John Fante: Ask The Dust

KAPOW!!! 86 år er ingen alder – ihvertfald ikke, når det gælder John Fantes kraftfulde, fanden-i-voldske, vilde, sine steder eksalterede, andre steder dybt poetiske, men hele vejen igennem sitrende, eksplosivt nærværende sprog. 

Jeg er på ferie, og så må man gerne kræse lidt for sig selv. Jeg gør det blandt andet ved at genlæse Ask the Dust (opr. 1939) af John Fante (1909-1983). Og det er vitterligt litterært kræs fra den bedste skuffe. En veritabel litterær kraftudladning. For pokker, hvor skriver Fante godt i dette hovedværk.

Ask the Dust (da. I støvet) har haft en plads på min personlige liste over mine absolutte favoritbøger, lige siden jeg første gang læste Bandinikvartetten om Fantes alter ego, Arturo Bandini,  i dansk oversættelse for 20-25 år siden. Jeg har nyligt genlæst den første roman i kvartetten, Wait until Spring, Bandini!, og nu altså også Ask the Dust, den kronologisk set tredje bog, denne gang på engelsk.

Og genlæsningen rokker ikke ved Fantes plads på min top-liste, den bliver kun konsolideret.

Jeg kunne her i genlæsningen ikke lade være med at tænke, at romanen, ihvertfald den første halvdel, kan læses som en amerikansk udgave af Knut Hamsuns Sult (opr. 1890).

Der er noget af den samme maniske intensitet i Fantes sprog, som vi finder hos Hamsun, ligesom jeg-fortællerne i de to bøger deler visse karaktertræk: Et forvokset ego og et eksalteret overmod, som i deres personligheder lever side om side med en rystende usikkerhed, et enormt behov for bekræftelse og i særlig grad en angst for kvinder. For dem begge gælder også, at i det øjeblik, de kommer til en smule penge, så bliver de kastet i grams lige så hurtigt igen i helt absurde og overdrevne udslag af flottenheimeri.

Helt så vild som Hamsuns Sult er Ask the Dust dog ikke, for det er der ikke meget, der er. Men den er derhenad. Og det er en kæmpeanbefaling, skulle jeg hilse og sige.

Fantes protagonist og alter ego, Arturo Bandini, er en tyveårig forfatterspire af italiensk-amerikansk herkomst, der er flyttet fra hjemstavnen Colorado til Los Angeles med store forfatterdrømme. Indtil videre har han fået optaget én enkelt novelle i et litterært magasin, men honoraret for den er for længst spenderet.

Bogens første afsnit:

One night I was sitting on the bed in my hotel room on Bunker Hill, down in the very middle of Los Angeles. It was an important night in my life, because I had to make a decision about the hotel. Either I paid up or I got out: that was what the note said, the note the landlady had put under the door. A great problem, deserving acute attention. I solved it by turning out the lights and going to bed.

Allerede her i første afsnit får vi skitseret konturerne af Arturo Bandini: Han lever fra hånden og i munden og forholder sig til problemer ved at lukke øjnene og satse på, at de går væk.

Tiden er 1930’erne i depressionens USA. I perioder lever Bandini på sultegrænsen. Mens Knut Hamsuns forfattertype i Sult søgte at holde sulten fra døren i det sene 19. århundredes Kristiania (Oslo) ved at tygge på høvlspåner, så lever Bandini i Los Angeles af appelsiner, som er den billigste føde på de kanter. Bedre end høvlspåner, men i det lange løb river citrusfrugterne slemt i mavesækken.

Meget af romanen er – i øvrigt også ligesom Sult – fortalt i form af Bandinis indre dialog med sig selv – en til tider rablende, nogle gange selvpromoverende, selvovervurderende og euforisk, andre gange frygtsom, selvhadende og desillusioneret tale-/tankestrøm.

Bandini har den tyveåriges overmod og vildt forvoksede ego, og han er i mange scener ikke bare tåkrummende irriterende, men decideret øretæveindbydende, eller faktisk: træskostøvlespark-i-hovedet-indbydende, og samtidig reelt selvdestruktiv i sin utålelige, ungdommeligt latterlige arrogance. Samtidig finder vi i ham også den tyveåriges usikkerhed og bekræftelsessyge.

Arturo Bandini er, ligesom Fante selv, amerikaner af italiensk herkomst – en italiensk arv, som han kæmper med at komme overens med. Det giver sig udtryk på utallige måder i romanen. Blandt andet i hans forhold til den unge kvinde Camilla Lopez, der er amerikaner af mexicansk afstamning. Arturo forelsker sig i hende, men han evner ikke at vise det på anden måde end ved igen og igen at behandle hende forfærdeligt, dels som udslag af hans generelle usikkerhed som menneske og som mand, dels i et ynkeligt og gennemskueligt forsøg på at hævde sig selv som “ægte amerikaner” ved at nedgøre hende som mexikaner.

Lige som tilfældet er for hans italienske rødder, er det også Bandini meget om at gøre at frasige sig den katolicisme, han er opdraget med. Også i dette stykke er Bandinis sind imidlertid offer for stærke interne selvmodsigelser. I det ene øjeblik erklærer han sig for hårdhudet ateist, i det næste knæler han i en kirke (“for sentimental reasons only,” naturligvis) og beder Gud om hjælp.

Jeg ville gerne kunne citere en enkelt passage, der giver indtryk af det rablende og intense sprog, som jeg roser Fante for, men dette sprog folder sig først for alvor ud i længere, sammenhængende passager, og det bliver for langt at citere her.

Du må derfor tro mig på mit ord, idet jeg frem for at trætte med længere analyser og udredninger vil jeg nøjes med opfordringen: Læs John Fante! Fante skriver i et enkelt sprog, som gør ham relativt lettilgængelig at læse på originalsproget, men hvis du ikke er så glad for at læse på engelsk, så fungerer han nu – af samme grund – også ret godt i oversættelse.

K's vurdering: