Et udsnit af USA anno 1947 samlet på en bus. Rutebil på afveje er måske ikke Steinbecks allermest kendte roman. Men den er – trods sin lidt fjollede titel – ikke desto mindre fremragende. Humoristisk, satirisk, rørende, troværdig og medrivende fortalt. Det er høj Steinbeck-klasse. Det vil sige verdensklasse.

På bagtæppe af den store generationsfortælling Øst for Paradis og den episke Vredens druer fremstår Rutebil på afveje (opr. 1947) som en “mindre” roman, og det er den også, men den er ikke mindre læseværdig.

Romanen foregår – som mange af Steinbecks bøger – i Salinasdalen i Californien (om end de primære lokationer i romanen er fiktive). Her driver ægteparret Juan og Alice Chicoy en restaurant, et automobilværksted og et lille rutebilselskab. Det sidste baseret på en enkelt strækning, som de store Greyhound-busser ikke dækker.

Romanens handling er centreret omkring en enkelt bustur og aktiviteterne hos Chicoys i døgnet op til afgangen. Der er sådan set ikke meget handling i bogen. Den henter hele sin spænding fra spillet mellem personerne, ni mennesker tilfældigt bragt sammen i en bus, som undervejs – hvorved jeg ikke røber mere end titlen – kommer på afveje og dermed bringer passagerne tættere sammen.

I modsætning til f.eks. Vredens druer, der er fortalt uden en alvidende fortællers adgang til personernes indre tanker, skifter perspektivet i Rutebil på afveje løbende mellem de centrale personer, og vi får indblik i tanker, følelser og motivationer hos de fleste af dem.

De forskellige passagerer på bussen – og enkelte karakterer omkring dem – udgør tilsammen et udsnit af den amerikanske befolkning:

Buschaufføren og mekanikeren Juan Chicoy (af halvt mexicansk og halvt irsk afstamning) er fortællingens tilsyneladende faste klippe, fattet, rolig og mandhaftig. I hans indre er der dog mere uro end som så, og han er splittet mellem en trang til at stikke af fra det hele og sin pligtfølelse over for hustruen Alice.

Alice Chicoy fremstilles som en selvoptaget, kolerisk, afdanket kvinde med en lidt for stærk hang til hård sprut. Men i bund grund er hun først og fremmest ulykkelig i sin kærlighed til Juan, som hun konstant er angst for vil forlade hende, nu hvor hun ikke længere har sin ungdoms skønhed.

Alice bliver hjemme, da Juan kører afsted på sin rute med buspassagerne, men med ham er hans mekanikerlærling, kaldet “Bumse”, som ligesom alle andre unge mænd er vældig optaget af piger, men ingen selvtillid har på grund af sit udtalte acneproblem.

Med på turen er også restaurantens servitrice, Norma, der siger op i vrede og vil til Los Angeles for at forfølge sin romantiske drøm om Holywood. Hun er en uanseelig og usikker pige, som tilbringer de fleste af sine friaftener med at skrive kærlighedsbreve til Clark Gable.

Derudover er der de regulære passagerer:

Familien Pritchard, der er på vej på til Mexico på ferie, og som består af den kedsommelige forretningsmand Elliot Pritchard; hans lige så kedsommelige kone Bernice, som sjældent er mentalt tilstede, hvor hun er, men mestendels er optaget af i tankerne at skrive breve til sine veninder om de fantastiske ting, hun oplever på turen; og deres datter Mildred, der bliver voldsomt erotisk tiltrukket af chaufføren Juan.

Der er handelsmanden Edward Horton, som er omrejsende i spøg-og-skæmt-artikler, og den aldrende gnavpotte og kværulant van Brunt.

Endelig er der den unge, smukke pige, som kalder sig Camilla Oaks, som uden at ville det fordrejer hovedet på stort set alle mændene. Ret tidligt erfarer vi som læsere, at hun har en fortid som prostitueret, men det holder hun skjult, og hendes blotte tilstedeværelse i selskabet genererer en god del af dynamikken i selskabet, efterhånden som mændene – men også den undseelige Norma – kappes om hendes gunst.

Prop ni sådanne forskellige karakterer ind i bus og lad den køre ind i et uvejr. Det sker der ikke nødvendigvis så meget ved, men når det er John Steinbeck, der styrer på bussen, så er det alt rigeligt stof til en mesterlig roman. Forvent ikke åndeløs spænding – der er som nævnt ikke så meget ydre handling – men intensiteten i spændingerne mellem personerne gør, at der ikke er et kedeligt øjeblik i fortællingen.

Rutebil på afveje er ikke helt oppe niveau med den episke Vredens Druer, men den er tæt på Øst for paradis. Der kan dog ikke herske tvivl om, at det er en verdensklasseroman i egen ret, og taget for sig selv fortjener den også fem stjerner.

Jeg har lyttet til Rutebil på afveje som lydbog i Karsten Pharaos altid glimrende oplæsning efter en oversættelse til dansk fra 1959 af Bengt Jürgensen. Oversættelsen forekommer nogenlunde anstændig, hvis man ellers kan se bort fra enkelte pudsige undersættelser (for eksempel hedder en “psychiatrist” altså ikke “psykiatriker” på dansk). Min eneste fortrydelse er dog, at jeg ikke læste bogen på originalsproget (og det samme kunne jeg sige om Vredens druer og Øst for paradis).

K's vurdering: