J. M. Coetzee: Waiting for the Barbarians

En mørk og dyster allegorisk fortælling om imperialisme og undertrykkelse, om undertrykkere og undertrykte til alle tider. Prosaen er stærk og stram, som altid hos Coetzee, men form og idé skygger lidt for meget for den levende historie.

Waiting for the Barbarians foregår på et ukendt sted i en ukendt tid. Historien fortælles af en navnløs civildommer og administrator (the Magistrate) udstationeret til et grænsefort i et trøstesløst landskab i udkanten af “Imperiet” (nogen nærmelse betegnelse af dette imperium får vi ikke). Fortet er et af de yderste bolværk mod “barbarerne,” et primitivt nomadefolk, som Imperiet over årene har bekæmpet og fortrængt fra deres traditionelle landområder.

Hverdagen i fortet er relativt fredelig, og kontakterne med barbarerne begrænser sig til en smule handel med nomaderne i ny og næ. Dette ændrer sig, da fortet ved romanens begyndelse får besøg af en udsending fra Hovedstaden, en vis oberst Joll, politimand og torturbøddel fra Civilgarden, dæmonisk gestaltet med uigennemsigtige mørke glas for øjnene. Obersten er i grænselandet for at forberede en ny offensiv mod barbarerne, og det tvinger dommeren ud i en konfrontation med Imperiet.

Waiting for the Barbarians er udgivet første gang i 1980 i Sydafrika under Apartheid. Det ligger lige for at læse den som et kritisk billede af det sydafrikanske apartheidregime, af hvordan et racistisk og kolonialistisk funderet regime skaber sine egne fjendebilleder, degenererer i vold og afstumpethed og ultimativt umenneskeliggør både undertrykkere og undertrykte.

J. M. Coetzee (f. 1940). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Sådan kan den helt sikkert også læses. Men Coetzees ærinde er mere universelt. “Imperiet” i romanen bør således ikke uden videre bare oversættes til det sydafrikanske regime eller den forudgående britiske og hollandske kolonisering af det nuværende Sydafrika.

Coetzees brug af modstillingen mellem “Imperiet” og “barbarerne” bringer uvilkårligt tankerne hen på det romerske imperium og romernes betegnelse af alle folkeslag uden for Romerigets som barbarer. Fortet, hvor dommeren holder til, kunne således i flere henseender være en romersk udpost i det ugæstfri Gaul på Julius Cæsars tid. Samtidig er det åbenlyst, at det selvfølgelig ikke er hverken dér eller dengang, romanen skal forestille at foregå.

Geografisk kan romanens ugæstfri ørkenlandskab på nogle måder minde om et sted i Sydafrika, måske ørkenområdet omkring de store udtørrede, saltsøer i det indre af Kapprovinsen. Der er gazeller og kattedyr på stepperne. Men vintrene er samtidig iskolde og plaget af snestorme, som ikke helt passer med klimaet.

Tidsmæssigt får vi som læsere heller ikke nogen entydige pejlemærker. Vi er dog ihvertfald ikke i nutiden: De primære transportmidler er heste, kærrer og gang. Der er ikke elektricitet eller kloakering. Der optræder enkelte skydevåben, primitive muskedonnere, men soldaterne er også bevæbnet med sværd og iklædt skinnende hjelme og harnisk.

Vi er med andre ord i romanen uden for tid og sted – eller rettere: Romanen foregår til alle tider og alle steder, hvor undertrykkelse finder sted.

Med Imperiets udsending kommer også tortur og forfølgelse af uskyldige til fortet, og dommeren tvinges til at vælge mellem på den ene side sine pligter som administrator og på den anden side sine humanistiske idealer og tro på fredelig sameksistens med “barbarerne.” Han vælger det sidste – eller måske vælger han lige så meget sin forkærlighed for en indfødt pige, som han tager til sig, efter at hun er blevet forkrøblet og blindet af Imperiets torturbødler, og som han lever sammen med i et tvetydigt semi-erotisk forhold i nogle måneder. Handlingen forløber, som den må forløbe: Dommeren fængsles og tortures, anklaget for at konspirere med barbarerne.

Så meget kan man også læse om handlingen på bogens bagside. Hvis du ikke kan tåle at høre mere, skal du ikke læse videre.

Nedbrydningen af dommeren er romanens stærkeste del. Fængslingen, ydmygelsen og torturen af ham er i sig selv grumt beskrevet, men det uhyggeligste er den troværdige beskrivelse af, hvordan et menneske under systematisk tortur på kort tid kan reduceres fra at være et menneske med idealer, principper og værdighed til kun at være en nedbrudt og mishandlet krop.

[My] torturers were not interested in degrees of pain. They were interested only in demonstrating to me what it meant to live in a body, as a body, a body which can entertain notions of justice only as long as it is whole and well, which very soon forgets them when its head is gripped and a pipe is pushed down its gullet and pints of salt water are poured into it till it coughs and retches and flails and voids itself. […] They came to my cell to show me the meaning of humanity, and in the space of an hour they showed me a great deal.

Det psykologiske portræt af dommeren kulminerer med den selvindsigt, at også han selv og hans angivelige humanistiske idealer er medskyldige i opretholdelsen af undertrykkelsen. Reduceret til et nedbrudt hylster af et menneske kan dommeren endeligt fælde dom over sig selv:

For I was not, as I liked to think, the indulgent pleasureloving opposite of the cold rigid Colonel. I was the lie that Empire tells itself when times are easy; he the truth that Empire tells when harsh winds blow. Two sides of Imperial rule, no more, no less.

Symbolikken er til den tunge side. Ét eksempel er den klassiske symbolik knyttet til syn og blindhed: Den inkarnerede ondskab i form af oberst Joll fra Civilgarden har pålagt sig selv en delvis blindhed i form af uigennemtrængelige sorte glas for øjnene (en slags primitive solbriller). Han er Imperiets mand og har ikke brug for at se med egne øjne. Heroverfor er der den indfødte pige, som dommeren forelsker sig i på sin egen perverterede måde, og som under tortur er blevet blindet, men ikke desto mindre ser mere klart, end dommeren selv gør. Og så er der dommeren, som altid har troet, at hans evne var at kunne se klart, men først ser sig selv klart til sidst ved mellemkomst af dels den blinde barbars blik på ham og dels den tortur, han underlægges af Imperiet.

Og sådan er romanen fyldt med allegoriske og symbolske elementer. Litteraturhistoriens klassikere klinger også med, ikke mindst Kafka og Orwell. Der er nok at tage fat på for analytikerne på litteraturstudier rundt omkring. Og ja, det bliver næsten for meget. Romanen er på sin vis stilistisk meget flot gennemført, og Coetzees prosa er som altid en fornøjelse at læse. Men den strengt idébårne fortælling gør også romanen lidt tung.

Og så fylder dommerens gammelmandslibido lige lovlig meget efter min smag. Uforholdsmæssigt mange sider går med hans uforløste, småperverterede forhold til den indfødte, lemlæstede pige og med hans besøg hos prostituerede og andre kvinder i fortet. Han er grundlæggende en gammel gris rundet af en patriarkalsk kultur. Sådan nogle findes der selvfølgelig en del af i verden, og det er som sådan ikke dét, der gør ham til en utroværdig karakter, kun usympatisk og svær at identificere sig med.

Jeg er med på, at dommerens seksuelle eskapader også kan tolkes som et både symbolsk og meget konkret, kropsligt udtryk for, hvordan han – på trods af sine egne idealer og sit eget selvbillede – de facto også på denne vis indtager undertrykkerens rolle. Og dette spor er således på ingen måde irrelevant. Det fylder bare for meget i romanen samlet set.

Romanen er med sine 170 sider ikke lang og i forvejen stramt komponeret, men den kunne være blevet endnu bedre med yderligere en opstramning og afkortning.

Waiting for the Barbarians fortjener sin velakkrediterede plads i det 20. århundredes litteraturhistorie. Men Coetzees mesterskab udfoldes efter min vurdering bedre og fyldigere i nogle af de senere værker, Life & Times of Michael K (1983) og Disgrace (1999), som udforsker nogle af de samme temaer på anden vis, eller i hans ligeledes fremragende, men helt anderledes, mørke, psykologiske, fiktive portræt af forfatteren Dostojveskij som menneske i Mesteren fra Petersborg (1994).