John Fante: Wait Until Spring, Bandini

John Fantes første bog om alter egoet Arturo Bandini er en stærk roman om at vokse op som italiensk-amerikansk dreng i Colorado i spændingsfeltet mellem den dominerende fars stolthed over at være italiener og drengens eget ønske om at være ægte amerikaner. En stærk og følsom historie – flot fortalt i Fantes kraftfulde sprog.

Wait Until Spring, Bandini (opr. 1938) er én af de fire romaner om John Fantes litterære alter ego, Arturo Bandini, der i retrospekt er blevet kendt som Bandini-kvartetten,. Jeg har for snart mange år siden læst kvartetten i dansk oversættelse og husker bøgerne som eminent gode. I forlængelse af, at jeg her i sommer læste en anden Fante-roman (Brotherhood of the Grape), fik jeg lyst til at afprøve, om bøgerne i Bandini-kvartetten stadig holder, denne gang læst på originalsproget.

Og lad mig bare afsløre det med det samme: Ja, de holder.

Kronologien for romanerne i Bandini-kvartetten er en smule kompliceret: Wait Until Spring, Bandini er kronologisk set den første roman i kvartetten (det vil sige: kronologisk i forhold til protagonisten Arturo Bandinis livsbane), og det var også den først udgivne (i 1938), men den blev ikke skrevet som den første. Det blev derimod den kronologisk set anden roman i serien, The Road to Los Angeles (skrevet i 1936), som imidlertid først blev udgivet posthumt i 1985 som den sidste i kvartetten. Herudover udgøres kvartetten af Ask the Dust (1939) og den langt senere skrevne Dreams From Bunker Hill (1982).

Anyway: Man behøver egentlig ikke at bekymre sig så meget om kronologien, for alle fire romaner kan læses selvstændigt.

I Wait Until Spring, Bandini er Arturo fjorten år gammel. Bogen handler lige så meget om hans forældre, Maria og Svevo Bandini, og fortællerperspektivet skifter mellem de tre.

Handlingen udfolder sig over et par uger en vinter under depressionen i 1930’erne. Byen er dækket af sne, og der er ikke noget arbejde til Svevo Bandini, en stolt italiensk murer med hang til flasken og uden penge på lommen.

Bogens første linjer sætter scenen, og eksemplificerer samtidig Fantes evne til uden omsvøb at skrive det vigtige frem i et enkelt sprog :

He came along, kicking the deep snow. Here was a disgusted man. His name was Svevo Bandini, and he lived three blocks down that street. He was cold and there were holes in his shoes. That morning he had patched the holes on the inside with pieces of cardboard from a macaroni box. The macaroni in that box was not paid for. He had thought of that as he placed the cardboard inside of his shoe.

Denne dag i december forlader Svevo hjemmet efter et skænderi med sin kone, Maria, i lyset af udsigten til at få besøg af svigermoren i nogle dage. Det er et fast mønster i familien, når svigermor varsler sit besøg, at Svevo bliver sur og går på druk, men denne gang bliver han væk længere end normalt.

Bandini would not be home tonight.
The realization that he would not come home, the knowledge that he was probably drunk somewhere in the town, deliberately staying away, was terrifying. All that was hideous and destructive upon the earth seemed privy to the information. Already she sensed the forces of blackness and terror gathering around her, creeping in macabre formation upon the house.

Efterhånden får Maria mistanke om, at Svevo har ladet sig forføre af en rig enke og er flyttet ind hos hende. I hjemmet bliver stemningen stadig mere anspændt, mens Maria gradvist mister grebet om sig selv, og det bliver sværere og sværere for de tre drenge at manøvrere i – med en særlig rolle til Arturo som den ældste. Samtidig har Arturo sine egne almindelige teenageproblemer med den første forelskelse og den slags at håndtere.

Det er jo ikke en historie, der ikke er blevet fortalt af mange andre både før eller siden. Men det er en god historie. Og Fante skriver den bare pissegodt – uden alt for mange finlitterære udenomsværker eller dikkedarer, men i et stærkt, kraftfuldt og samtidig følsomt sprog.

Bogen har i selv selv egentlig fortjent fem rene stjerner – men nu har jeg også lige genlæst Ask the Dust (anmeldelse følger), og den lægger altså afstand til det meste. Så i dét lys må Wait Until Spring, Bandini nøjes med fire og en halv stjerne.

K's vurdering: