Som at tage ti ture i en rutchebane bundet fast i et løbsk vogntog i brand, mens du ved, at hele rutchebanens skelet er pakket ind i dynamit, som kan detonere når som helst. Sådan nogenlunde var min oplevelse af at læse Chuck Palahniuks debutroman Fight Club fra 1996.

Palahniuk er helt vild! Og han styrer – det er en meget velkomponeret bog.

Mange har sikkert – ligesom jeg – set David Finchers fremragende filmatisering fra 1999 med Edward Norton og Bratt Pitt i de dominerende hovedroller. Så ved man også, at et af filmens mestergreb er et overraskende twist mod slutningen, som radikalt ændrer fortolkningen af det foregående. Jeg var på den baggrund på forhånd lidt skeptisk overfor, om bogen ville kunne holde, når man på forhånd kender hovedplottet. Men det gør den. I dén grad.

Og især holder bogen på grund af Palahniuks potente, fandenivoldske sprog og den nærmest overgearede disponering af bogen, som hele tiden pacer handlingen frem, mens den springer frem og tilbage i tid og perspektiv, nogle gange næsten inden for den samme sætning.

Tyler gets me a job as a waiter, after that Tyler’s pushing a gun in my mouth snd saying, the first step to eternal life is you have to die. For a long time though, Tyler and I were best friends.
(s.11 – bogens første sætninger)

Så hvis der skulle være nogen derude, der efter det sidste indlæg her på bloggen om mit ophold i Marcel Prousts meget franske, flegmatiske meditationer over erindringens natur og andet stillestående skulle have tænkt, at nu trænger vi da vist til lidt mere fart over feltet, ja, så kan jeg da love for, at Palahniuk leverer varen.

Her får vi mænd, der tæver hinanden til blods hver søndag aften for at føle, at de lever, og fordi de ikke magter at se angsten i deres kedelige, normale karriere- og forbrugerliv i øjnene. Vi får mænd, der systematisk pisser i suppen, når de er på arbejde som restauranttjenere som små protester mod snobberi og forbrugerisme. Vi får sex og svindel og sæbe lavet på kærestens mors fedtudsugninger. Vi får terrorisme, skyderier og eksploderende bygninger. Og vi får meget mere.

Og nu får jeg bogen til at lyde som en billig knaldromaan, men det er der på ingen måde tale om. Fight Club er tværtimod et stykke højt begavet civilisationskritik serveret som en særdeles velkomponeret freudiansk thriller, som ikke er bange for at kræve noget af sin læser.

Vi vil have mere Palahniuk! Han har heldigvis efterhånden en ret lang udgivelsesliste bag sig – så bliver det bare spændende at se, hvordan det mon er lykkedes ham at følge op på dette brag af en debutroman.

K's vurdering: