Chuck Palahniuk: Survivor

En rablende morsom og skarp satire over det overfladiske forbruger- og reklamesamfund og den amerikanske tv-religionsindustri. Chuck Palahniuks anden roman er næsten lige så god som debuten Fight Club.

Jeg begyndte at læse Survivor, da jeg lige havde sat mig om bord i et fly på vej på ferie. Det bør frarådes, hvis man har tendenser til flyskræk: Bogen starter med slutningen, hvor hovedpersonen og jeg-fortælleren har kapret en Boeing-747 og er på vej til at styrte ned et sted over Australien i et spektakulært selvmordsforsøg. På vej mod styrtet fortæller han sin livshistorie til flyets “sorte boks”.

Bogen starter med med kapitel 47 på side 289 og tæller derfra ned til side 1 i kapitel 1. Det er selvfølgelig mest en gimmick, men den fungerer meget godt, både i forhold til rammehistorien om, at hele romanen er en udskrift af optagelserne fra flyets sorte boks på vej mod styrtet, og som understregning af et af bogens satiriske hovedtemaer: vores civilisations uerkendte længsel efter katastrofen, efter undergang og dommedag.

Survivor udkom således oprindeligt i 1999 – året, hvor alle, der ikke havde noget bedre at give sig til (og det var forbløffende mange), havde travlt med at tælle ned til årtusindskiftet akkompagneret af alskens dommedagsprofetier. Og dem er der mange af i Survivor.

Hovedpersonen Tender Branson er vokset op som barn af the Creedish Church, et isolationistisk, undertrykkende, semi-kristent samfund i Nebraska, USA. The Creedish Church er Palahniuks fiktive opfindelse til lejligheden, men den kunne lige så godt være virkelig, konstrueret med inspiration fra sekteriske amerikanske religiøse samfund som menonitterne, Amish-folket, mormonerne og People’s Temple (sidstnævnte var dem, der begik masseselvmord i Guyana i 1978).

Børn af the Creedish Church opdrages og uddannes til at blive sendt ud at tjene som tjenestefolk hos rige amerikanere i “verden udenfor” for at kunne sende penge hjem til kirkesamfundet. Således også Tender Branson, der lever som en moderne slave i huset hos et par obskønt rige, men livsuduelige advokater, der i angst for livet planlægger og iscenesætter alt, inklusive Tender Bransons lange arbejdsdage.

They want me to account for my next ten years, task by task. Their way, everything in your life turns into an item on a list. Something to accomplish. You get to see how your life looks flattened out.
The shortest distance between two points is a time line, a schedule, a map of your time, the itinerary for the rest of your life.
Nothing shows you the straight line from here to death like a list (268-9).

Tender Bransons liv tager imidlertid en ny drejning, efter at hans trosfæller i the Creedish Church begår masseselvmord, og han snart finder sig som eneste overlevende fra det, der i medierne nu omtales som The Creedish Death Cult. I stedet kommer han i hænderne på en marketing/PR-agent, som designer ham til at blive en ny super-tv-prædikant, en ny messias, som kan skovle penge ind til reklameindustrien.

Everything the agent’s been telling me makes perfect sense. For instance, if Jesus Christ had died in prison, with no one watching and with no one there to mourn og torture him, would we be saved?
With all due respect.
According to the agent, the biggest factor that makes you a saint is the amount of press coverage you get (s. 152).

En anden hovedperson i romanen er den unge kvinde Fertility Hollis, som i drømme forudser den ene katastrofe efter den anden – hun spiller rollen som en slags moderne Kassandra, den trojanske prinsesse fra græsk mytologi, der var begavet med evnen til at forudsige fremtiden, men forbandet ved at ingen ville tro hende.

Historien går over stok og sten i et for det meste højt tempo, og det ret sjovt at hænge på, mens de satiriske stikpiller bliver delt ud til højre og venstre, og historien antager stadigt mere groteske former.

Palahniuk har satirisk og litterært talent til at kunne kaldes arvtager til Kurt Vonnegut, som han både deler temaer og i et vist omfang litterær stil med. Og dét er en stor ros her fra bognoteredaktionen, hvor Vonnegut er blandt de største helte.

Nogle af pointerne bliver dog skåret lidt rigeligt ud i pap, og samlet set kunne romanen have stået sig ved at blive kortet ned med 50 sider eller så – derfor ikke absolut topkarakter herfra.

Survivor er, så vidt jeg ved, ikke oversat til dansk.

K's vurdering: