Tomhed, falskhed, eksistentiel meningsløshed og søndertrådte liv ligger lige bag den glitrende, men knap nok finpudsede Hollywood-facade i Joan Didions nyklassiker fra 1970.

Joan Didion (f. 1934) er måske mest berømt for sine new journalism essays (og dem kommer jeg til i en senere anmeldelse), men hun har også skrevet skønlitteratur, og Play It as It Lays fra 1970 har status af en amerikansk nyklassiker, som imidlertid først i 2020 er blevet oversat dansk under titlen Intet gælder (ved Olga Ravn).

Romanen foregår i Beverly Hills blandt celebrities, wannabes og hangarounds, men den er ikke kun et portræt af Hollywoodmiljøet. Snarere kan man sige, at Joan Didion bruger miljøet som prisme for et mere generelt portræt af et USA i 1960’erne, hvor overfladisk glamour og den evindelige jagt på og fremvisning af tilsyneladende succes i virkeligheden mest af alt dækker over smadredede drømme, tomhed og eksistentiel meningsløshed.

Romanen begynder med slutningen, hvor den 33-årige skuespiller, Maria Wyeth, er indlagt på et psykiatrisk hospital efter et nervesammenbrud i forlængelse af en skilsmisse, en illegal abort og et pillemisbrug. Derfra spoles tiden tilbage og romanen udgøres herefter af fortællingen om tiden frem til Marias indlæggelse.

Tords sin unge alder er Maria i Hollywood allerede parkeret på et sidespor som falleret skuespillerinde. Eller falleret er måske så meget sagt, for hun fik aldrig noget gennembrud, har kun spillet med i to små film, som hendes mand instruerede, og hvoraf kun den ene blev distribueret.

Joan Didion (f. 1934). Foto fra forfatterens Goodreads-profil (2000, Christopher Felver/CORBIS)

Hun bor på en dyr adresse i Beverly Hills, finansieret af hendes mand, der er en semi-succesfuld instruktør, og forsøger at opretholde en facade som en del af Hollywoods glamourøse klasse af kendisser. Men ægteskabet er i opløsning, Marias fireårige datter er indlagt på et psykiatrisk behandlingshjem, hun er grundlæggende ensom og kommer kun gennem dagen på et miks af piller og alkohol.

Joan Didions portræt af det glamourøse Hollywood er nådesløst. Det er et miljø, hvor alle lader som om, de er venner, men grundlæggende er ligeglade med hinanden, med mindre de kan udnytte hinanden. Og hvor kvinder ikke er meget andet end sexobjekter – og selv som sådan også mest i kraft af deres mænd.

Kernen i romanen er dog det personlige portræt af Maria, og det er indlevet, berørende og troværdigt. Joan Didion skriver i en bevidst let flimrende stil, og romanen er komponeret af en lang række, korte enkeltscener. Fortællestilen sætter læseren på et vist arbejde med at stykke det hele sammen, men understøtter aldeles glimerende billedet af hovedpersonens sindstilstand.

I nogle glimt præsenterer Didion os også for Marias barndom og opvækst i Reno, Nevada. Hendes far var en spiller, der aldrig holdt op med at tro på den store gevinst, men selvfølgelig altid tabte. Fra faren har hun fået livsvisdommen: “Tro ikke på deres bluff, for det er dig, der har alle esserne på hånden.” I romanens første kapitel, som kronologisk er afslutningen på historien, er Maria imidlertid nået dertil, at hun desillusioneret kan sige:

Jeg mener, måske sad jeg med alle esserne, men hvilket spil var det?

Metaforen for livet som et spil, hvor man bare må spille de kort, man er blevet givet, er gennemgående i romanen og også afspejlet i dens amerikanske originaltitel, Play It as It Lays.

For så vidt angår titlen kan jeg sådan set godt forstå, at Olga Ravn har valgt ikke at forsøge at oversætte den direkte til dansk, fordi det nok ville falde lidt kluntet ud – “Spil den hånd, der er givet” er det bedste, jeg kan komme på, og det klinger jo ikke rigtig godt. “Intet gælder” er da heller ikke nogen dårlig titel, og den indfanger flere af romanens hovedtemaer.

Til gengæld kommer jeg ikke uden om andre anker mod oversættelsen. I de anmeldelser af den danske udgave, jeg har skrålæst, får Olga Ravn gennemgående ros for sin fordanskning, men det har jeg svært ved at følge. Tværtimod slog romanen mig som netop … oversat. Og det er ikke nogen ros.

Jeg har ikke sammenlignet med originalen, men min læsning blev ikke så få gange afbrudt af, at jeg uvilkårligt stoppede for at tænke over, hvordan den originale sætning på engelsk mon ville havde lydt her – fordi det danske virkede kantet. Nogle steder har jeg endda Olga Ravn mistænkt for at gøre sig skyldig i deciderede undersættelser.

Andre steder er der bare tale om virkelig dårligt eller decideret grammatisk ukorrekt dansk. For eksempel: Nej, man kan ikke sige, at hun havde “strækket sine evner udi kommunikation til det yderste” (min kursivering). Og nej, det hedder ikke “klapperslangen hun havde mistanke til lå i rabatten” (altså med mindre der er tale om en ganske bestemt klapperslange, som hun mistænker for f.eks. at have begået noget kriminelt – men i sammenhængen virkede det nu mere som om, hun havde mistanke om, at der lå en klappeslange i rabatten).

Små pedantiske skolelæreranmærkninger, måske, men der er for mange af dem, og i en litterær tekst virker den slags fejl ret forstyrrende for læsningen og helhedsindtrykket.

Alt i alt får Intet gælder/Play It as It Lays en stor anbefaling med herfra – jeg ville bare ønske, at jeg ikke havde læst den i oversættelse, men i den amerikanske original.

K's vurdering: