Edwidge Danticat: The Dew Breaker

En afdæmpet, men stærk og interessant fortalt roman om skyld, fortrængning og forsoning – fra “Papa Doc” Duvaliers brutale regime i Haiti til den haitianske diaspora i Brooklyn, New York.

Haitiansk-amerikanske Edwidge Danticat (f. 1969) væltede mig af stolen på den gode måde med novellesamlingen Krik? Krak! (1995), da jeg læste den for snart ni år siden. Nu syntes jeg, at det var på tide at læse noget mere af hende.

The Dew Breaker (2004) er en collageroman bestående af ni historier, som er fortalt fra forskellige personers perspektiv og udspiller sig på forskellige tidspunkter inden for en periode, der spænder fra Haiti i 1960’erne til Brooklyn, New York i romanens nutid omkring årtusindskiftet.

Til sammen tegner romanens fortællinger et portræt af en mand: En haitiansk indvandrer bosat i Brooklyn, hvor han driver sin barbersalon og har sin familie: Han bærer imidlertid også på en hemmelighed om sin fortid i Haiti, hvor han i en periode var en diktatorens mordere og torturbødler, en af les Tonton Macoutes, som Haitis diktator ”Papa Doc” Duvalier kaldte sin private milits af bøller.

He hadn’t been a famous “dew breaker,” or torturer, anyway, just one of hundreds who had done their job so well that their victims were never able to speak of them again.

Danticats portræt af denne “dew breaker” er fortalt afdæmpet, men indtrængende og samlet set ganske effektfuldt. Og romanen består i lige så høj grad af portrætter af mennesker omkring ham – nogle, der har været eller er tætte på ham, nogle hvis liv han har grebet direkte ind i, andre som påvirkes mere indirekte og senere.

Nogle af personerne går igen på tværs af fortællingerne, men som læser skal man holde antennerne ude for at opfange alle sammenhænge på tværs. Jeg er ikke sikker på, at jeg selv fik dem alle sammen med. Men det gør ikke noget. Hver af romanens fortællinger er stærke og selvberoende nok til, at de kunne stå alene som noveller.

Danticat er mindre optaget af at fortælle denne specifikke mands historie end af at fortælle om, hvad et voldeligt diktatur gør ved mennesker, både dets ofre og dets bødler. Hun svælger ikke i eksplicitte torturscener og volden tilbage i Port au Prince. Hendes fokus er i højere grad på fortielserne og nogles forsøg på at fortrænge og glemme – og på andres forsøg på at huske og fastholde.

Det er en stærk roman, hvor Danticat lykkes ganske godt med at bringe sine evner for den korte novelleform i spil på måder, der væver de enkelte historier ind i hinanden, til de bliver en sammenhængende roman.

Læsere af disse bognoter kan forberede sig på endnu mere Danticat i den kommende tid.

K's vurdering: