet, der er langt mere end uskyldig.

Tabet af denne uskyldsforestilling medfører en undergravning af det voksne samfunds civiliserede normer, herunder f.eks. normen om, at man ikke torturerer et tolvårigt barn i flere døgn i træk for at presse oplysninger ud af det …

Den fiktive by San Christóbal ligger i romanen klemt inde mellem en stor, brungrumset flod og den igennemtrængelige, mørke jungle fyldt med giftslanger og edderkopper:

Junglens grønne er dødens sande farve. Hverken hvid eller sort. Den grønne, der fortærer alt, den store, tørstende, mangfoldige, kvælende og mægtige masse, hvor de svage understøtter de stærke, de store tager lys fra de små, og kun det mikroskopiske kan få giganterne til at vakle.

Junglen, hvor de vilde børn skjuler sig, fungerer i romanen symbolsk som civilisationens Andet, det fortrængte og ubevidste, det mørke, våde og ukendte, som i sig rummer en trussel om at udslette os eller ihvertfald vores forestillinger om at være kontrollerede og civiliserede.

Andrés Barba har selv refereret til Joseph Conrad som en af inspirationskilderne til Lysende republik (ifølge en artikel i Público i anledning af Barbas tildeling af den spanske litteraturpris Premio Herralde for romanen i 2017 – hvis jeg med mit uhyre sparsomme spanskkendskab da ellers har forstået artiklen ret …).

Det er da heller ikke svært at genkende conradske træk i Barbas stærke symbolisme og romanens karakter af en psykologisk og social rejse ind i menneskets mørke hjerte omgivet af junglen og floden. Og under byen løber kloakrørene, som viser sig at være et andet af børnenes tilholdssteder, og hvis labyrinter skjuler et lysende rum, der minder om en gigantisk, underjordisk livmoder, som kunne have udklækket disse mærkelige og faretruende børn.

Romanen er fortalt som en beretning fra en tidligere embedsmand i byen, der på mere end tyve års afstand ser tilbage og forsøger at rekonstruere begivenhederne knyttet til de 32 børn dengang i 1994-1995, baseret på en blanding af egne erindringer, andres vidneudsagn, avisartikler, bøger m.m.

Barba lader fortælleren skrive i en stil, der minder om en blanding af personlige erindringer og analyserende, historisk journalistik. Det har blandt andet den effekt at få romanen til at fremstå mere realistisk. Men formen gør også sit til, at romanen for min smag rummer lige lovlig meget telling frem for showing. Dette er absolut konsistent med den stil, Barba vælger at skrive i, men jeg havde nu gerne set, at Barba havde overladt fortolkningen af lidt flere pointer til læseren.

Man skal dog ikke lade sig fortvivle, for romanen rummer som antydet ovenfor alligevel rigeligt med symbolik til at holde den litterære feinschmecker analytisk beskæftiget.

Andrés Barba er et navn, jeg vil holde øje med. Han har allerede udgivet en hel del romaner, men Lysende republik er den første af hans bøger, der udgives på dansk, her i Ane-Grethe Østergaards oversættelse. Heldigvis kan man af Skjødt Forlags pressemeddelelse om nyudgivelsen læse, at forlaget allerede har planlagt oversættelse og udgivelse af endnu en roman af Barba. Det ser jeg frem til.

Lysende republik udkom på dansk den 16. november 2018. Bogen er venligt skænket af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: