“Hvilken vidunderlig beskæftigelse at rive et ben af en edderkop, anbringe det i en konvolut, skrive Udenrigsministeren uden på den, tilføje adressen, springe ned ad trappen, sende brevet fra postkontoret nede på hjørnet.”
Dette er blot én af mange vidunderlige og underlige beskæftigelser, argentinsk-franske Julio Cortázar (1914-1984) inviterer læseren til at deltage i i tekstsamlingen Historier om kronoper og famøser (opr. 1962). >> Læs videre
Interessant, surrealistisk roman, udgivet første gang på russisk i Sovjetunionens sidste undergangsår, som her i efterreflektionen kan læses som en slags psykologisk svanesang over det kommunistiske regimes forfald.
Vladimir Makanin (f.1937) har et langt forfatterskab bag sig, men er kun i begrænset omfang blevet oversat til dansk. Mandehullet (opr. fra 1991, udgivet på dansk i 2016) er en mareridtsagtig, surrealistisk dystopi om et samfund i forfald. >> Læs videre
Særegen kollage over et almindeligt liv inspirerer til selvreflektion.
Franske Édouard Levé (1965-2007) havde jeg aldrig hørt om, før forlaget Basilisk for godt en måned siden udgav hans Selvportræt fra 2005 i dansk oversættelse.
Den korte bog er skrevet som én lang tekst uden kapitler eller afsnitsinddelinger til at bryde den op. Det inspirerer til, at man læser bogen i ét stræk, og det vil jeg også anbefale. Selv fik jeg brudt læsningen op over flere dage, og det havde den ikke nødvendigvis så godt af. For det er ikke ligefrem en medrivende tekst med en fortælling, der trækker læseren tilbage til sig, hvis man først har forladt den. >> Læs videre
Mette Østgaard Henriksens to små pixi-bøger Heksehistorier og Lesbiske eventyr om mænd er udgivet samtidig og lægger i form og indhold i høj grad op til at blive læst som to dele af samme værk.
Fysisk er de i samme kvadratiske pixi-format: Den ene er sort med gul titel. Den anden er gul med sort titel. De består begge af en samling kortprosastykker på 1-2 små sider, heraf en del på kun nogle få korte sætninger.
Prosateksterne er også bygget op på samme måde: I den ene starter alle teksterne med ‘Der var engang en kvinde, der…” og i den anden med ‘Der var engang en mand, der…”. Men derudover er de faktisk ret forskellige. >> Læs videre
Georg Büchner (1813-1837) er klassiker med stort K, ihvertfald i den tysksprogede del af verden. Herhjemme er han måske ikke så meget læst, selv om flere af hans værker har været oversat tidligere. Men nu har det fine forlag Basilisk udgivet en nyoversættelse af to af Büchners centrale tekster, novellen Lenz og skuespillet Woyzeck, begge efterladte, ufuldendte værker.
Begge tekster er flot nyoversat af den danske forfatter og performancekunstner Nielsen (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen, Helge Bille Nielsen, Das Beckwerk, Madame Nielsen og sikkert også noget mere). Nielsen har også forsynet teksterne med et skarpt forord, der i sig selv er en læseværdig tekst, der fortolker og perspektiverer Büchners værk. >> Læs videre
Argentinske Julio Cortázar (1914-1984) er et noget besynderligt bekendtskab. Mildt sagt. Hvis du hører til dem, der foretrækker en historie fortalt lige ud ad landevejen, hvor du ikke hele tiden har forfatteren mistænkt for at være ude på snyde læseren – så er Cortázar nok ikke noget for dig.
Jeg er heller ikke helt sikker på, at han er noget for mig i længden. Men i mange af de 14 noveller, som udgør denne samling (udvalgt og oversat til dansk fra seks forskellige af Cortázars udgivelser fra perioden 1951-1982) kunne jeg nu godt nyde at lade mig trække rundt ved næsen af Cortázars finurligheder, hans bizarre humor og konstante legen kispus med læserens forståelse af teksten.
Cortázars tekster og fantastiske universer er notorisk ustabile. De er fyldt med metamorfoser, spejlinger, omvendinger, glidende overgange mellem liv og død, mellem fiktion og virkelighed, mellem betragteren og det betragtede, og mellem læseren, forfatteren og teksten. >> Læs videre
