J. M. Coetzee: Scener af livet i provinsen (Drengeår – Ungdom – Sommertid)

Den sydafrikanske nobelpristagers fiktionaliserede erindringstrilogi er en blandet landhandel. De to første bøger er glimrende, men så heller ikke mere, mens den tredje bog i trilogien er et finurligt og legesygt mesterværk.

Det er på sin vis oplagt at samle J. M. Coetzees tre fiktionaliserede, selvbiografiske romaner, Drengeår (opr. 1997), Ungdom (opr. 2002) og Sommertid (opr. 2009) i én udgivelse. Og så vidt jeg forstår, er det også sket med forfatterens billigelse, måske endda efter hans egen idé, ihvertfald har han medvirket ved en revision af alle tre værker i forbindelse med den samlede udgivelse af trilogien på engelsk i 2011.

Samtidig er det også en lidt ueffen trilogi. De to første, Drengeår og Ungdom, hænger fint sammen. Der er tale om forholdsvis traditionelt skrevne selvbiografiske erindringsromaner. De skiller sig primært ud fra normen i genren ved at være skrevet i tredjeperson (“han” frem for “jeg”). De er fine nok, men ikke decideret bemærkelsesværdige som romaner.

Sommertid er derimod en helt anden slags roman, helt anderledes i tilgang og skrivestil, langt mere litterært eksperimenterende, meget mere interessant og også med afstand den bedste af de tre bøger.

Havde jeg skullet anmelde Sommertid (opr. 2009) for sig selv, så var det blevet til tæt på fem stjerner. De to første bøger (som er glimrende, men ikke fremragende), trækker imidlertid den samlede bedømmelse af trilogien ned på tre en halv.

Coetzee er både berømt og berygtet for på forskellig vis at inddrage sit eget liv. Mesterværket Disgrace (opr. 1999), som både indbragte ham Man Booker-prisen og var en hovedbegrundelse for tildelingen af Nobelprisen i litteratur i 2003 gav for eksempel anledning til debat om, hvorvidt den fiktive hovedpersons ikke-selverkendte racisme og kvindesyn i virkeligheden også var Coetzees eget.

Som jeg har skrevet flere steder, finder jeg det i de fleste tilfælde egentlig ikke særlig interessant, i hvilket omfang en forfatters romaner indeholder selvbiografiske træk, eller hvorvidt angiveligt selvbiografiske romaner er mere eller mindre i faktuel overensstemmelse med forfatterens dokumenterede, faktiske livshistorie. Enhver romanforfatter trækker på sig selv og sin historie i sit værk – det er ofte det, der giver liv til romanen. Og enhver selvbiografi (også selv om den ikke kalder sig en roman) er i en vis forstand en fiktion. Sådan må det være.

Når denne min påståede manglende interesse for det selvbiografiske spørgsmål alligevel allerede nu har affødt så paradoksalt mange linjer i denne anmeldelse, så skyldes det, at spørgsmålet er svært at komme uden om i tilfældet Coetzee og trilogien Scener fra livet i provinsen.

De to første romaner synes åbenlyst selvbiografiske. Drengeår (opr. 19997) handler om drengen John Coetzees opvækst i den sydafrikanske provinsby Worcester, en forstand til Cape Town, i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne.

Det Sydafrika, den unge John vokser op i, er et racistisk samfund. Apartheid blev indført i 1950 med dets adskillelse af befolkningsgrupper efter race og hudfarve: hvide, farvede og sorte. Og også inden for gruppen af hvide sydafrikanere går der markante skillelinjer: Mellem englændere og afrikaanere, mellem protestanter, katolikker og jøder.

John Coetzees familie er ud af en primært afrikaansk slægt, men i hans hjem bliver der talt engelsk mere end afrikaans. Det skiller ham ud som hverken rigtig englænder eller rigtig afrikaaner.

Barndommen er, siger Børnenes Leksikon, en tid af uskyldig glæde, som skal tilbringes på engene blandt smørblomster og små kaniner eller ved kaminen, fordybet i en eventyrbog. Det er et syn på barndommen, som er ham fuldkommen fremmed. Intet af det han oplever i Worcester, hjemme eller i skolen, får ham til at tænke at barndommen er andet end en tid til at bide tænderne sammen og holde ud.

I Ungdom springer vi nogle år frem i tiden, hvor John Coetzee efter endt kandidateksamen i matematik flytter (i egen opfattelse: flygter) til London for at realisere sine drømme om at blive en stor digter. I stedet får han et kedeligt job som computerprogrammør hos IBM, mens han i øvrigt fører et ensomt og kedsommeligt liv med få, flygtige og lidenskabsløse kvindebekendtskaber.

På kontoret er der ikke andet at hvile blikket på end plane, metalliske overflader. Under neonrørenes skyggeløse skær føler han det som om selve hans sjæl er sat under angreb. Bygningen, en ansigtsløs blok af glas og beton, synes at afgive en gas, en lugtløs og farveløs gas, der finder vej ind i hans blod og gør ham følelsesløs. Han kunne sværge på at IBM er ved at dræbe ham, gøre ham til en zombie.

Den unge mand, der så brændende ønsker at kappe alle bånd til det Sydafrika, han har vendt ryggen, må efterhånden erkende, at han aldrig kan blive englænder. Og skrevet noget får han heller ikke.

Så langt, så ukompliceret. Drengeår og Ungdom præsenterer sig som nogenlunde tilforladelige erindringsromaner. Kun benytter Coetzee det lille, distancerende greb, at han skriver romanerne i tredjeperson. Hvor meget af historien i romanerne, der stemmer med Coetzees faktiske biografi, skal jeg ikke kunne sige. Men der er ikke grund til at tro andet. I hvert fald er der så rigeligt med dramaturgisk set ligegyldige sidespor i fortællingen, at den snildt kunne være sand.

Med den tredje bog i trilogien, Sommertid, melder tvivlen om Coetzees troværdighed som sin egen biografist sig imidlertid for alvor. Sommertid er formet som om den var skrevet af en journalist, der indsamler materiale om den afdøde nobelprisbelønnede forfatter, John Coetzee. Bogen består således dels af afsnit, der skal forestille at være efterladte, udaterede dagbogsoptegnelser fra Coetzees egen hånd, dels af transskriberede interviews med fem mennesker, der havde forskellige typer af relationer til Coetzee, da han levede.

Det er et ret genialt litterært greb, og det tilfører fremstillingen langt mere spænding at lade den fortælle af forskellige stemmer på den måde. Og Coetzee udfolder ideen forbilledligt. Som læser måtte jeg flere gange tage mig selv i, at jeg helt havde glemt, at det hele jo er skrevet af Coetzee selv og ikke fortalt af andre efter hans død.

Coetzee leger i mange af sine værker med forholdet mellem fiktion og virkelighed. I Sommertid driller han gentagne den læser, der måtte være ude efter “sandheden” om forfatteren og mennesket John Coetzee. Journalisten, der ønsker at finde ind til denne sandhed, synes at være af den opfattelse, at det kun kan ske ved at interviewe mennesker, der kendte Coetzee i live, frem for ved at læse Coetzees egne værker, fordi Coetzee som forfatter var “fiktionsskaber”. Men som en af de interviewede spørger tilbage:

Ja, men hvad så hvis vi alle er fiktionsskabere, som De kalder Coetzee? Hvad nu hvis vi alle til stadighed opfinder vores livshistorier? Hvorfor skulle det jeg fortæller Dem om Coetzee være mere troværdigt end hvad han selv skriver?

Det er i øvrigt ikke ligefrem et flatterende billede, Coetzee skaber af sig selv via disse fiktive interviews. En brasiliansk kvinde, han angiveligt var forelsket i en overgang, finder mange år efter anledning til at stille følgende spørgsmål til den interviewende journalist:

Så fortæl mig om jeg tager fejl af John Coetzee? For oprigtig talt, for mig var han ikke nogen. Han var ikke et menneske af substans. Måske kunne han skrive godt, måske havde han et vist talent for ord, det ved jeg ikke, jeg har aldrig læst hans bøger, jeg var ikke nysgerrig efter at læse dem. Jeg ved at han fik et stort ry siden; men var han virkelig en stor forfatter? For som jeg ser det, er et talent for ord ikke nok hvis man vil være en stor forfatter. Man må også være et stort menneske. Og han var ikke noget stort menneske. Han var et lille menneske, et ubetydeligt lille menneske.

Coetzees egne forhold til kvinder og hans generelle kvindesyn, som det kommer til udtryk i hans romaner, er som nævnt ovenfor et af de temaer, som nogle læsere har fundet anledning til at udsætte for offentlig debat. Det fylder også temmelig meget i erindringstrilogien, og især i Sommertid, hvor de fleste “interviewede” er kvinder, han på én eller anden måde haft en slags relation til. Og heller ikke her lader Coetzee sig selv falde særlig heldigt ud.

Her lagt i munden på en tidligere nabo og elskerinde, som refererer til Coetzees bøger som bevis på, at han ikke var en mand, kvinder kunne forelske sig i:

Hvad er det ene tema, der hele tiden vender tilbage, fra bog til bog? Det er at kvinden ikke forelsker sig i manden. Manden elsker måske, måske ikke, kvinden; men kvinden elsker aldrig manden. Hvad tror De det tema afspejler. Mit gæt, mit eget velunderbyggede gæt, er at det afspejler hans livserfaring. Kvinder faldt ikke for ham – ikke kvinder ved deres fulde fem. De undersøgte ham, de snusede til ham, de prøvede ham måske endda. Så gik de videre.

Jeg skal ikke kunne sige, om John M. Coetzee er noget stort eller lille menneske. Men jeg er ikke i tvivl om, at han har skrevet nogle store bøger. De to første bøger i erindringstrilogien hører ikke til blandt de bedste og kan snildt springes over, hvis man ikke er en stor Coetzee-fan. Sommertid kan jeg til gengæld varmt anbefale, og den kan sagtens læses helt uafhængigt af de to foregående.

K's vurdering: