“Mennesket vil opføre et hus og nedbryder samtidig sig selv. Hvem skal så bo og leve der?”

Udgravning til fundament (opr. 1930) af Andrej Platonov (1899-1951) er sovjetisk satire på højt niveau. Sprogligt dybt original. På én gang hylende morsom og uendelig trist. Stor litteratur. Stærkt anbefalet.

Januar måned og lidt til har her på K’s bognoter stået i de russiske 1800-talsklassikeres tegn. Jeg bliver blandt de russiske klassikere lidt endnu, men er nu rykket op i det 20. århundrede og sovjetlitteraturen. Og til en helt anden stil.

Jeg faldt tilfældigt over Udgravning til fundament i Olivarius boghandel i Svaneke i det forgange efterår. Platonov var et helt nyt navn for mig, men efter at have læst lidt op, må jeg konstatere, at det kun kan tilskrives lakuner i min litteraturhistoriske opdragelse.

Blandt ihvertfald nogle litteraturkritikere går Platonov således for at være en af de helt store forfattere, ikke alene inden for russisk og sovjetisk litteratur, men i det hele taget. Og jeg er tilbøjelig til at erklære mig enig.

Andrej Platonov (1899-1951). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Andrej Platonov var i sin tid selv tilhænger af den russiske revolution, og han meldte sig på den røde side under borgerkrigen i revolutionsårene. Som forfatter fik han dog snart øjnene op for bagsiden af de revolutionære drømme, som de blev søgt ført ud i livet i Sovjetunionen i 1920’erne, herunder gennem tvangskollektiviseringen og udraderingen af “kulakkerne,” den jordbesiddende klasse, som for alvor tog fart under Stalin sidst i 1920’erne, og som er et af temaerne i Udgravning til fundament.

Platonov publicerede en stor mængde artikler, essays og digte i sin tid, men hans romaner gik ikke igennem censuren. Det kan man så godt forstå, når man læser Udgravning til fundament og samtidig betænker stalinismens censurpolitik.

Platonov skrev Udgravning til fundament i 1929-1930, men den blev ikke udgivet i Sovjetunionen før i 1987. I 2017 kom så den danske oversættelse ved Kristian Jørgensen på forlaget Basilisk.

Sproget i Udgravning til fundament forekom mig ved første indtryk ganske vist grammatisk tungt og kantet, endda kluntet og overlæsset, og jeg spurgte mig selv, om der var noget systematisk galt med oversættelsen (ihukommende udgivernes forord, hvori netop vanskelighederne ved at oversætte Platonov er fremhævet).

Men hertil er bare at sige: Fortsæt læsningen! Efter en 10-20 sider fandt jeg rytmen, og den kantede stil viste sig i allerhøjeste grad virksom, tydeligvis en bevidst stil og på sin helt særegne måde nærmest poetisk.

Det er som om, den unge sovjetstats ideologiske og bureaukratiske sprog har inficeret Platonovs litterære sprog, som dermed i sig selv bliver til en del af satiren. Samtidig er sætningerne præget af en slags naiv fænomenologisk tilgang til verden og sproget – altså med fokus på tingene som de fremtræder. Kombinationen heraf giver sig udtryk i umiddelbart kejtede og omvendte sætningskonstruktioner fyldt med nogle gange redundante formuleringer om tingenes tinghed, lidt som hvis et ellers jordbundet, fornuftigt menneske har forlæst sig på Heidegger og forsøger at udtrykke noget ligetil på en kompleks og filosofisk måde.

Ja, jeg kan godt selv høre, at det ikke er godt forklaret. Men resultatet er unikt og smukt på sin egen måde, her i Kristian Jørgensens fordanskning.

Handlingsmæssigt udspiller romanen sig under den første sovjetiske femårsplan i Platonovs samtid. En gruppe proletarer arbejder på udgravningen af fundamentet til et enormt bygningsværk. De mange forskelligartede jordlag skal graves væk for at give plads til visionen om “et fællesproletarisk hjem,” der skal være bolig for alle områdets proletarer, hvorefter de omkringliggende enkeltfamiliehuse kan brændes ned.

Vi møder et større galleri af markante typer. En præsentation af bare et lille udsnit af dem kan samtidig tjene til eksemplificering af sproget i romanen:

Der er den verdensfjerne, melankolsk filosoferende Vosjtjev, som helst beskæftiger sig med at samle døde ting i naturen, sten og visne blade og den slags, “ulykkens og upåagtethedens genstande,” små vidnesbyrd om “ethvert levende åndedrags melankoli.” Vosjtjevs stemme er som et kor i en græsk tragedie, der kommenterer verdens undergang:

“Alt lever og tåler i verden uden at være bevidst om noget,” sagde Vosjtev ude i vejsiden og rejste sig for at gå, omgivet af den almindelige tålmodige væren. “Det er som om en eller anden eller nogle få stykker har pillet vores følelse af overbevisning ud af os og har taget den til sig selv.”

Ingeniøren bag bygningsværket er den selvmordstruede, desillusionerede Prusjevskij, som er “bange for at opføre golde bygninger – den slags, folk kun bor i på grund af dårligt vejr” i erkendelse af, at “mennesker er fyldt af den overskydende livsvarme, som engang er blevet kaldt sjælen”.

Så er der kammerat Lev Iljitj Pasjkin, formand for områdets fællesorganisation, øverst i det lokale hierarki, men i bekymrende søgelys fra partiets regionskontrolkommission. For “hvorfor hedder han både Lev og Iljitj? Det burde være enten eller!” (med en implicit reference til Vladimir Iljitj Lenin og den på det tidspunkt desavouerede og forviste Lev Trotskij).

Den benløse invalid Sjatjev terroriserer byens burgøjsere og tvinger dem til at forsyne ham med mad. Han er en bølle, der trods sin invaliditet slår en proper næve og agerer en af revolutionens selvbestaltede voldsmænd:

“… vil du gerne gøre dig fortjent til en på kassen fra det samlede proletariat? Kom hen til mig – så skal du få én på klassens vegne!”

Og så må vi ikke glemme bjørnen Misja, der arbejder som daglejer (“distriktets sidste proletar”) i den lokale smedje og har en næse for at identificere kontrarevolutionære kulakker (som alle bare er sølle, fattige bondefamilier), som kolkhosen (kollektivbruget) stimler sammen og sætter på en tømmerflåde i floden med retning mod havet.

På et tidspunkt adopterer sjakket en lille forældreløs pige, Nastja, som en slags revolutionær maskot, og hun ender i romanen som et af flere symboler på hele det revolutionære projekts fallit. Allerede før, hun blev født, var hun bolsjevik:

“… selv ønskede jeg ikke at blive født, jeg var bange for at min mor ville være en burgøjser.”

Pigen har internaliseret bolsjevismens ideologiske paroler og er i sine udtalelser den mest rabiate af dem alle. Hvor andre børn i hendes alder ville kræve at ride-ranke eller få noget slik, kommanderer hun mændene i sjakket til at gå ud og slå burgøjsere ihjel.

I en bogens mange kompakte og groteske scener har pigen fået mændene til at bringe sig knoglerne fra sin afdøde mors rådnende lig, som hun pudser, kysser og ordner på jordgulvet, mens udgravningsarbejdet fortsætter og “samfundsnytten uafladeligt [fortættes]” omkring dem:

Somme tider indtrådte pludselig stilhed, man hørte kun, hvordan Nastja puslede med de døde knogler, men så sang togsirenerne igen i det fjerne, rambukkene til pælenedramning lukkede langtrukkent damp ud og stemmer fra stødbrigaderne råbte op, når de var løbet ind i noget besværligt – viden om fortættedes samfundsnytten uafladeligt.

Trods sin groteske – og i sin satiriske groteskhed også virkeligt morsomme – form, læser jeg imidlertid mest af alt Udgravning til fundament som ét langt, uendelig trist suk over den (selv)destruktive menneskehed. Konkret materialiseret i tvangskollektiviseringen af landbruget i Sovjetunionen fra slut-1920’erne og likvidering af de ejendomsbesiddende bønder, som er et hovedtema i romanen.

Bogen flyder over af bizarre og stærke billeder herpå. Et af dem er bøndernes opretstående, døde heste:

De tiloversblevne, ikke-kollektiviserede heste sov traurigt i deres spiltove, bundet så solidt til dem, at de aldrig kunne falde, for nogle af hestene stod allerede og var døde; i forventning om kolkhosen havde de overskudsgivende bønder holdt hestene uden føde, for at blive kollektiviseret ene og alene med deres egne legemer og ikke tage dyrene med sig ind i sorgen.

Udgravningen af fundamentet til revolutionens store fællesproletariske hus, der starter med stor energi, bliver i løbet af romanen snart erstattet af modløshed og meningsløshed. Det store bygningsprojekt udvikler sig til en symbolsk forfaldshistorie over en revolution, der forråder sig selv.

Udgravning til fundament blev mig nok en smule for lang (selv om det ikke er en lang roman), som det ofte er tilfældet med satiriske romaner. Men i kraft af dens sproglige originalitet og besynderligt poetiske kraftfuldhed bliver det alligevel til en fuldtonet anbefaling herfra.

K's vurdering: