K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Rusland

Fjodor M. Dostojevskij: Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere

Af ,
Skriv en kommentar

Den satiriske komedie, Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere hører til blandt den russiske mesters mere forglemmelige værker.

Efter fire år i sibirisk fangelejr efterfulgt af seks års soldatertjeneste vendte Dostojevskij i 1959 tilbage til forfattergerningen. Det gjorde han i første omgang med de to kortere, humoristiske romaner, Onkels drøm (opr. 1959) og Foma – Godset Stepantjikovo og dets beboere (også 1959). De to romaner deler i øvrigt flere temaer, men jeg kunne bedre lide Onkels drøm, selv om heller ikke den hører til forfatterskabets ypperste værker. Ingen af dem havde Dostojevskij i øvrigt nogen særlig succes med i sin tid. >> Læs videre

Alejandro Jodorowsky: Where the Bird Sings Best

Af ,
Skriv en kommentar

Overvældende original og overdådigt outreret. Men også opskruet, overgearet, overdoseret og overanstrengt. Alejandro Jodorowsky er benådet med en vild og voldsom kreativitet, men han savner begrænsningens nådegave – og hænger fast i surrealisternes pubertære sex- og voldsfascination, hvilket fik denne læser til at miste interessen og sympatien.

Et løvetæmmerpar, som kun spiser råt kød og lærer løverne at tale hebraisk. En usynlig, flyvende rabbi, der er hentet tilbage fra mellemstadiet mellem livet og døden. En kvindelig loppecirkusdirektør, der lader sine lopper drikke blod af sine bryster. En tidligere russisk zar, der lever som eneboer i skoven for at dyrke sin seksuelle fetich for får – og en kvinde, der iklæder sig fårepels for at snyde zaren til at kopulere med hende – hvorefter hun føder et monster af en søn, der bliver psykopatisk massemorder, indtil han undertvinges af en kvindelig efterkommere af en løvetæmmer.

Dette er bare nogle få af en næsten endeløs stribe af farverige karakterer, der befolker chilensk-franske Alejandro Jodorowskys surrealistiske slægtsroman, Where the Bird Sings Best (opr. 1982). >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Netotjka Nezvanova

Af ,
2 kommentarer

Dostojevskijs ufuldendte roman, Netotjka Nezvanova (opr. 1849), er fint nyoversat af Trine Søndergaard. Og er man til Dostojevskij (og hvem er ikke det?), så skal man selvfølgelig have værket med, selv om det mest er litteraturhistorisk interessant for de spor, det lægger ud i retning af hans fremtidige, helt anderledes store romaner.

Netotjka Nezvanova betragtes gerne som det sidste af Dostojevskijs ungdomsværker. Dostojevskij havde nået at skrive og få udgivet de første dele af romanen i tidsskriftsform, da han i 1849 blev arresteret for at deltage i konspirationer mod zarregimet og senere – efter at have været udsat for en fingeret henrettelse – blev sendt til en sibirsk fangelejr. Her mistede han interessen for at færdiggøre romanen. De i tidsskriftform allerede publicerede dele blev efterDostojevskijs frigivelse i 1860 udgivet i en lettere redigeret form som en samlet roman, men han skrev den aldrig færdig. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren

Af ,
1 kommentar

Engang imellem kan jeg godt få det sådan, at nu trænger jeg bare til at læse noget, jeg på forhånd ved, vil være godt. Til sådanne situationer bør man altid have noget af Dostojevskij stående i reolen.

Dostojevskijs korte roman, Spilleren (opr. 1866), havde jeg tilmed ikke læst tidligere, så det var jo rent kræs. Også selv om romanen ikke hører til det bedste, han har præsteret. >> Læs videre

Anton Tjekhov: Steppen. Historien om en rejse

Af ,
Skriv en kommentar

“Det er kun på havet og på steppen om natten i måneskin man kan dømme om himlens umådelige dybde og uendelighed. Den er frygtindgydende, smuk og blid, den ser smægtende og lokkende på en, og man bliver svimmel af dens kærtegn.”

Anton Tjekhov (1860-1904)er blandt historiens allerstørste dramatikere, og det er som sådan, han er bedst kendt. Tjekhov skrev dog også prosa. Som ung producerede han hundredevis af korte, humoristiske historier, som han solgte til aviser for at tjene til føden. Senere gav han sig i kast med at skrive mere “seriøs” litteratur, og han har udgivet adskillige novellesamlinger og en række kortromaner og romaner. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: De ydmygede og sårede

Af ,
Skriv en kommentar

 De ydmygede og sårede (1861) er ikke en af Dostojevskijs største romaner. Personerne er gennemgående unuancerede, og romanen er præget af overdreven sentimentalitet. Men den kan ikke frakendes underholdningsværdi og er også ganske rørende i det kritiske portræt af elendigheden blandt Petersborgs fattige i kontrast til den rige, magtfulde og kyniske elite.

Romanen har to spor, der undervejs forbindes på en temmelig melodramatisk facon. Hovedsporet er et trekantsdrama mellem den unge Natasja, der har forelsket sig ubehjælpeligt i fyrstesønnen Aljosja, og hertuginde(sted)datteren Katja, som Aljosjas far, den beregnende nihilist fyrst Valkovskij, forsøger at få sønnen gift med på grund af hendes penge. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Onkels drøm

Af ,
4 kommentarer

En lille bagatel af en satirisk roman fra humoristen Dostojevskijs hånd. Begavet ironiserende og vittigt underholdende – men så heller ikke så meget mere.

Onkels drøm stammer fra perioden umiddelbart efter Dostojevskijs retur fra straffelejren og eksilet i Sibiren. Det er en satirisk komedie, som giver os Dostojevskij i rollen som humorist. Set i lyset af det samlede forfatterskab er der tale om en bagatel. Til gengæld er den faktisk virkelig morsom. >> Læs videre

Margarita Khemlin: Klotsvog

Af ,
Skriv en kommentar

Interessant fortalt ukrainsk-russisk roman om en kvindes livserfaring som jøde i Sovjetunionen. Fortalt af hovedpersonen selv med selvbedragerisk, humoristisk lethed – som i sidste ende imidlertid ikke kan undgå at afsløre sig som først og fremmest tragisk.

Fortælleren er kvinden Maya Abramovna Klotsvog, født i 1930 i byen Ostyor i regionen Tjernigov (i dag: Tjernihiv), Ukraine, dengang en republik i Sovjetunionen. Maya er født jødisk, men store dele af hendes liv præges af et (forgæves) forsøg på at distancere sig fra jødiskheden. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: En fæl historie og andre fortællinger

Af ,
4 kommentarer

En lidt blandet antologi bestående af fire af Dostojevskijs mindre kendte fortællinger. Titelnovellen er det hele værd, men også Bobók, hvor de døde kommer til orde, er værd at læse.

Nu, hvor jeg lige har været omkring et par af Dostojevskijs kortere og mindre kendte fortællinger, så tager vi også de fire noveller i En fæl histore og andre fortællinger med. De er oprindeligt udgivet over den lange periode 1848-1876 og samlet i denne danske udgivelse fra 2017. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Et latterligt menneskes drøm

Af ,
Skriv en kommentar

Bare fordi man er en af verdenslitteraturhistoriens største forfattere, betyder det jo ikke, at alt, hvad man har skrevet, er guld. Et latterligt menneskes drøm er mest af alt en demonstration af, at Dostojevskij ikke begik sig så godt i den forkyndende genre (hvem der så end gør det …).

I februar 2022 genudgav forlaget Batzer & co. to små fortællinger af Dostojevskij. Jeg anmeldte forleden den ene, Den sagtmodige (opr. 1876), og jeg har i den sammenhæng omtalt udgivelseshistorien. Den anden er Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Den sagtmodige

Af ,
Skriv en kommentar

“Åh, mennesket forstår sig specielt godt på gemenheder. Men var det gement? Hvordan kan man i denne situation bedømme et menneske?”

Jeg annoncerede for nyligt en Dostojevskij-pause, men han er ikke sådan lige at slippe. Især ikke, når Batzer & co. netop har genudgivet oversættelser af to af hans såkaldte “Fantastiske fortællinger,” begge oversat af Ole Husted Jensen: Den sagtmodige (opr. 1876) og Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre

Ljudmila Petrusjevskaja: Vi blev stjålet

Af ,
Skriv en kommentar

Ljudmila Petrusjevskaja er en umådelig spændende forfatter i moderne russisk litteratur. Den seneste romanudgivelse af hende på dansk er også interessant, men ikke på niveau med hendes tidligere noveller.

Russiske Ljudmila Petrusjevskaja (f. 1938) udfolder sin groteske satire bedst i den korte form. Jeg har med stor fornøjelse læst de to samlinger af hendes noveller, der tidligere er udgivet på dansk: Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos baby ihjel (Forlaget Vandkunsten, 2014) og Umodne stikkelsbær (Silkefyret, 2018). >> Læs videre

Alexander Solsjenitsyn: En dag i Ivan Denisovitjs liv

Af ,
Skriv en kommentar

Solsjenitsyns nyklassiker om en dag i straffefangen Ivan Denisovitjs liv i en sovjetisk arbejdslejr gør bestemt indtryk. Og der er ingen tvivl om, at det har været og er en vigtig bog. Men den var mig ærlig talt også – tør jeg indrømme det? – lidt kedelig, så det var godt, at den ikke var lang.

Bedst som I, kære læsere, troede, at I var sluppet fri af de gamle russere, fordi min bogkuffert endnu ikke er nået frem til min feriedestination i denne uge, så kommer der altså lige et lille dryp mere. For der er jo stadig lydbøger, og i dét format har jeg i denne uge lyttet mig igennem Alexander Solsjitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (opr. 1962). >> Læs videre

Ivan Bunin: Herren fra San Francisco og andre fortællinger

Af ,
Skriv en kommentar

Den russiske nobelpristager Ivan Bunin byder på novellekunst af den fineste slags. I nogle stræk kan hans små melankolske fortællinger om døden og den flygtige, erotiske kærlighed måske nok forekomme en anelse bedagede, men han er en uovertruffen stilist og så absolut læseværdig også i dag.

Ivan Bunin (1870-1953) er formentlig ikke det navn, der først løber de fleste danske læsere i munden, hvis talen falder på store russiske forfattere. Men Bunin var ikke desto mindre den første russer, der fik Nobelprisen i litteratur (i 1933). På det tidspunkt var han emigreret fra Rusland, som han i forlængelse af Oktoberrevolutionen i 1917 forlod i 1920 for at slå sig ned i Frankrig. >> Læs videre

Mikhail Bulgakov: Den Hvide Garde

Af ,
Skriv en kommentar

Mikhail Bulgakovs første roman om kampen om Kiev i den russiske revolutions første år er værd at læse for sit historiske portræt af perioden. Den er for så vidt elegant fortalt, men havde alligevel svært ved at fange mig.

Den, der kender og elsker Mikhail Bulgakov (1891-1940) for hans fabulerende, surrealistiske hovedværk, Mesteren og Margarita, eller den ikke mindre gakkede, lille pudseløjerlighed, En hunds hjerte, vil måske blive skuffet over Den Hvide Garde (opr. 1924, da. 2010). Ihvertfald skal man berede sig på en roman i en anden genre. >> Læs videre

Ivan Turgenev: En jægers dagbog

Af ,
2 kommentarer

Poetiske, levende og stærke portrætter af alskens typer på landet i det 19. århundredes Rusland under livegenskabet. Medrivende naturbeskrivelser. Fortalt i et adstadigt, men smukt, musikalsk sprog. Jeg er til min egen delvise overraskelse blevet lidt fan af Turgenev.

Ja, jeg var så alligevel ikke helt færdig med læsningen af russiske klassikere fra det 19. århundrede i denne omgang (og jeg påtænker som tidligere lovet at komme tilbage til flere i løbet af året). Vi skal også lige have Ivan Turgenevs jægerdagbog med. >> Læs videre

Andrej Platonov: Udgravning til fundament

Af ,
Skriv en kommentar

“Mennesket vil opføre et hus og nedbryder samtidig sig selv. Hvem skal så bo og leve der?”

Udgravning til fundament (opr. 1930) af Andrej Platonov (1899-1951) er sovjetisk satire på højt niveau. Sprogligt dybt original. På én gang hylende morsom og uendelig trist. Stor litteratur. Stærkt anbefalet. >> Læs videre

Aleksandr Pusjkin: Prosa

Af ,
Skriv en kommentar

Hvis de litterære stepper i det 19. århundredes Rusland havde været en afrikansk savanne, så kunne jeg her på K’s litterære januar-safari nu sætte flueben ud for alle i The Big Five: Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij, Nikolaj Gogol, Ivan Turgenev og nu også Aleksandr Pusjkin.

Nu læser jeg så ganske vist ikke for at sætte flueben. Der er bare gået gamle russere i min læseliste. Ikke fordi de er klassikere i betydningen pligtlæsning. Men fordi de er virkelig godt litterært selskab. Og jeg er ikke færdig. Især Dostojevskij har fået fat i mig (igen), og jeg planlægger at genlæse nogle af de store romaner fra den sene del af forfatterskabet i løbet af 2022 (Idioten, Forbrydelse og straf, Onde ånder). Og så står der i øvrigt også nogle lidt yngre russere og venter i min reol. Og lidt mere Turgenev. >> Læs videre

Ivan Turgenev: Fædre og sønner

Af ,
Skriv en kommentar

Klassisk russisk melodrama om konflikten mellem generationer i en politisk brydningstid – selvfølgelig med både lykkelige og ulykkelige kærlighedshistorier involveret.

Fædre og sønner (1862) fremhæves almindeligvis som Ivan Turgenevs (1818-1883) hovedværk. Det er, som titlen antyder, et romanværk om modsætninger mellem to generationer. Samtidig er det en roman om den politiske brydningstid i Rusland i midten af det 19. århundrede. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Et svagt hjerte

Af ,
1 kommentar

Jeg fortsætter i sporet fra Hvide nætter med endnu et af Dostojevksijs små ungdomsværker. Ligesom førnævnte er Et svagt hjerte oprindeligt udgivet i 1848 og er også tidligere oversat til dansk, men genudgivet i en ny dansk oversættelse ved Tine Roesen i 2021 i anledning af 200-året for Dostojevskijs fødsel.

Et svagt hjerte (som nærmest bare er en lang novelle) handler om to venner, Arkadij og Vasja, to unge lavtstående embedsmænd, som deler lejlighed. En nytårsdag kommer Vasja hjem og fortæller, at han – nærmest til sin egen overraskelse – er blevet forlovet. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Hvide nætter

Af ,
4 kommentarer

Jeg er helt forvirret og i tvivl om, hvordan jeg skal læse Dostojevskijs ungdomsværk Hvide nætter. Er det en overskruet, næsten kvalmende sentimental bagatel, som i bedste fald har litteraturhistorisk interesse, for så vidt den peger frem mod senere temaer og teknikker i forfatterskabet? Eller er det en lille, subtilt tvetydig, ironisk genistreg?

Hvide nætter (opr. 1848) hører til blandt Dosotjevskijs ungdomsværker fra tiden før tugthusopholdet i Sibirien, som dannede baggrund for fængselsromanen Det døde hus (1861), jeg anmeldte forleden. Værket er nyudgivet på forlaget Batzer & co. i slutningen af 2021 i en ny dansk oversættelse ved Trine Søndergaard. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Det døde hus

Af ,
Skriv en kommentar

Dostojevskijs selvbiografiske roman, Det døde hus, baseret på de fire år, han tilbragte i en straffelejr i Sibirien i 1850’erne, er en ubestridt klassiker inden for fængselslitteraturen. Den er stadig værd at læse, både i egen ret for de levende miljø- og personskildringer, som historisk vidnesbyrd om forholdene i de sibiriske tugthuse i det 19. århundrede og som en litteraturhistorisk interessant mellemstation mellem ungdomsværkerne og de sene hovedværker.

Natten til den 23. april 1849 bliver den da 28-årige russiske forfatter Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij (1821-1881) sammen med tyve andre unge mennesker arresteret af zar Nikolaj I’s hemmelige politi for at have deltaget i revolutionære drøftelser, herunder diskuteret sprængfarlige spørgsmål om livegenskabets ophævelse, liberalisering af styreformen, reform af retsvæsenet mv. >> Læs videre

Nikolaj Gogol: Petersborg-fortællinger

Af ,
7 kommentarer

Gogols Peterborg-fortællinger er ikke bare nødvendig læsning for elskere af klassisk russisk litteratur. De er en samling grotesker, der er fulde af liv, følelse, humor og fandenivoldske eksperimenter, så det er en fornøjelse.

Ukrainsk-russiske Nikolaj Gogol (1809-1852) har sin plads i den russiske kanon, om end han står lidt i skyggen af lyset af giganter som Pusjkin, Turgenev, Tolstoj og Dostojevskij. Det gør han nok også rimeligvis, men det er også en hård målestok (idet jeg dog endnu ikke selv har læst noget af Pusjkin og kun netop er i gang med Turgenev). Gogol er i allerhøjeste et bekendtskab værd. >> Læs videre

Lev Tolstoj: Bekendelser

Af ,
1 kommentar

Bekendelser er Tolstojs beretning om sin personlige søgen efter svaret på menneskehedens universelle spørgsmål: Hvad er meningen med mit liv? Og uanset, om man er i stand til at spejle sig i de svar, han ender med at finde, så er Tolstoj reflektioner værd at følge. For hans anfægtelser er lige så relevante at forholde sig til for en gennemsnitsdansker i 2022, som de var for en adelig russisk forfatter i 1870’erne.

Lev Tolstoj (1828-1910) fremstår ikke bare for os i dag som en af litteraturhistoriens største forfattere. Han var faktisk også i sin samtid ganske feteret og oplevede stor succes med både sine fortællinger og store romaner Krig og fred (1869) og Anna Karenina (1873-1877). Dertil kommer, at han var født med en sølvske i munden som arving til et rigt gods. >> Læs videre

Lev Tolstoj: Barndom, opvækst og ungdom

Af ,
3 kommentarer

“Mærkeligt nok – da jeg var barn, bestræbte jeg mig i alt for at synes voksen, mens jeg nu, da jeg er blevet voksen, alt for ofte ønsker at ligne et barn.”

Året her på K’s bognoter startede med Tolstoj (Sevastopolfortællingerne), så det er vel egentlig også meget passende at slutte året med Tolstoj.

Lev Tolstojs Barndom, opvækst og ungdom blev oprindeligt udgivet som tre separate romaner i hhv. 1852, 1854 og 1856, men der er i høj grad tale om én sammenhængende fortælling, så det giver god mening, at de på dansk er udgivet i et samlet bind (her i et genoptryk af Ejnar Thomassens oversættelse fra 1948). >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Dobbeltgængeren

Af ,
2 kommentarer

Mere Dostojevskij: Dobbeltgængeren er for mit vedkommende en genlæsning, men min første læsning ligger så mange år tilbage, at handlingen var helt væk i min erindring. Den hektiske stemning omkring den befippede hovedpersons sammenbrud har jeg dog båret med mig i alle de 30-35 år, der er gået siden mit første møde med hr. Goljádkin og hans dobbeltgænger. Og genbesøget er ingen skuffelse, tværtimod.

Med Dobbeltgængeren (opr. 1846) er vi tilbage i den tidlige del af Dostojevskijs forfatterskab. Den sociale indignation er ikke helt så fremtrædende som i debuten, Stakkels mennesker, men den er bestemt ikke fraværende, og Dostojevskij er, som vi kender ham, på “de små menneskers” side. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Den evige ægtemand

Af ,
3 kommentarer

Yes! Det er sådan her, jeg foretrækker min Dostojevskij: Kort, stram og skarp. Men samtidig med den dybde og de nuancer, som Dostojevskij er kendt for i de store romanværker.

Den evige ægtemand stammer fra den anden periode i Dostojevskijs forfatterskab, dvs. perioden efter hans ophold i en straffelejr i Sibirien. Det er i den periode, han skriver de mest kendte værker, herunder Brødrene Karamazov, som jeg læste i sidste måned. Den evige ægtemand udmærker sig imidlertid ved at være kort, og den er langt mere stramt komponeret end de store, fortællende romaner. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Brødrene Karamazov

Af ,
1 kommentar

Brødrene Karamazov er en tragedie, en komedie, en farverig knaldroman, en kriminalintrige, et retssalsdrama, et stykke gribende socialrealisme, en samfundskritik og ikke mindst en dybt moralfilosofisk roman og et mangefacetteret studium af det menneskelige sinds krinkelkroge.

Dostojevskijs sidste, store roman er stadig en fascinerende fortælling, og den gør sig godt i Marie Tetzlaffs nye oversættelse til flydende, letlæst dansk, som samtidig klædeligt bevarer et lidt altmodisch præg i form af enkelte ældre udtryk, så vi ikke helt glemmer, at teksten immervæk er skrevet for mere end 140 år siden.

Men – og jeg er nødt til sige det, når nu ingen andre gør det – den er altså for lang. >> Læs videre

Lev Tolstoj: Sevastopol fortællingerne

Af ,
2 kommentarer

Tolstojs tre fortællinger fra Sevastopol under Krimkrigen er ikke det ypperste fra mesterens hånd, men mindre kan gøre det. Fortællingerne er værd at læse for de levende stemningsbilleder fra byen og bastionerne og for Tolstojs satiriske blik på forfængeligheden i de menneskelige relationer.

Den unge Lev Tolstoj (1828-1910) meldte sig i 1851 frivilligt til hæren, og i 1854-1855 deltog han som sekondløjtnant i Krimkrigen, blandt andet under belejringen af Sevastopol på Krim. Sevastopolfortællingerne (opr. 1855) er vokset ud af Tolstojs erfaringer herfra. >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker

Af ,
7 kommentarer

Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt, så svigter Dostojevskij aldrig. Tine Roesens nyoversættelse af Dostojevskijs debutroman er slet og ret forrygende læsning.

Stakkels mennesker (opr. 1846) er medrivende skrevet, menneskeligt rørende, socialrealistisk spiddende, fuld af vid og humor og helt basalt bare topunderholdende. Min eneste anke er, at den stjal halvdelen af min nattesøvn på årets næstsidste nat, for hvor klichefyldt det end måtte lyde, så kunne jeg ikke lægge den fra mig. >> Læs videre