Laia Jufresa: Umami

En på flere måder fin debutroman om sorgens forskellige former, og om forskellige måder at håndtere den på. For alvor grebet blev jeg dog kun sporadisk.

Umami er mexicanske Laia Jufresas debutroman fra 2015, som nu foreligger på glimrende dansk ved Ane-Grethe Østergaard (Skjødt Forlag).

Kompositorisk er romanen bygget op i fire dele på hver fire-fem kapitler, hver fortalt fra fem forskellige personers perspektiv. Nogle personer får lov at fortælle i førsteperson, andre i tredjeperson – hvis der var en pointe med denne forskel, fangede jeg den ikke, men nuvel, det gjorde heller ikke historien skade.

For hvert skift i fortælleperspektiv bevæger romanen sig derudover ét år tilbage i tiden, fra år 2004 og tilbage til 2000. Og så starter cyklusen forfra i hver ny romandel. Det er lille smule forvirrende, men indebærer det spændingsmoment, at man som læser kun gradvist får afdækket de begivenheder i fortiden, som har sat sin spor i de “yngste” kapitlers historie. Samlet set fandt jeg nu nok kompositionen lidt mere forvirrende end interessant.

$$Romanens hovedpersoner er alle beboere i bebyggelsen Klokkehusene i Mexico City, hvor hvert hus er opkaldt efter en af de fem smage.

I husene Salt bor Ana, som er tolv år i 2004, med sine forældre og to søskende. Forældrene driver en musikskole i huset Sød. Lillesøsteren, Luz, druknede som femårig fire år tidligere, og hendes død og familiens bearbejdning af sorgen er det afgørende omdrejningspunkt i Anas historie.

I huset Bitter bor den unge studerende Marina, som har spiseforstyrrelser, maler og opfinder navne på nye farver, mens hun – ikke specielt ihærdigt eller vellykket – forsøger at komme sig over en slags kæreste, hun ikke kan slippe, og som i mellemtiden grundlæggende bare udnytter hende.

Anas veninde, Pina, bor i huset Sur med sin far. Hendes savn er moren, der rejste fra dem for nogle år tilbage uden nogen forklaring til datteren.

Endelig er der ejeren af alle husene, antropologen Alfonso, som sørger over tabet af sin kone, Noelia, der døde af kræft nogle år tidligere. Han har efter konens død taget orlov og forsøger nu at fordrive sin ensomhed med at drikke tequila og passe “pigerne,” som vi først sent i romanen finder ud af, hvem er.

Hvad mon aztekerne tænkte, da spanierne brændte markerne med deres hellige plante? Dumme svin, må de have tænkt. Men også: Umuligt! Umuligt at leve uden vores huautli. men de tog fejl, og det gjorde jeg også: Noelia døde, og livet fortsætter. Et elendigt liv, ganske vist, men jeg spiser og skider stadig.

Alle har mistet og savner – alene og for sig selv, men gradvist kommer de i romanen ud af deres respektive pupper af sorg, tillader sig række ud til hinanden og finder nyt fodfæste.

Historien om Anas lillesøsters drukneulykke fylder mest i romanens dramatiske opbygning. Med fare for at lyde kynisk, så var den del af historien dog også relativt forudsigelig i sin grundopbygning, og den berørte mig ikke så meget, som man ellers kunne synes, at historien om en lille piges død og morens og søsterens sorg burde gøre.

Jeg fandt portrættet af enkemanden Alfonso mest interessant. Alfonsos og hans afdøde kones forhold til de omtalte “piger” (om hvem jeg ikke skal afsløre mere) og disses rolle i hans sorgbearbejdning tilfører romanen et velgørende bizart strejf. Men først og fremmest er hans erindring om livet med konen og hans reflektion over sin egen sorg beskrevet afdæmpet, indfølende og troværdigt.

Vores liv var hverken stort eller småt, jeg ved såmænd ikke hvilken størrelse, det havde, men i det mindste mellemstort. […] Kun Noelia Vargas Vargas har kunnet se mig i dette liv. Og nu ved jeg ikke, hvor meget af det, jeg betragtede som mit normale jeg, der kun eksisterede takket være hendes blik.

Umami er en sympatisk roman, som måske vil lidt for mange ting på én gang, og derfor ikke lykkes fuldt ud. Jufresa får mange roser med på vejen fra anerkendte forfatterkolleger og har vundet adskillige priser for romanen, men jeg var ikke rigtig bjergtaget. Den er dog bestemt velskrevet, og jeg vil ikke afvise at læse mere af Laia Jufresa en anden gang.

Umami udkommer ifølge forlagets pressemeddelelse i dag. Den er dog set i boghandelerne tidligere, og på forlagets hjemmeside er udgivelsesdatoen da også 2. november 2020. Så jeg er lidt bagud.

Bogen er modtaget fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: