Den sene Tolstojs roman om den tjetjenske frihedshelt Khadzji-Murat skal selvfølgelig læses, hvis man er Tolstoj-fan og vil have det hele med. Og den har højdepunkter nok til, at jeg kan anbefale den. Men der er helt sikkert andre og bedre steder at starte, hvis man stadig har sit første møde med mesteren til gode.

“Verdens bedste historie,” er den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom citeret for at have kaldt Lev Tolstojs roman om den tjetjenske oprørshelt Khadzji-Murat. Det er jo noget af et skudsmål. Nu kender jeg ikke den fulde sammenhæng, som Blooms citat er revet ud af, men det er nok ikke et udtryk, jeg selv ville have brugt.

Jo, javel, hvis Bloom alene hentyder til selve den narrative grundfigur: Den evige historie om den lille mod den store, om krig, undertrykkelse og oprør, om kærlighed og forræderi, om hin ædle enkeltes moral og ære sat over for hensynet til en familie i fangenskab, til et undertrykt folk og til egen overlevelse. I den forstand, ja, så hører historien om Khadzji-Murat i sin grundstruktur til blandt verdens bedste.

Men er den gode historie også godt fortalt af Tolstoj? Det føles næsten kættersk at skrive det om den store russiske mester, men det synes jeg faktisk ikke, at den er.

Persongalleriet er stort – og det er vi vante til fra Tolstojs side, men her er det også for stort i forhold til romanens beskedne længde. Mange af kapitlerne får et efter min smag lidt for episodisk præg, også selv om de fleste kapitler rummer isoleret set fine portrætter af nogle af de markante typer, vi kender og elsker Tolstoj for.

Titlens Khadzji-Murat fylder for en umiddelbar betragtning faktisk relativt lidt i romanen, men hans person og hans historie er på den ene eller anden måde alligevel omdrejningspunkt for eller ihvertfald anledning til at fortælle de mange små sidehistorier – sidehistorier om bondeliv, soldaterliv, embedsmandsliv og kejserliv.

Især i den første tredjedel var jeg lidt utålmodig efter, at historien skulle samle sig om sig selv og få et lidt mere entydigt fokus. Det gør den egentlig aldrig, men jeg blev dog indfanget af den hen ad vejen. Og jeg må medgive Harold Bloom – og Tolstoj – at den historiske Khadzji-Murat er en ganske fascinerende karakter.

Scenen er Kaukasus i 1851. Den russiske kejser forsøger at undertvinge de kaukasiske folk, men møder svær modstand fra ikke mindst de tjetjenske partisaner. Khadzji-Murat er næstkommanderende hos tjetjenerne, og til russernes store overraskelse overgiver han sig i 1851 og tilbyder sin hjælp mod tjetjenernes leder Sjamil.

Baggrunden er, at Khadzji-Murat selv er blevet forrådt i de interne magtkampe på den tjetjenske side, og han føler sig derfor tvunget til at skifte side – samtidig med, at den tjetjenske krigsherre, Sjamil, holder hans familie som gidsler.

Romanen er i høj grad inspireret af virkelige begivenheder, og den er befolket af en stor mængde historiske personer, både på den tjetjenske og den russiske side.

Tolstoj skrev på Khadzji-Murat i perioden 1896-1904, men den udkom først i 1912 efter Tolstojs død, og da i en censureret udgave. I Lars P. Poulsen-Hansens forord til den danske udgave kan man læse, at censuren i første omgang havde slettet et helt kapitel om zar Nikolaj og det meste af et kapitel, der omhandler de russiske soldaters nedslagtning af en forsvarsløs tjetjensk landsby.

Vi får dog det hele med i den danske udgave fra 2017, oversat af Trine Søndergaard. Og det er heldigt, for ikke mindst Tolstojs portræt af zar Nikolaj er kosteligt.

Vi møder Nikolaj i romanen første gang siddende i sit modtagelseskontor “med hele sit kæmpestore legeme lænet tilbage og den forvoksede mave spændt stramt ind,” mens han ubevægelig betragter de indtrædende “med sit livløse blik.”

Hvorvidt Tolstojs konkrete karakteristik af Nikolaj var rammende eller retfærdig, skal jeg ikke kunne sige – men den har ihvertfald universel gyldighed som en kritik af magtkorrumperede mennesker i alle samfund til alle tider. Det følgende citat kunne således lige så vel have været en dagsaktuel beskrivelse af for eksempel Donald Trump:

Den vedvarende, åbenlyse og sandhedsfornægtende smiger fra de mennesker der omgav ham, gjorde at han ikke længere så sine egne selvmodsigelser, ikke længere afpassede sine handlinger og ord med virkelighed, med logikken eller bare med almindelig sund fornuft, men var fuldkommen sikker på at alle hans dispositioner, ligegyldigt hvor meningsløse, uretfærdige og indbyrdes uforenelige de var, blev både meningsfulde, retfærdige og indbyrdes forenelige udelukkende fordi det var ham der traf dem.

Embedsmænd og militærfolk omkring zar Nikolaj gennemskuer ham, men lader sig for egen vindings skyld bruge som redskaber for “en grusom, vanvittig og uærlig højere vilje,” det vil sige Nikolajs vilje.

Portrættet af zar Nikolaj er et højdepunkt i romanen, men den rummer også mange fine scener fra den anden ende af den russiske magtpyramide: Portrætter af de “små” folk, bønderne, de menige soldater, hvor Tolstojs sympati ligger.

Det er alt sammen udmærket, men som allerede afsløret, så synes jeg, at romanen er for fragmentarisk i sin opbygning. Og så forekommer den mig – og nu bliver det for alvor kættersk – i lange passager, især i de første kapitler, tungt og næsten kluntet skrevet. Særligt er de fleste af dialogerne kejtede og kunstige.

Tanken strejfede mig, om det kunne være den danske oversættelse, den var gal med. Men nu er det ikke første gang, at jeg har læst oversættelser fra russisk af Trine Søndergaard, og fra hendes side har jeg ellers kun oplevet sikkert og flydende dansk. Så måske er det slet og ret udtryk for en Tolstoj i aftagende skriveform – eller for et manuskript, han ikke nåede at gennemarbejde ordentligt?

Hvor om alting er: Er du fan af Tolstoj, og/eller har du interesse for den historiske periode, romanen udspiller sig i, så kan jeg også anbefale at læse Khadzji-Murat. Men der er langt til mesterens virtuositet, som vi kender den udfoldet i for eksempel det eksistentialistiske drama Ivan Iljitjs død eller det store historiske epos Krig og fred.

K's vurdering: