J.M. Coetzee: Disgrace

Sydafrikanske Coetzees prisvinder fra 1999 er overlegent velskrevet, frygtelig god og meget barsk – og på Coetzee-karakteristisk vis en smule foruroligende.

Ja, der har været lidt stille her på bloggen et stykke tid, og det beklager vi. Men K & konen har været ved at flytte, og det har taget opmærksomheden og de fleste vågne timer. Men nu er bøgerne pakket ud af flyttekasserne og kommet op i reolerne igen, så huset er blevet til et rigtigt hjem – så mangler der bare opsætning af lys, persienner og garderobeskabe og udpakning af tøj og køkkensager og resten (man har vel prioriteterne i orden, ikke sandt?).

Og så har én jo fortjent at læse noget godt, og det kriterium må man sige, at Coetzees Disgrace opfylder. Romanen indbragte Coetzee The Man Booker Prize i 1999 og Nobelprisen i litteratur i 2004. Og det var ikke ufortjent.

Romanens centrale hovedperson er den 52-årige David Lurie. Han er hvid, midaldrende, øvre middelklasse, overfladisk protestantisk og i klassisk forstand “dannet”, professor i engelsk romantisk litteratur ved et universitet i Cape Town.

I første del af bogen bliver Lurie gået fra sit job på universitetet efter en affære med en (meget ung) studerende. Han flytter midlertidigt ud på landet, hvor hans datter bor alene på en lille gård. Det er næsten idyllisk, men et brutalt og ubehageligt voldeligt røveri begået af tre unge mænd kommer til at mærke både far og datter afgørende.

For Lurie bliver det bl.a. anledning til en konfrontation med sit eget selvbillede, kvindesyn, seksualitet og opfattelse af forholdet mellem sorte og hvide – ja, sågar Luries forhold til dyr og dyrevelfærd kommer i spil. Samtidig udfolder bogen et tema om de politiske forhold i det daværende Sydafrika, få år efter ophævelsen af Apartheid.

Den vanære eller skændsel, som titlen refererer til, er massivt tilstede bogen igennem i forskellige betydninger: Lurie bringer sin unge studerende i vanære ved at forføre hende via sin autoritet som ældre, erfaren mand og hendes lærer. Han sættes selv i vanære, da affæren kommer frem, og han udsættes for en ydmygende offentlig proces. Luries datter skændes på krop og sjæl og bringes samtidig i kulturel vanære af den brutale voldtægt, hun udsættes for. I en mere generel betydning fremstiller bogen Luries (og med ham i det hele taget mænds) forhold til kvinder, i særdeleshed sorte kvinder, og hans seksualitet som en skændsel. Ligesom begrebet i bogen også har en politisk og kulturel dimension i skildringen af post-apartheid i Sydafrika. Sågar mennesker forhold til dyr og dyrs rettigheder er et markant tema.

Bogen er ikke desto mindre en nydelse at læse – Coetzee skriver fremragende og hans portræt af både David Lurie og datteren er troværdigt og indlevet. For en gangs skyld en roman, der kan leve op til klicheen om, at den var svær at lægge fra sig, for det var den: man vil simpelthen bare gerne vide, hvordan det går personerne.

Coetzee er efter min mening klart bedst, når som her skriver en regulær roman uden alt for mange akademiske fiffigheder og litterære eksperimenter (som f.eks. i The Childhood of Jesus).

Men der er også noget foruroligende i bogen i form af en underliggende racisme: Hoverpersonen David Lurie inkarnerer den velstillede, veluddannede, hvide storbysydafrikaner, som på overfladen har de rigtige, moderne og tolerante holdninger. Men for læseren, om ikke for ham selv, bliver det mere og mere tydeligt undervejs, at han grundlæggende er bærer af en racistisk angst for det sorte Sydafrika og de forandringer i magtforholdene, der er på vej.

Romanen affødte en del debat i Sydafrika, da den udkom, og igen da Coetzee modtog Nobelprisen. Dels på grund af protagonisten David Luries kvindesyn, men især på grund af hans underliggende racisme. Nogle kritikere har f.eks. mistænksomt spurgt til, hvor langt forfatteren Coetzee i virkeligheden er fra romanfiguren David Luries synspunkter på forholdet mellem hvide og sorte i Sydafrika efter apartheid (et eksempel er Gertrude B. Makhayas anmeldelse i The Oxonian Review of Books).

Men hvorfor er det egentlig, at det er så vigtigt for os som læsere at kende forfatteren bag bogen? Bør forfatterens politiske eller personlige holdninger eller tilbøjeligheder gøre nogen forskel på, hvordan vi bedømmer et værks litterære værdi? Det mener jeg egentlig ikke (i modsat fald burde vi f.eks. alle undlade at læse Celine, som var et uomtvisteligt dumt svin og fascist oveni hatten, både i sine bøger og i virkeligheden – men ikke desto mindre en guddommeligt inspireret forfatter, som det ville være synd at snyde sig for).

Under alle omstændigheder er der ikke nogen konklusion i bogen på, om David Lurie har ret i sine tolkninger af motiverne og drivkraften hos datterens sorte nabo – men bogen får installeret en provokation, en forstyrrelse og en foruroligelse hos læseren i flere forskellige henseender.

Alt i alt: Stor litteratur og i dén grad anbefalelsesværdig!

K's vurdering: