Der er noget i hver og én af de elleve løst sammenhængende noveller i Yōko Ogawas novellesamling Revenge, som fænger hos mig. Men de brænder ikke rigtigt igennem, og jeg kommer nok ikke til at huske dem længe.
I min omtale forleden af Yōko Ogawas roman, The Memory Police, luftede jeg den tanke, at den korte novelleform måske passer hende bedre end romanformen. Jeg gik således til samlingen Revenge (opr. 1998, eng. 2013) med positivt sind. Jeg blev nu lidt småskuffet. >> Læs videre
Japansk dystopi á la Orwell formår ikke rigtigt at fange, selv om ideen er god. Den er for lang og for uforklaret for min smag. Den indbyggede novelle havde faktisk haft bedre af at stå alene.
Japanske Yōko Ogawa (f. 1962) har ifølge bagsiden på min paperbackversion af The Memory Police (opr. 1994) vundet en mængde japanske litteraturpriser for sit forfatterskab, der tæller en mængde romaner og noveller. >> Læs videre
Den traditionelle, japanske teceremoni spiller en hovedrolle i dette mesterligt underspillede erotiske trekants- eller måske snarere sekskantsdrama.
Jeg er umådeligt tilfreds og tryg ved, at der står endnu tre romaner og en samling af noveller af den japanske mesterforfatter Yasunari Kawabati (1899-1972) i min reol. For Thousand Cranes har kun givet mig appetit på mere. >> Læs videre
En tragisk historie om en på forhånd umulig kærlighed, der i øvrigt fra begyndelsen kun var for alvor for den ene parts vedkommende. En hjerteskærende afromantisering af billedet af den japanske geisha. Smuk og tyst som et snelandskab.
Snow Country regnes af mange som et af den japanske forfatter Yasunari Kawabatas hovedværker – og er da også ét af dem, der blev nævnt i motivationen, da han modtog Nobelprisen i litteratur i 1968. Kawabata skrev og udgav romanen i flere versioner, før den fandt sin endelige form i 1948. >> Læs videre
Modernitet og tradition brydes i Junichiro Tanizakis klassiker fyldt med japansk dukketeater, geishaer, raslende silkekimoner og tavst ægteskabsdrama.
Jeg er stadig i gang med det japanske læsetema, som jeg – uden at have planlagt det på forhånd – udfolder i disse dage. Hertil hører selvfølgelig også Junichiro Tanizaki (1886-1965), som ved siden af Yasunari Kawabata er en at Japans mest anerkendte forfattere fra første halvdel af det 20. århundrede. Some Prefer Nettles (opr. 1955) er det første, jeg læser af ham. >> Læs videre
Den fremragende albanske forfatter Ismail Kadarés elegier for Kosovo er også en generel, symbolsk klagesang over drømmen om Europa, som forliste, allerede inden den blev undfanget. Og med budskaber også til vores lille del af Europa i dag.
På Solsortesletten i Kosovo tørnede to store hære sammen den 28. juni 1389. En kristen hær bestående af serbiske, albanske, bosniske og rumænske styrker under ledelse af den serbiske prins Lazar var stillet op for at stoppe de fremtrængende osmannerne under sultan Murad I. >> Læs videre
Mohammed Hanifs debutroman fra 2008 har i nogle henseender karakter af en slags pakistansk Catch-22. Som satirisk roman har den ikke så få kvaliteter, men den er også vel lang, og lider under den litterære satires typiske problem, at den har svært ved at gøre sine personer levende og troværdige.
A Case of Exploding Mangoes er skruet sammen omkring en virkelig begivenhed: Den 17. august 1988 styrtede et pakistansk Herkulesfly ned og eksploderede kort efter, at det var lettet. Ombord var blandt andre Pakistans diktator gennem ti år, general Mohammad Zia-al-Huq, adskillige andre pakistanske topmilitærfolk og den amerikanske ambassadør i Pakistan. Alle ombordværende blev dræbt. Årsagen til styrtet er aldrig blevet opklaret, men konspirationsteorierne har floreret så meget desto mere livligt. >> Læs videre
En mørk og dyster allegorisk fortælling om imperialisme og undertrykkelse, om undertrykkere og undertrykte til alle tider. Prosaen er stærk og stram, som altid hos Coetzee, men form og idé skygger lidt for meget for den levende historie.
Waiting for the Barbarians foregår på et ukendt sted i en ukendt tid. Historien fortælles af en navnløs civildommer og administrator (the Magistrate) udstationeret til et grænsefort i et trøstesløst landskab i udkanten af “Imperiet” (nogen nærmelse betegnelse af dette imperium får vi ikke). Fortet er et af de yderste bolværk mod “barbarerne,” et primitivt nomadefolk, som Imperiet over årene har bekæmpet og fortrængt fra deres traditionelle landområder. >> Læs videre
Portræt af en ung kvinde på St. Kitts i slutningen af 1950’erne og af den kuldslåede drøm om England blandt sorte, vestindiske emigranter. Ikke en dårlig bog, men heller ikke egentligt medrivende.
Caryl Phillips (f. 1958) er født på St Kitts, men er vokset op i England. Han har modtaget adskillige litterære priser for sine værker, som omfatter ti romaner, en række skuespil og essaysamlinger. The Final Passage (1985) er hans debutroman, som han angiveligt skrev inspireret af sit første besøg på St. Kitts som voksen. >> Læs videre
Maaza Mengistes episke familiedrama Beneath the Lion’s Gaze er interessant for det billede, romanen giver af den såkaldte revolution i Etiopien i 1970’erne. Men den snubler lidt i egne litterære ambitioner og mangler for meget i persontegningerne til for alvor at fænge.
Romanen tager sin begyndelse i 1974 i Addis Ababa. En voksende folkelig utilfredshed med den etiopiske regering er under opbygning, først og fremmest udtrykt gennem omfattede studenterdemonstrationer for reformer. Protesterne eskalerer efter den verdensomspændende visning af tv-billeder fra sultkatastrofen i Wello-regionen i Etiopien samme år. >> Læs videre
“The full, final and completely complete title of my bullshit story is: Allah is not obliged to be fair about all the things he does here on earth. Okay. Right. I better start explaining some stuff.”
Sådan starter Birahima, ti eller tolv år (han ved det ikke helt selv), forældreløs og erfaren børnesoldat i 1990’ernes rædselsvækkende krige i Liberia og Sierra Leone sin historie i Ahmadou Kouroumas roman Allah is not obliged fra 2000.
Romanen tager sin begyndelse i Birahimas tidlige barndom i Elfenbenskysten. Efter morens død og et liv som gadebarn begiver han sig sammen med svindlertypen Yakouba mod Liberia for at finde sin tante. Her bliver de to dog hurtigt indrulleret i en af de liberiske oprørshære, hvor Birahima til sin store begejstring snart udstyres med sin egen AK 47 Kalashnikov. Gennem Birahimas øjne får vi fortalt den plagsomme historie om de ødelæggende borgerkrige i Liberia og Sierra Leone. >> Læs videre
Sublim novellekunst. Canadiske Alice Munro (f. 1931) vandt Nobels litteraturpris i 2013, og når man læser denne hendes seneste – og ifølge hende selv sidste – novellesamling, er det svært at være uenig i den hæder.
Alice Munro skriver om mennesker og livet, og hun gør det, så man på få sider kommer helt ind under huden på hendes personer. Munros stil er stilfærdig, rolig og omhyggelig, hendes sætninger og historier er uden store armbevægelser eller påtaget grandiositet. Men hold da op, hvor er det godt. >> Læs videre
Stilfærdig, men indtrængende og meget, meget fin roman om erindring, venskab, kærlighed og tab. Fortalt i en tone og et tempo, der ikke ligger langt fra John Williams’ Stoner.
William Maxwells (1908-2000) korte roman starter med et skud i året 1921. Lloyd Wilson, forpagteren på en mindre gård i den lille by Lincoln i Illinois er blevet myrdet, mens han malkede køerne i laden. Mistanken falder hurtigt på hans nabo, Clarence Smith. De to plejede at være nære venner, men rygtet vil have, at Lloyd havde et forhold til Clarences kone, som førte til deres skilsmisse og Clarences’ ruin.
I romanen forsøger fortælleren – mere end 50 år efter – at rekonstruere de begivenheder, der førte frem til det ulykkelige mord. >> Læs videre
Hmmm … Nogen skal jo sige det: Den her har muligvis status af nyklassiker, og Pynchon har muligvis været kandidat til Nobelprisen i litteratur, og han har tilsyneladende stadig en stor menighed af tilbedere. Så kald mig bare kætter, men efter The Crying of Lot 49 har jeg allerede fået mere end nok af Pynchon. Det er en træls bog, der er træls at læse.
Jeg gik til Thomas Pynchons debutroman The Crying of Lot 49 (1966) med en positiv grundindstiling og relativt store forventninger, al den stund at Pynchon er blevet udråbt til (mindst) en af sin generations største forfattere, original, banebrydende og skelsættende i moderne amerikansk litteratur.
Måske var mine forventninger for store, men jeg tror nu egentlig ikke, at det var det, der var problemet. Faktisk var min tilgang, at jeg virkelig gerne ville kunne lide denne bog. Man vil jo gerne være med i det gode selskab af læsere, der er kloge og litterære nok til at anerkende og værdsætte den store forfatters vid og overkomme den berygtede vanskelighed ved at læse ham, ikke sandt? >> Læs videre
Alice Munro (f. 1931) er først og fremmest kendt for sine noveller, som blandt andet har indbragt hende Nobelprisen i litteratur i 2013. Men hun har også skrevet en enkelt roman, Lives of Girls and Women fra 1971.
Betegnelsen ‘roman’ er dog lidt en tilsnigelse. Det ville nok være mere reelt at kalde den en novellecyklus. Romanen består således af otte afrundede fortællinger, som hver især kunne stå alene, men ikke desto mindre udgør en samlet og overvejende kronologisk ordnet, fremadskridende fortælling.
Hovedpersonen og jeg-fortælleren i Lives of Girls and Women er pigen Del Jordan, og romanen er hendes beretning om at vokse op som pige og teenager og gradvist modnes til ung kvinde i 1940’erne i den lille flække Jubilee i Ontario, Canada. >> Læs videre
Tasmanske Richard Flanagans (f.1961) prisvindende roman The Narrow Road to the Deep North udkommer i dag på dansk som Den smalle vej til det dybe nord.
Romanen har høstet overvejende og overstrømmende gode anmeldelser i internationale medier, og da den i 2014 tilmed løb af med den engelske Man Booker Prize, som plejer at være et pålideligt kvalitetsstempel, havde jeg ganske høje forventninger til den.
Men jeg kan desværre ikke tilslutte mig koret af beundrere. Jeg kedede mig det meste af vejen til det dybe nord, som føltes alt for lang og alt for bred (snarere end for smal). For bred i den forstand, at romanen mangler et sikkert fokus og tager for mange afstikkere i handlingen. Og for lang i den forstand, at … ja, at den bare er alt for lang i forhold til, hvad indholdet kan bære. >> Læs videre
Jeg havde ganske store forventninger til Rachel Kushners The Flamethrowers på baggrund af mange overstrømmende amerikanske anmeldelser, herunder en placering på The New York Times’ liste over bedste nyudgivelser i 2013 og med i opløbet til talrige litterære priser. Derfor blev jeg nok også så meget mere skuffet.
Jeg har efterfølgende læst en anmeldelse af romanen på Goodreads, som udtrykker min oplevelse meget godt: At læse The Flamethrowers er som at sidde på bagsædet i en taxa i en fremmed by. Nogle gange virker det som om, taxaen bevæger i cirkler, den drejer skiftevis til højre og venstre ad små sidegader for ind i mellem at komme tilbage til noget, der ligner en hovedvej for blot hurtigt at køre væk fra den igen. Voldsomme accelerationer og hårde opbremsninger kaster dig skiftevis tilbage i sædet og frem i selen uden synlig grund. Du mister fuldstændig orienteringen undervejs, glemmer hvor du kom fra, og er ikke sikker på, hvor du er nået frem til, når taxaen endelig standser efter 383 sider…. >> Læs videre
Amos Oz’ novellesamling Scenes from Village Life er netop dét: Scener fra en landsby. Landsbyen er Tel Ilan, en fiktiv israelsk landsby nord for Tel Aviv, hvor tiden synes at være gået i stå eller ihvertfald går meget langsomt.
Landsbyen danner rammen om disse otte fine og foruroligende noveller, som er løst forbundne gennem personerne i landsbyen, hvor alle kender alle – og hovedpersonen i den ene novelle kan således optræde som marginal biperson i en anden. Når det kommer til stykket, viser det sig dog, at ingen i virkeligheden kender nogen, heller ikke sig selv.
Personerne i alle novellerne søger efter noget – men ingen af dem ved selv, hvad det er, og ingen af dem finder det. Ingen af historierne har en begyndelse eller en slutning i traditionel forstand: Vi får et glimt af nogle personers liv – personer, som har levet et liv før, og som lever videre efter. Hvordan, må vi gisne om. >> Læs videre
Israelske Amos Oz’ opus magnum er en monumental erindrings- og generationsroman om staten Israels tidligste år, om den zionistiske bevægelse oplevet fra almindelige menneskers øjenhøjde, om det jødiske intellektuelle miljø og dagligliv i Jerusalem i 1930’erne og 1940’erne.
Og så er det ikke mindst en moden forfatters forsøg på at komme overens med sin depressive mors selvmord i 1952, da han selv var bare 12 år gammel. >> Læs videre
Helt sin egen, temmelig sær og ganske vidunderlig. Italo Calvinos lille bog fra 1972 er en genistreg af et overflødighedshorn af magiske arkitektoniske fantasier og filosofiske refleksioner over menneskets stræben, drømme, håb, angst og omgang med verden og sig selv i det hele taget.
Rammehistorien er følgende: Den handels- og opdagelsesrejsende Marco Polo fra Venedig opholder sig ved den mongolske verdenshersker Kublai Khans hof. Her beretter Marco Polo på 1001-nats-eventyr-agtig vis hver aften om byer i khanens mægtige rige, som Polo har besøgt på sine rejser – i fantasien, viser det sig snart. >> Læs videre
“You put together two things that have not been put together before. And the world is changed” (s.3). Sådan lyder de første linjer i Julians Barnes’ seneste bog, og det er præcis dét han prøver at gøre i denne noget ujævne, men ikke desto mindre meget fine og anbefalelsesværdige lille bog om kærlighed, tab og sorg.
De to ting, der sættes sammen, er små nedslag i ballonfartens historie og en dybt personlig beretning om Barnes’ egen sorg over sin kones død. >> Læs videre
En perfekt fortælling. Det kan ikke gøres bedre. Jeg læste velsagtens Hemingways lille, store roman om den gamle mand og havet første gang for omkring 20 år siden i dansk oversættelse og har nu genlæst den på engelsk. Og den holder stadig. Den holder helt vildt. Hemingway har skrevet rigtig meget og rigtig meget godt, men det virker passende, at det var denne netop historie, der indbragte ham Nobelprisen. >> Læs videre
Williams’ anden roman Butcher’s Crossing er endnu bedre end efterfølgeren Stoner, som jeg ellers i forvejen var ganske begejstret for i sidste uge.
Butcher’s Crossing er samtidig en meget anderledes roman end Stoner. Hvor den sidstnævnte er en meget “akademisk” roman om en universitetsprofessors kærlighed til litteraturen og i øvrigt mestendels skuffende livsbane, så er Butcher’s Crossing en western, om end en særlig en af slagsen. Vi er således langt fra Bill og Ben, og der er ingen indianerkampe eller dueller ved daggry.
Romanen udspiler sig i 1873-74 på det tidspunkt, hvor den overdrevne jagt på de amerikanske bisonokser har ført til en betydelig udtynding af bestanden på vej mod udryddelse. >> Læs videre
En rablende morsom og skarp satire over det overfladiske forbruger- og reklamesamfund og den amerikanske tv-religionsindustri. Chuck Palahniuks anden roman er næsten lige så god som debuten Fight Club.
Jeg begyndte at læse Survivor, da jeg lige havde sat mig om bord i et fly på vej på ferie. Det bør frarådes, hvis man har tendenser til flyskræk: Bogen starter med slutningen, hvor hovedpersonen og jeg-fortælleren har kapret en Boeing-747 og er på vej til at styrte ned et sted over Australien i et spektakulært selvmordsforsøg. På vej mod styrtet fortæller han sin livshistorie til flyets “sorte boks”. >> Læs videre
Donald Ray Pollocks debutroman er et stykke sort, sort “american gothic” fyldt med “low life”-typer, religiøs fanatisme og meningsløs vold. Til gengæld uden håb. Men dog med en vis humor.
Handlingen er ikke helt nem at referere kort, da den består af flere sammenvævede historier med forskellige mere eller mindre (men især mere) depraverede, sølle typer.
Det meste af handlingen udspiller sig i perioden fra sidst i 1940’erne til sidst i 1960’erne i Ohio omkring den lille tarvelige by Knockemstiff (sejt bynavn – og den eksisterer rent faktisk i virkelighedens USA og er forfatterens fødeby).
Og selv om Ohio vel nok må betegnes som Midtvesten, så er der meget gotisk sydstatsstemning over bogen. >> Læs videre
Som at tage ti ture i en rutchebane bundet fast i et løbsk vogntog i brand, mens du ved, at hele rutchebanens skelet er pakket ind i dynamit, som kan detonere når som helst. Sådan nogenlunde var min oplevelse af at læse Chuck Palahniuks debutroman Fight Club fra 1996.
Palahniuk er helt vild! Og han styrer – det er en meget velkomponeret bog. >> Læs videre
Sydafrikanske Coetzees prisvinder fra 1999 er overlegent velskrevet, frygtelig god og meget barsk – og på Coetzee-karakteristisk vis en smule foruroligende.
Ja, der har været lidt stille her på bloggen et stykke tid, og det beklager vi. Men K & konen har været ved at flytte, og det har taget opmærksomheden og de fleste vågne timer. Men nu er bøgerne pakket ud af flyttekasserne og kommet op i reolerne igen, så huset er blevet til et rigtigt hjem – så mangler der bare opsætning af lys, persienner og garderobeskabe og udpakning af tøj og køkkensager og resten (man har vel prioriteterne i orden, ikke sandt?).
Og så har én jo fortjent at læse noget godt, og det kriterium må man sige, at Coetzees Disgrace opfylder. Romanen indbragte Coetzee The Man Booker Prize i 1999 og Nobelprisen i litteratur i 2004. Og det var ikke ufortjent. >> Læs videre
Faldt tilfældigt over denne i en lufthavn. Meget syret, for syret. En universitær, sprogfilosofisk kritik fortalt som science fiction-gyser. Det er meget ambitiøst, og det lykkes heller ikke at bære ideen igennem.
Grundideen er dog fascinerende nok: Romanen er en ekstrem mørk, apokalyptisk dystopi om en udefineret, paranoid fremtid, hvor sproget som sådan bliver dødeligt giftigt og truer med at udrydde menneskeheden. >> Læs videre
Faulkner er altid god. Her i en grum og mørk kriminalhistorie om menneskelig ondskab, fornedrelse og naivitet, iscenesat i Faulkners fiktive Yoknapatawpha County i det dybe Syden (som han også benytter i mange andre romaner). >> Læs videre
McCarthys første roman – og den sidste i min læsning af McCarthys forfatterskab på indtil nu ti romaner og et par skuespil. Denne kan jeg dog ikke anbefale. Bogen mangler en sammenhængende handling, og McCarthy har her endnu ikke opnået den mesterlige sprogbeherskelse, som kendetegner de senere bøger.
Titel: The Orchard KeeperK's vurdering:
