Mehluli Nxumalos novellesamling fra Swaziland og Sydafrika overrasker positivt i kraft af sin humor og sit satiriske blik på Apartheid og andre arvestykker fra den europæiske imperialisme. Men de fleste af novellerne er noget ujævne i det.
For at være helt ærlig, så havde jeg ikke forventet mig meget af The Fabulist’s Bindle. Jeg var mest ude efter at få et flueben ud for Swaziland i min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger. >> Læs videre
En mørk og dyster allegorisk fortælling om imperialisme og undertrykkelse, om undertrykkere og undertrykte til alle tider. Prosaen er stærk og stram, som altid hos Coetzee, men form og idé skygger lidt for meget for den levende historie.
Waiting for the Barbarians foregår på et ukendt sted i en ukendt tid. Historien fortælles af en navnløs civildommer og administrator (the Magistrate) udstationeret til et grænsefort i et trøstesløst landskab i udkanten af “Imperiet” (nogen nærmelse betegnelse af dette imperium får vi ikke). Fortet er et af de yderste bolværk mod “barbarerne,” et primitivt nomadefolk, som Imperiet over årene har bekæmpet og fortrængt fra deres traditionelle landområder. >> Læs videre
Sydafrikanske Coetzees prisvinder fra 1999 er overlegent velskrevet, frygtelig god og meget barsk – og på Coetzee-karakteristisk vis en smule foruroligende.
Ja, der har været lidt stille her på bloggen et stykke tid, og det beklager vi. Men K & konen har været ved at flytte, og det har taget opmærksomheden og de fleste vågne timer. Men nu er bøgerne pakket ud af flyttekasserne og kommet op i reolerne igen, så huset er blevet til et rigtigt hjem – så mangler der bare opsætning af lys, persienner og garderobeskabe og udpakning af tøj og køkkensager og resten (man har vel prioriteterne i orden, ikke sandt?).
Og så har én jo fortjent at læse noget godt, og det kriterium må man sige, at Coetzees Disgrace opfylder. Romanen indbragte Coetzee The Man Booker Prize i 1999 og Nobelprisen i litteratur i 2004. Og det var ikke ufortjent. >> Læs videre
Det er en seriøst mærkelig bog, den sydafrikanske nobelprisvinder, J. M. Coetzee denne gang har fået skruet sammen. Med en seriøst mærkelig titel. Titlen bør i øvrigt ikke hverken afskrække eller tiltrække nogen (alt efter tilbøjelighed) i den tro, at der er tale om en religiøs bog. Udover i titlen, så omtaler bogen på intet tidspunkt hverken Jesus, Gud eller kristendom. Ihvertfald ikke direkte, men det kommer vi tilbage til.
Bogen er til gengæld skrevet i Coetzees vanlige, smukke, sprøde prosa – og det var dét, der fik mig til at læse videre, mere end det var idéen med romanen, som jeg efter endt læsning stadig har svært ved at finde, og som gør det svært for mig entydigt at anbefale denne bog til andre. >> Læs videre
Stærk og stramt fortalt historie om den rene vilje til at overleve og afvisningen af at være en del af systemet – her konkret borgerkrigen og Apartheid i Sydafrika – eller af socialisering i bredeste forstand. Der er således næppe tale om en tilfældig implicit henvisning til Kafkas Processen, når hovedpersonen hos den litterært velbevandrede Coetzee typisk omtales “K” – og Coetzee har klasse nok til at kunne bære denne henvisning. >> Læs videre
Coetzee har en ualmindelig god pen, og denne lille Robinson Crusoe-inspirerede sag er ingen undtagelse. En roman, der tematiserer forholdet mellem litteratur og virkelighed, og mellem den faktiske og fortalte historie mv.
Lidt mærkelig, dog. Ret mærkelig, faktisk. Ja, jeg kan lige så godt indrømme det: Efter at have læst den, var jeg nødt til at konsultere nogle universitetsafhandlinger på internettet i et forsøg på at finde ud af, hvad den handlede om (det lykkedes kun delvist). Men den var en fornøjelse at læse alligevel.
Titel: FoeK's vurdering:
