“Det eneste, der tilsyneladende stod helt klart, var, at vi på et eller andet tidspunkt undervejs havde opgivet missionen og kuldsejlet projektet, og fordi intet andet virkede mere relevant, besluttede jeg at tage til San Francisco.”

I går omtalte jeg Joan Didions (f. 1934) roman, Intet gælder (Play It as It Lays) fra 1970. Hendes store gennembrud var imidlertid essaysamlingen Slæber sig mod Betlehem fra 1968 (på dansk ved Claus Bech, Gyldendal 2018), tyve essays skrevet i perioden 1961-1967, oprindeligt bragt i diverse magasiner, men her samlet i bogform af Didion selv.

Samlingen beskrives på bagsiden af den danske udgave som en milepæl inden for genren New Journalism. Det er selvfølgelig meget fint, men er der her i 2021 virkelig nogen grund til at læse 50-60 år gamle, amerikanske, journalistiske essays, kunne man spørge? Og svaret er: Ja, absolut JA!

Vi skal for det første læse Joan Didions essays, fordi hun skriver fremragende – og Claus Bech er kommet ganske anstændigt afsted med oversættelsen af Slouching Towards Bethlehem til dansk (omend jeg i bagklogskab nok ville have foretrukket at læse den på originalsproget, men på en eller anden måde var den på et tidspunkt smuttet ned i indkøbskurven i den danske udgave under et besøg i Politikens Boghal, og så blev det den, jeg læste).

Didion observerer og rapporterer, men i en fortællende, litterær stil. Hun har sig selv med og lader sin egen person træde frem i teksten. Hun undres, reflekterer og kommenterer. Didions fortællende reportager er gennemgående præget af tydelig kærlighed til de personer, hun portrætterer, som hun ikke desto mindre formår at kombinere med en vidunderlig, underspillet ironisk distance til de selv samme personer.

Didion sætter scenen for denne stil på rammende vis i sit eget forord til samlingen i et afsnit, hvor hun ellers har opremset alle sine manglende fortrin som journalist:

Min eneste fordel som reporter er, at jeg er så fysisk lille, så temperamentsmæssigt tilbageholdende og så neurotisk umælende, at folk ofte glemmer, at min tilstedeværelse ikke nødvendigvis er til deres fordel. Det er den aldrig. Det er en sidste pointe, man skal huske: Forfattere er altid ude på at sladre om nogen.

For det andet er mange af Didions essays eminente tidsbilleder fra USA og især Californien sidst i tresserne – et sted og en tid, der kulturelt har påvirket verden i et par generationer efter, og i mange henseender stadig har en ikonisk status. Didion dykker ned under overfladen og punkterer myterne indefra – allerede før de var blevet myter.

For det tredje og vigtigst er Didions essays ikke kun tids- og stedbundne journalistiske reportager. Hun demonstrerer i de bedste af disse essays en evne til at fremdrage det almene i det konkrete, det universelle i det individuelle. Og hun gør det uden at forfalde til abstraktioner, men netop med afsæt i de historier og menneskeskæbner, hun kommer tæt på.

Et eksempel er det indledende essay, “De drømte den gyldne drøm,” der som udgangspunkt er en fortællende reportage fra en retssag mod en ung kvinde, der er anklaget for at have myrdet sin mand ved at bedøve ham og brænde ham inde i deres bil. Men i Didions hænder bliver det til en universel historie om kuldsejlede naive drømme om succes i livet med afsæt i San Berdino Valley i det indre Californien:

[Vi er i] et land med touperet hår og capribukser og piger, for hvem alle livets drømme kan koges ned til en hvid brudekjole i valselængde og at føde en Kimberly, Sherry eller Debbi og til sidst en skilsmisse i Tijuana og efteruddannelse på frisørskolen. “Vi var bare unge og fjollede,” siger de uden beklagelse og vender blikket mod fremtiden. Fremtiden tegner altid godt i det gyldne land, for ingen kan huske fortiden.

Det tilbagevendende fokus i Didions essays er drømmenes USA. De allerede eller endnu ikke (men helt sikkert snart) knuste drømme. Den klassiske amerikanske do-it-youself-drøm og 1960’ernes nye hippiedrømme.

Hun kommer omkring temaet fra forskellige vinkler – i essays om John Wayne, Howard Hughes og Joan Baez, om bryllupsindustrien i Las Vegas, om selvhøjtidelige intellektuelle i ligegyldige elfenbenstårne.

Didion skriver med en stemme, som om hun havde rundet mindst de halvtres år, og hun omtaler unge mennesker i tyverne, som var hun adskilt fra dem med flere generationer – på trods af, at de fleste af disse essays er skrevet, da Didion ikke var mere end to- eller treogtredive år gammel. Men de unge i hendes tekster betragter hende tilsyneladende på samme måde som hun selv. Som her, hvor hun prøver at komme tæt på det nyopståede hippiemiljø i San Francisco:

En dag spørger Norris, hvor gammel jer er. Jeg siger, at jeg er toogtredive. Der går et par minutter, men Norris er på omgangshøjde. “Bare rolig,” siger han til sidst. “Der er også gamle hippier.”

Citatet er fra det længste essay i samlingen, hvorfra den også henter sin titel. Her er Didion taget til San Francisco for at studere det nye hippiefænomen. Dét, Didion ser i San Francisco, er børn, der løbet hjemmefra og nu karter rundt fra det ene syretrip til det andet. I en særligt deprimerende scene fremviser en af de unge stolt et femårigt barn, der er på syre. Men Didion ser også, at hippierne er symptom på, at en samfundsforandring er på vej:

Vi var vidne til noget betydningsfuldt. Vi var vidne til en håndfuld sørgeligt inkompetente børns desperate forsøg på at skabe et samfund i et socialt vakuum. Da vi først havde set disse børn, kunne vi ikke længere ignorere vakuumet, ikke længere bilde os ind, at samfundets atomisering kunne bremses.

De bedste essays i samlingen er rent ud sagt pissegode (undskyld mit franske). De fleste af dem er fra bogens første del, otte essays samlet under overskriften “Levet liv i det gyldne land,” som udgør lidt over halvdelen af bogen. Havde Slæber sig mod Betlehem kun bestået af disse, ville min vurdering være tonet rent ud med fem store stjerner.

Jeg kender således ikke til mange journalistiske essays, der har så høj kvalitet og universalitet, at de stadig er i dén grad læseværdige mere end et halvt århundrede efter, at de er skrevet – og dét selv om der umiddelbart er tale om essays skrevet i en meget konkret kontekst.

Det er dog ikke alle essayene i Slæber sig mod Betlehem, der holder standarden, og det ville også næsten være for meget at forlange. Nogle af dem er trods alt så tids- og stedbundne, at tiden er løbet lidt fra dem.

Andel del af samlingen har overskriften “Personligt.” Det er essays i den helt klassiske Montaigne-stil med overskrifter som “Selvrespekt” og “Moral,” og de udgøres netop af Didions mere personlige reflektioner over dette og hint. De er som resten af samlingen godt skrevet, men ikke mange af hendes betragtninger i denne del af bogen løfter sig ud over det ordinære. Jeg har allerede glemt dem, så bed mig ikke om at referere dem.

Dette gælder også i et vist omfang de syv essays i bogens sidste og tredje del, “Syv af min tankes steder.” Det er syv essays, som på forskellig vis handler om eller tager afsæt i et geografisk sted, som på hver sin måde virker inspirerende for Didions tanke:

Fra hendes hjemby Sacramento, det vindblæste Los Angeles og fængselsøen Alcatraz med afstikkere til Hawaii i Stillehavet og feriebyen Guaymas i Sonora, Mexico, til New York City og endelig Newport, Rhode Island, hvor rigmandspalæer fra omkring forrige århundredskifte, det ene mere vulgært overdådigt end det andet, står opført side og side langs kysten som manifestationer af rå pengemagt.

Der er sjove og interessante betragtninger at finde rundt omkring i disse essays, som sådan set er fornøjelige nok at læse på grund af Didions sprog og stil, men dog heller ikke efterlader varige indtryk hos mig.

De bedste essays er og bliver således at finde i den første halvdel af bogen, men det er også rigeligt til at bære bogen igennem, herunder denne oversættelse til dansk i halvtresåret for den første amerikanske udgivelse. Stor anbefaling!

K's vurdering: