Der er som regel en god grund til, at nogle romaner bevarer en klassikerstatus over flere generationer. Nogle klassikere skuffer ikke desto mindre den nutidige læser, mens andre holder. Tolstojs Anna Karenina holder. I dén grad. Og den har genvakt min (næsten glemte) grundlæggende glæde ved som læser at lade mig synke ned og ind i en god, stor, sammenhængende fortælling.

Anna Karenina figurerer i toppen af talrige lister over litteraturhistoriens bedste bøger og på ikke så få af dem endda som verdens bedste roman nogensinde. Sådanne lister er ofte præget af ikke så lidt konservatisme og en hel del træghed. Ikke sjældent kan man have en fornemmelse af, at de, der udfærdiger den slags lister, vælger klassikerne som de sikre bud – af dovenskab eller af frygt for at lægge sig ud med den etablerede kanon.

Ikke desto mindre var mine forventninger store til Tolstojs klassiker. Dels på bagrund af varme anbefalinger fra samtidige, gode læsere, dels fordi jeg har været begejstret for det meste andet, jeg hidtil har læst af Tolstoj, både fra hans tidlige og sene produktion (se mine anmeldelser af andre Tolstoj-værker her).

Og jeg blev ikke skuffet. Anna Karenina er bare en knaldgod roman. Og den holder ubetinget, selv her mere end 140 år efter, at Tolstoj skrev den færdig.

Jeg har dog skullet bruge lidt tid på at tage mig sammen til at gå i gang med den, alene på grund af dens omfang. 950 store sider er immervæk lidt af en basse.

Og ja, måske er den faktisk en anelse for lang, men ikke meget. Den afsluttende, halvtreds sider lange epilog kunne jeg godt have undværet det meste af. Især fordi det er her, Tolstoj lige skal have afrundet sin egentlige hovedperson, Konstantin Levin, ved at lade ham opleve en religiøs afklaring og vækkelse til Tolstojs egen version af kristendommen.

Men ellers er der ikke mange af værkets 950 sider, jeg gerne havde været foruden. Og hvorfor er Anna Karenina ikke for lang, når jeg nu ellers så tit opleve at sukke over længden af de fleste andre romaner, der passerer 250 sider?

Det har selvfølgelig noget at gøre med sproget. Sproget er ganske vist ikke hverken spektakulært smukt eller specielt eksperimenterende, men det er slet og ret godt gammeldags velskrevet i velformede sætninger, der bare flyder – her i Marie Tetzlaffs flotte fordanskning fra 2018.

Det, der holder min opmærksomhed fanget og får mig til grådigt at vende side efter side for at få det næste med, er imidlertid først og fremmest udviklingen i Tolstojs romanfigurer. Persontegningerne er dybe og nuancerede, og når romanen kan bære de mange sider, skyldes det, at personerne udvikler sig over den årrække, historien udspiller sig over. Det gælder ikke bare de centrale hovedpersoner, men også mange af bipersonerne.

“Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde.”

Sådan lyder den berømte første sætning i Anna Karenina. Og den indgangssætning er ganske rammende for de store dramaer, romanværket byder os læsere. I korte perioder er nogle af personerne lykkelige, javist, og vi glæder os som læsere med dem. Men vi er også på nippet til at kede os, for der sker jo ikke meget i sådan en lykketilstand. Heldigvis varer den ikke længe for ret mange af Tolstojs mange enkeltkarakterer og familier.

Tolstoj er berygtet for sit store persongalleri, der kan være forvirrende at holde styr på – ikke mindst på grund af de lange russiske navne, og den russiske vane med at referere til og tiltale personerne på forskellig vis alt efter konteksten, den personlige relation eller som en måde at markere den talendes aktuelle, følelsesmæssige stemning over for den tiltalte. Således omtales for eksempel Annas store kærlighed, grev Vronskij, alt efter sammenhængen som Vronskij, Aleksej Kirillovitsj, Aleksej og Aljosja. Og det tilsvarende gælder for de øvrige personer.

Persongalleriet er dog ikke i nærheden af at være lige så stort som i Tolstojs andet hovedværk, Krig og fred (også aldeles fremragende, måske endda endnu bedre efter min mening), og jeg havde ikke svært ved følge med. For selv om perspektivet hos den alvidende fortæller skifter mellem personerne romanen igennem, så er historien fortalt flydende, og det hele hænger godt sammen.

Men der er mere endnu. For ind i historien fletter Tolstoj også et tidsbillede af samtidens Rusland i en brydningstid. Hovedpersonerne er adelige og bevæger sig i Moskvas og Petersborgs finere cirkler, og her foregår det meste af bogen. Men revolutionerne i Europa i midten af 1800-tallet spøger i baggrunden ligesom krigen i Serbien i 1870’erne. Man er optaget af nye økonomiske ideer om industrialisering og landbrugets fremtid, og om der er en særlig “russisk vej.” Socialistiske og anarkistiske strømninger påvirker også Rusland og finder vej ind i romanen gennem bipersoner.

Samtidig sætter Tolstojs fascination af livet på landet sig tydeligt igennem i romanen, og nogle af de fineste enkeltscener er fra det russiske landliv. Jeg havde for eksempel ikke på forhånd troet, at jeg kunne være åndeløst optaget over 5-10 sider af, hvordan det er at svinge leen i løbet af en dag i marken. Eller af en endnu længere fortælling om en fuglejagt i mosen. Men Tolstoj gør det levende, så man oplever at være der selv. Fordi hans personer hele tiden er med og udvikler sig undervejs.

Ikke mindst er det også en roman med humor. Tolstojs underspillede ironiseren over det adelige “selskabsliv” med dets i egen selvforståelse ophøjede – men i Tolstojs fremstilling hykleriske og dekandente – normer er sine steder kostelig. Som for eksempel når Vronskijs mor indser, at hans “forbindelse” til den gifte Anna Karenina ikke er “en glimrende, graciøs og mondæn affære, hvilket hun ville have billiget, men efter sigende en eller anden Werther-agtig, fortvivlet lidenskab, som kunne forlede ham til dumheder.”

Og nå, ja, så er det jo også en af litteraturhistoriens største, tragiske kærlighedshistorier. Anna Kareninas kærlighed til Aleksej Vronskij konkurrerer i det stykke velsagtens kun med Medea og Jason (med anderledes udfald). Men der er adskillige andre passionerede kærlighedshistorier involveret i romanen, og de er alle gribende.

Anna Karenina malet af Henrich Manizer (1847-1925)

Anna Karenina (skrevet i perioden 1873-1877) stammer fra omtrent midten af Tolstojs forfatterskab, det vil sige fra perioden, før hans værker for alvor begyndte at blive præget af hans egen variant af den kristne tro og moralfilosofi i kombination med en socialistisk inspireret bonderomantik – som mod slutningen af hans liv i øvrigt fik ham til at forsage sin egen adelige byrd og leve et simpelt liv i sine sidste år.

Både den kristne etik, inspirationen fra tidens socialistiske strømninger og fascinationen af “den russiske bonde” og det enkle liv på landet er imidlertid allerede i høj grad til stede i Anna Karenina, først og fremmest inkarneret i figuren Konstantin Levin (Tolstojs moralske alter ego?), der for mig fremstod som romanens primære hovedperson – uagtet at romanen bærer en anden hovedpersons navn som titel.

Levins karakter synes således at være den, hvorigennem Tolstoj mest tydeligt udtrykker sit eget livssyn, både i etisk og politisk forstand, og også sin egen tvivl og sjælelige udvikling.

Ikke desto mindre er det ikke uden grund, at romanen er opkaldt efter Anna Karenina. Hendes store, passionerede, altopslugende kærlighed til grev Vronskij, som får hende til at opgive mand og barn og al ære i “selskabslivet” i Moskva og Petersborg, og denne kærlighedshistories uafvendeligt tragiske udfald, er det centrale omdrejningspunkt for hele romanen.

Samtidig er Anna besynderligt nok den af romanens mange centrale karakterer, som for mig fremstår mindst levende. Det ville være for meget at sige, at hun er en tom figur, som resten af historien drejer om, men det slog mig, at Tolstoj i det meste af romanen har sværere ved at trænge helt ind i hende end i de andre hovedpersoner.

Jeg overvejede, om det slet og ret er fordi, Tolstoj har haft lettere ved at portrættere mænd. Ovennævnte Konstantin Levin og også Annas elsker Aleksej Vronskij samt hendes svoger Stepan Oblonskij og sågar hendes ægtemand, den forsmåede Karenin, er således alle fremragende og nuanceret skildret. Men det kan ikke være grunden, for også Levins store kærlighed og Annas svigerinde, Katarina (Kitty) Oblonskij, og Kittys søster, den på anden måde bedragne Darja (Dolly) Oblonskij, er levende personer.

Måske er sagen simpelthen den, at Tolstoj med Anna Karenina har skabt en så uimodståelig lækker kvinde, at han endda som skaberen er tilbageholdende med at nærme sig hende – af frygt for selv at blive (for) forelsket i hende (som det er tæt på at gå for de fleste af romanens personer)?

Hvorom alting er: Det ændrer ikke på, at Anna er en fascinerende figur, en af litteraturhistoriens helt store tragiske skikkelser.

Og hvis jeg undervejs i romanen havde oplevelsen af en vis distance til Anna som figur, så skal jeg love for, at Tolstoj tager revanche i finalen. Den skal jeg ikke røbe, men jeg gætter på, at det er den, der har fået nogle til at mene, at Tolstoj var den første i litteraturen til at bruge stream-of-consciousness-teknikken (før der var sat navn på den). Finalen er fejende flot og intenst gribende. I en sådan grad, at jeg næsten tilgiver Tolstoj for den ovennævnte lange epilog, for jeg trængte faktisk virkelig til et pusterum.

Og så stopper vi her. Jeg fik ikke plads til at skrive meget om handlingen, men den kan du læse om så mange andre steder. Hovedbudskabet er: Læs Anna Karenina, læs Tolstoj.

K's vurdering: