Édouard Louis: Forvandlingens metode

”[Jeg] ville gerne have haft mulighed for at beskrive volden i det, der foregik i min krop, det var ikke en destruktiv vold, nej, tværtimod, det var en smuk vold, løsrivelsens vold, den, der følger med muligheden for en form for frihed.”

Édouard Louis, født Eddy Bellegueule (f. 1992), har siden debutromanen Færdig med Eddy Bellegueule (opr. 2014, da. 2015) slået sit navn eftertrykkeligt fast på både den franske og internationale litteraturscene med sine indtil nu fem selvbiografiske romaner, der alle er oversat til dansk. Forvandlingens metode (opr. 2022, da. 2023) er Louis’ sidste udgivelse, men mit første bekendtskab med forfatteren. Og det er bestemt et godt bekendtskab.

Romanen udgør fortællingen om – og er samtidig nærmest en sociologisk analyse af – forfatterens bevidste, personlige forvandling fra en udgrænset homoseksuel dreng ved navn Eddy Bellegueule i en udkantslandsby i det nordlige Frankrig, som efter alle sociologiske kriterier på forhånd synes dømt til at gentage sin fars, farfars og oldefars liv som fabriksarbejdere på bunden af den franske arbejderklasse, til en succesfuld forfatter i Paris med en akademisk uddannelse fra et af Frankrigs mest prestigefyldte universiteter bag sig.

Édouard Louis er uddannet sociolog og har bl.a. redigeret en antologi om den franske sociolog Pierre Bourdieu (1930-2002). Bourdieus tænkning om kulturelle koder som klassemarkører har tydeligvis påvirket Louis og løber som en rød tråd gennem romanen.

Det er netop de kulturelle klassemarkører, den unge Eddy Bellegueule sætter alt ind på at ændre hos sig selv: Hvordan man går klædt, hvilken musik man hører, hvilke bøger man læser (om man overhovedet læser), om man har tv’et kørende i baggrunden hele dagen eller ej, hvordan man taler, hvad man taler om, hvordan man holder på en kniv og en gaffel.

Eddys intuitive analyse er således meget tidligt, at hans vej ud af Frankrigs marginaliserede underklasse, væk fra det udsigtsløse landsbymiljø og væk fra den depraverede familie, han er vokset op i, går via en ændring af disse kulturelle markører.

Som en af de få i landsbyen kommer han i gymnasiet i den nærliggende lidt større by, og her bliver han venner med pigen Elena, som bliver afgørende for hans livsbane. Elena er fra et “kulturelt hjem,” hvor man taler sammen under middagen frem for at se tv, hvor man hører klassisk musik og interesserer sig for litteratur og ikke mindst teater, som er Eddys store passion.

Konfronteret med Elena og hendes liv går det op for Eddy, at han ikke bare havde haft en barndom, “men en klassebarndom.”

[…] min fortid var overalt i mig, ikke bare i min måde at spise på, men også i den måde, jeg gik, klædte mig og talte på. Min krop fortalte en historie, der var forskellig fra den, jeg selv ville forme som en viljesakt; det var ikke nok at kunne navnene på romanforfattere, gå i biografen med Nadia og Elena, at ændre mine samtaleemner for at blive en anden. Det, jeg havde været, var prentet ind i min krop, i min stemme, i mine bevægelser, og jeg besluttede mig for at forvandle alt ved mig selv.

Venskabet med Elena og bekendtskabet med hendes mor bliver det kulturelle stillads, som Eddy bruger som støtte til at kravle de første trin op ad den sociale og kulturelle rangstige. Senere lykkes det ham at blive optaget på et af Frankrigs mest prestigefyldte universiteter, og han flytter til Paris, hvor han fortsætter sin bevidste selvtransformation, beslutter sig for at blive forfatter og senere tager formelt navneændring til Édouard Louis.

Ifølge de omtaler, jeg har læst, har Édouard Louis i de tidligere bøger beskæftiget sig mere indgående med portrætter af sin far og mor og den arbejderklasse, han er rundet af. I Forvandlingens metode er fokus på selve hans personlige og bevidste forvandling af sig selv. Titlen er således velvalgt.

Det er i høj grad en bog om distinktioner (jf. Bourdieu for dem, der har dén reference), kulturelle distinktioner mellem klasser, som følger de samme skillelinjer som de sociale og økonomiske klasseskel. Og så er det en meget personlig beretning om en ung mands indædte og nærmest desperat målrettede forsøg på at ændre sig selv.

Seksualitet er også et tema i romanen, og det er det med nødvendighed, givet at den unge Eddys seksuelle identitet som homoseksuel er et af de elementer, der tidligt installerede et behov i ham for at komme væk fra det homofobiske landsbymiljø. Hovedfokus i Forvandlingens metode er imidlertid ikke seksualiteten; det er ikke dén, Eddy/Édouard forsøger at forandre – snarere prøver han at forandre alt andet ved sig selv for at få adgangsbillet til en plads i en del af samfundet, der ikke er homofobisk.

Forvandlingens metode er som nævnt den første bog, jeg har læst af Édouard Louis. Jeg var glad for at læse bogen og kan absolut anbefale den. Louis skriver godt, nærværende og flydende, og bogen er let at læse i François-Eric Grodins oversættelse til dansk.

Jeg kaster mig dog nok ikke umiddelbart over Louis’ øvrige udgivelser, som jeg har forstået også i høj grad tager afsæt i hans egen livshistorie. Det er der ikke noget galt i, men jeg behøver ikke at læse mere af det samme, heller ikke selv om de tidligere bøger efter omtalen at dømme lægger deres fokus andre steder (herunder på mere udfoldede portrætter af henholdsvis hans far og hans mor).

Tak til Elvin for at introducere mig til Édouard Louis.

K's vurdering: