Herlig, gakket sovjetisk satire, som trods sine næsten 100 år på bagen sagtens kan læses med fornøjelse i dag, selv om tidens tand ikke er gået sporløst hen over den.
Forfatteren og dramatikeren Mikhael Bulgakov (1891-1940) har status som en af det hedengangne Sovjetunionens største satirikere. Af ham har jeg tidligere læst hovedværket Mesteren og Margarita (opr. 1928-1940), som jeg husker som vidunderligt rablende og aldeles udsyret. >> Læs videre
Der er som regel en god grund til, at nogle romaner bevarer en klassikerstatus over flere generationer. Nogle klassikere skuffer ikke desto mindre den nutidige læser, mens andre holder. Tolstojs Anna Karenina holder. I dén grad. Og den har genvakt min (næsten glemte) grundlæggende glæde ved som læser at lade mig synke ned og ind i en god, stor, sammenhængende fortælling.
Anna Karenina figurerer i toppen af talrige lister over litteraturhistoriens bedste bøger og på ikke så få af dem endda som verdens bedste roman nogensinde. Sådanne lister er ofte præget af ikke så lidt konservatisme og en hel del træghed. Ikke sjældent kan man have en fornemmelse af, at de, der udfærdiger den slags lister, vælger klassikerne som de sikre bud – af dovenskab eller af frygt for at lægge sig ud med den etablerede kanon. >> Læs videre
Fascinerende, forførende, foruroligende – og fremragende. Brødrene Strugatskijs russiske sci-fi-nyklassiker er for første gang udgivet på dansk. Endelig, fristes jeg til at sige, selv om jeg må tilstå, at jeg ikke kendte til den på forhånd.
Det lille, nye, danske forlag Kosmos, som ifølge forlagets hjemmeside satser på science fiction fra ikke-angelsaksiske sprogområder, er virkelig kommet godt fra start. >> Læs videre
Læseren skal spænde sikkerhedsbæltet og holde godt fast, når Ljudmila Petrusjevskaja giver los for sin rablende og fabulerende fantasi i en bizar vision fra det postkommunistiske Rusland, hvor virkelighed og computerspil blandes sammen i en cocktail af mafiosoer og andre kynikere, sibiriske urfolk, afskyelige snemænd, shamanisme, sjælevandring og kannibalisme – og meget mere.
Russiske Ljudmila Petrusjevskaja (f. 1938) er nok mest kendt for sine noveller, men hun har også skrevet flere romaner. En af dem er Nummer Et eller I andre muligheders haver, som oprindeligt udkom på russisk i 2004, og siden er oversat til adskillige sprog, herunder dansk (ved Helle Dalgaard, Forlaget Vandkunsten, 2015). >> Læs videre
Hvad skal man i grunden mene om et værk som Tolstojs Kreutzersonaten? Det mørkekristne budskab om seksuel afholdenhed som moralsk forpligtelse er håbløst. Menneskesynet i almindelighed og kvindesynet i særdeleshed er decideret oprørende. Seksualitetsopfattelsen er fuldstændig forkvaklet.
Men samtidig skriver Tolstoj, så det gnistrer. Og portrættet af en mand i sine lidenskabers vold er medrivende, selv om de færreste moderne mennesker vil kunne tegne abonnement på Tolstojs underliggende moraliserende verdensbillede. >> Læs videre
“ – der trænges til, at folk får øjnene op for, hvad de i grunden er og forfærdes derover.” Tjekhovs psykologiske portrætter af de gale – inden for og uden for de gales hus – i et galt samfund er stadig værd at læse.
Som trofaste læsere af disse bognoter måske vil have noteret sig, så gik jeg efter afslutningen af min litterære verdensrundrejse for omtrent tre uger siden i lag med at læse bøger fra min reolhylde med ulæst russisk litteratur. Og så er jeg ligesom ikke rigtigt kommet videre siden. Det er nu også et godt sted at opholde sig, hylden med russisk litteratur, uanset om det er i den klassiske eller nyere afdeling. Så her bliver jeg nok lidt endnu. >> Læs videre
Sovjetisk, dystopisk science fiction-klassiker om det ultimative totalitære overvågnings- og kontrolsamfund – fra før både Huxleys Fagre nye verden og Orwells 1984.
Jeg tror ikke, at jeg tager munden for fuld ved at antage, at navnet Jevgenij Zamjatin kun er de færreste danske læsere bekendt. Og ihvertfald tør jeg regne for sikkert, at færre kender til Zamjantin end til George Orwell og Aldous Huxley.
Ikke desto mindre kan Zamjantins roman Vi (1924) ses som en forløber for de to nævntes klassiske fremtidsdystopier, 1984 (1949) og Fagre nye verden (1932). George Orwell har selv fremhævet Vi som en direkte inspirationskilde til 1984. >> Læs videre
Moderne russisk science fiction med elementer af fantastik og horror. Anna Starobinets’ noveller er mørke, makabre og foruroligende, men også humoristiske og kritisk eftertænksomme.
Jeg faldt tilfældigt over The Icarus Gland i en boghandel for et par år siden eller tre, jeg husker ikke helt hvor. Og så faldt jeg igen over den i min reol med ulæste bøger her forleden, da jeg gik den igennem efter at have afsluttet mit læseprojekt, Verden rundt i bøger. >> Læs videre
Permafrost. Is. Jord. Sten. Mørke. Død. Tavshed. Især tavshed. Men også tindrende smukt sprog. Ved glemslens rand er en tung og dyster, men umanerlig flot skrevet roman om en del af Ruslands fortiede fortid.
Russiske Sergej Lebedevs (f. 1981) debutroman fra 2011, som udkom på dansk for et halvt års tid siden, er ikke ligefrem en feel good-roman. Men den er pokkerme god. Selv om den er tung. Og selv om den fortaber sig lidt i sig selv og sine mange ord ind i mellem. >> Læs videre
En sengeliggende, psykotisk mand er i sine hallucinationer omgivet af en hær af lilleputianere. En kvinde begraver sit nyfødte barn levende under en stendynge. En mand kaster sig ud ad vinduet i desperation over at blive forladt af sin kone (eller var det influenzaen?). To alkoholikere mødes i en kø til en ølkælder og kærlighedsforholdet varer en nat, til hun opdager, at han er sengevæder.
Ljudmila Petrusjevskajas noveller emmer af sort, grotesk humor. Men ikke for dens egen skyld. Gennem hver eneste historie løber en tråd spundet af sort alvor. >> Læs videre
Den sene Tolstojs roman om den tjetjenske frihedshelt Khadzji-Murat skal selvfølgelig læses, hvis man er Tolstoj-fan og vil have det hele med. Og den har højdepunkter nok til, at jeg kan anbefale den. Men der er helt sikkert andre og bedre steder at starte, hvis man stadig har sit første møde med mesteren til gode.
“Verdens bedste historie,” er den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom citeret for at have kaldt Lev Tolstojs roman om den tjetjenske oprørshelt Khadzji-Murat. Det er jo noget af et skudsmål. Nu kender jeg ikke den fulde sammenhæng, som Blooms citat er revet ud af, men det er nok ikke et udtryk, jeg selv ville have brugt. >> Læs videre
Interessant, surrealistisk roman, udgivet første gang på russisk i Sovjetunionens sidste undergangsår, som her i efterreflektionen kan læses som en slags psykologisk svanesang over det kommunistiske regimes forfald.
Vladimir Makanin (f.1937) har et langt forfatterskab bag sig, men er kun i begrænset omfang blevet oversat til dansk. Mandehullet (opr. fra 1991, udgivet på dansk i 2016) er en mareridtsagtig, surrealistisk dystopi om et samfund i forfald. >> Læs videre
Nyoversat russisk middelalderroman er ambitiøs og idérig, men desværre meget kedsommelig at læse.
Evgenij Vodolazkin (f. 1964) har angiveligt haft stor succes i Rusland med sin middelalderroman Lavr fra 2012 (som i den nyligt udkomne amerikanske udgave er blevet til Laurus, mens forfatterens fornavn er blevet til Eugene).
Laurus handler om den russiske munk og læge Arseny, som undervejs i sit liv skifter navn flere gange til Ustin, Avrosy og til sidst Laurus. Tiden er sidste halvdel af det 15. århundrede. Rusland hærges af pest og andre sygdomme. Drengen Arsenys forældre bliver taget af pesten, og han vokser op hos sin bedstefar, der videregiver sin viden om lægelige urter til drengen. >> Læs videre
Russiske Vladimir Sorokin (f.1955) er et vildt og provokerende forfatterbekendtskab. I En opritjniks dag slår vildskaben imidlertid over i det overdrevent manierede, og provokationen virker for villet.
Romanen udspiller sig i Moskva i fremtidens Rusland, som i 2027 eller deromkring har udviklet sig til et totalitært diktatur under den enevældige ‘Hersker.’ Rusland er fra øst under pres fra Kina, som er den nye stormagt, og har mod vest bygget en stor mur for at holde indflydelse ude fra det degenererede Vesteuropa. Herskeren holder Rusland i et fascistoidt jerngreb ved hjælp af sin sikkerhedstjeneste, opritjnikkerne. >> Læs videre
Ivan Illijts død ramte mig fuldstændig uventet lige i mellemgulvet og i hjertekulen, ja, den slog helt benene bort under mig.
Givet mit forkendskab til Tolstoj og til denne lille romans klassikerstatus havde jeg forventet en fin roman med litterære kvaliteter, omend måske lidt altmodisch al den stund, at Tolstoj skrev den helt tilbage i 1886. Disse forventninger blev også opfyldt.
Men jeg havde ikke forventet at blive så berørt, at jeg et par gange undervejs simpelthen måtte lægge bogen fra mig og gå fysisk rundt om mig selv nogle gange, før jeg kunne få hold nok på mig selv til at læse videre.
Vel er der gået næsten 140 år, siden Tolstoj skrev sin historie om Ivan Iljitj, men hans behandling af det eksistentielle tema, dette at se sit liv i øjnene i angst for døden under smertefuld sygdom, er universel og kunne lige så godt være skrevet i dag. Her er intet behov for kulturel oversættelse. Tolstoj taler direkte og uden omsvøb til hver enkelt menneske i enhver tid og på ethvert sted. Her godt hjulpet på vej af Marie Tetzlaffs flotte, nye fordanskning. >> Læs videre
Hvis du er i tvivl om, hvorfra Tolstojs klassikerstatus stammer, og ikke orker de store romaner Krig og fred eller Anna Karenina, så læs Herre og tjener.
Herre og tjener (1895) er nok den mest kendte af Tolstojs noveller i denne samling. Med god grund. Den er vitterligt fremragende. Tolstoj skriver her i et kraftfuldt og enkelt sprog, der både rummer skønhed, underspillet ironi, moralsk og social indignation og kærlighed.
Handlingen i historien er for så vidt simpel: En velhavende købmand er opsat på at opkøbe noget skov, inden hans konkurrenter gør det, og begiver sig derfor ud på et langvarigt slæderidt sammen med sin tjener på trods af, at der raser en grum russisk snestorm. Det går selvfølgelig ilde. >> Læs videre
Tolstoj på syre – tilsat sci-fi og zombier. Lyder det sært? Det er det også. Det er en vild slædetur, Vladimir Sorokin (f.1955) tager os med på i sin roman Snestormen fra 2010.
Mønsteret i handlingen er for så vidt ret enkelt: Lægen Platon Ilitj Garin hyrer den fattige brødkusk Perkhusja til at transportere sig til landsbyen Dolgoje. I landsbyen hærger en mystisk pestepidemi, og lægen har vaccinen med (man forstår dog efterhånden, at lægen ikke kun er drevet af altruistiske motiver, men også af forfængelig konkurrence med en lægekollega, der allerede er i landsbyen og i gang med at vaccinere).
Men i den russiske isvinter blæser en forfærdelig snestorm. Det, der skulle have været en kort tur på sytten russiske verst, kommer til at tage flere døgn. Og ligesom i den klassiske, russisk-litterære tradition aner man fra starten, at det næppe kommer til at gå godt. >> Læs videre
“Jeg er et sygt menneske… Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske”, indleder Kældermennesket sin lange rablende monolog i Dostojevskijs Optegnelser fra en undergrund.
Og alt dét er han så sandelig, både syg, ondskabsfuld og utiltalende, men han er også – og især – netop menneske. Og det er dette sidste, der gør hans nedrige, frastødende, brovtende, ynkelige, på én gang selvhævdende og selvdestruerende, læserfornærmende, men også ret morsomme og i sidste ende tragiske udgydelser værd at læse den dag i dag, 150 år efter at de blev udgivet første gang.
Han kunne som en anden Jørgen Leth også have tilføjet: “Jeg er et nøgent menneske”, for han udstiller sig i disse optegnelser fuldstændig blottet som menneske med alle sine fejl og mangler. >> Læs videre
“Eventyr og grotesker” står der forsiden af denne udgivelse. Det er en meget passende overskrift til denne samling af sært dragende, underfundigt eventyragtige, magisk-realistiske historier og fabler, fra en smågenial russisk forfatter, som har format til at kunne blive regnet blandt de bedste russiske forfattere i det 20. århundrede.
Jeg må tilstå, at jeg end aldrig havde hørt navnet Ljudmila Petrusjevskaja, før jeg i en boghandel forleden blev fanget af titlen på denne nyoversatte novellesamling, udgivet her i august 2014 i Forlaget Vandkunstens fine serie Store fortællere i lommeformat.
Petrusjevskaja er født i Moskva i 1938 og har skrevet en stor mængde skuespil, noveller og eventyr. Under det sovjetiske regime var hendes kunstneriske stemme dog uønsket – hendes groteske universer og satire over elendighed og fattigdom var ikke egnet til opbyggelse af det sovjetiske menneske og faldt for censuren. Først efter Glasnostperioden sidst i 1980’erne kunne hendes værker begynde at udkomme i hjemlandet. >> Læs videre
Af en krimi at være er Boris Akunins roman om den unge og romantisk-naive, men også intelligente og handlekraftige moskovitiske politiagent Erast Petrovitj Fandorin ganske finurlig.
Romanen – som er den første i en serie på tolv – udspiller sig i 1876 i Moskva og Skt. Petersborg (med udstikkere til London og andre dele af tidens Europa). Det er slags Sherlock Holmes agtig krimihistorie, som samtidig gerne vil give et historisk portræt af Rusland i slutningen af det 19. århundrede, hvor moderniteten trænger sig på. Det gør Akunin sådan set udmærket og med et vist vid. Også den sproglige, litterære skrivestil fra den tid har Akunin ramt ganske godt (med ikke så få implicitte referencer til Dostojevskij). >> Læs videre
Russisk-ukrainsk samfundssatirisk krimi. Der er en pingvin med, og det er godt. Ellers ikke så voldsomt spændende.
Titel: Døden og en pingvinK's vurdering:
Om den ville figurere hos mange anmeldere som et litterært mesterværk, hvis den ikke var skrevet på dét tidspunkt i Sovjetunionen, som den er, ved jeg ikke. Men jeg synes, at den var en fornøjelse at læse i al dens fandenivoldske, sprudlende, rablende og respektløse fantasifuldhed.
Jeg tænkte flere gange undervejs, at hvis den havde været en film af Emir Kusturica (jf. hans fabelagtige “Underground” om den jugoslaviske borgerkrig), så ville den sataniske Woland og hans følge have haft et larmende fuldtalligt balkanorkester med trommer og blæsere og hele balladen højtspillende i hælene bogen igennem. Kosteligt!
Titel: Mesteren og MargaritaK's vurdering:
Ja, hvad kan man sige? Klassiker med det størst mulige K. Men den holder stadig – trods passager af Barbara Cartland-karakter. Især de satiriske, indlevede beskrivelser af den traditionelle russiske adels genvordigheder med bl.a. de nyrige opkomlinge er ubetalelig – og ligeså den satiriske kritik af både den franske og russiske krigsmaskine samt beskrivelserne af nogle af de klassiske slag i napoleonskrigene. >> Læs videre
