John Fante: Brotherhood of the Grape

Jeg havde næsten glemt, hvor god John Fante er. Brotherhood of the Grape (opr. 1977) er et af hans sidste værker. Denne sene Fante er mere afdæmpet og ikke så vild og fandenivoldsk som den yngre, vi kender fra de første romaner i Bandini-kvartetten. Men der er stadig masser af saft og kraft i hans skrift, samtidig med at den lidt mere afdæmpede stil faktisk klæder ham.

Min opmærksomhed på dette sene værk af den italiensk-amerikanske forfatter John Fante (1909-1983) blev vakt under et besøg i Bologna tidligere på året. I Bolognas universitetskvarter finder man den fine, uafhængige boghandel La confraternita dell’uva (“Druens broderskab”), som er opkaldt efter netop John Fantes roman Brotherhood of the Grape.

Romanen er fortalt af Henry Molise, en halvtredsårig forfatter, der som den eneste i sin italiensk-amerikanske familie er lykkedes med at undslippe barndomsbyen, den fiktive lille by San Elmo i Californien. Ved romanens begyndelse kaldes han imidlertid tilbage til barndomshjemmet af en af sine brødre i den anledning, at deres forældre – som begge er i halvfjerdserne – nu angiveligt endelig skal skilles efter et helt livs skænderier.

Den dominerende figur i romanen er fortællerens far, Nick Molise, byens gamle brolægger, familiens despot, alkoholiker og uforbederlig spiller. Nu som 76-årig har Nick ikke længere de samme kræfter, men hans evne til at terrorisere og kontrollere sin familie – med sit temperament og med næverne – er intakt. Det samme er hans spillemani og umådeholdne alkoholisme.

For fortælleren bliver gensynet med forældrene og barndomsbyen også en tur tilbage i tiden, idet romanen er fortalt i form af en serie tilbageblik til fortællerens barndom og ungdom parallelt med nutidshistorien om den gamle far og resten af den dysfunktionelle familie.

Imens forsøger moren i familien som altid desperat at holde sammen på familien på den måde, hun altid har gjort det, via sin italienske kogekunst og bønner i den lokale katolske kirke.

Brotherhood of the Grape rummer med andre ord alle de klassiske Fante-temaer: Et portræt af de italiensk-amerikanske arbejdersamfund, en forpestet far/søn-relation, alkoholisme, spil, vold i familien, religion, men også kærlighed på trods.

Familieforholdene hos Fante er altid trukket ud i ekstremerne, og det er følelserne også: Der bliver råbt og skældt ud, der bliver drukket tæt, der er ynkelige slagsmål, men der bliver også grædt bitterligt og ofte af lige dele had og kærlighed og selvynk.

Som her, hvor fortælleren til sin fortrydelse er tvunget til at høre sin gamle, berusede far ligge og græde og kalde på sin mor i søvne:

I lay there tearing my hair and thinking. Stop it, Father, you are drunk and full of self-pity and you must stop it, you have no right to cry, you are my father and the right to cry belongs to my wife and children, to my mother, for it is obscene that you should cry, it humiliates me, I shall die from your grief, I cannot endure your pain, I should be spared your pain for I have enough of my own.

Fante skriver i Brotherhood of the Grape med samme nærvær og intensitet, som vi kender ham for i andre værker. Som nævnt med mindre vildskab end i de tidlige værker, til gengæld med en større melankoli, som klæder denne fremragende roman.

Alle sætninger i Brotherhood of the Grape er værd at læse, og det er romanen i dén grad også i sin helhed.

Jeg får lyst til at genlæse de første bøger i Bandini-kvartetten, men det må vente til jeg er tilbage fra ferie, da de ikke er med i feriekufferten.

K's vurdering: