Judith Hermann: Vi ville have fortalt hinanden alt

“At skrive historier er at være mistroisk. At læse er at indlade sig på noget. Alle historier fortæller om et spøgelse. Når alt kommer til alt er historiens centrum et sort hul, men det er ikke sort, og det er ikke mørkt. Det kan i bedste fald gløde.”

Vi ville have fortalt hinanden alt er en lidt anderledes bog af Judith Hermann. Bogen er baseret på en forelæsningsrække, som Hermann afholdt i 2022, hvor hun var inviteret til at afholde den årlige, legendariske Frankfurter poetikforelæsning. Det blev til tre forelæsninger, som ligger til grund for bogen.

Frankfurter Poetikvorlesungen er en i tysk sammenhæng traditionel forelæsningsserie på Goethe-Universität i Frankfurt, som går tilbage til 1959/60. Der er en vis tradition for, at forelæsningerne efterfølgende udgives som bøger, og at de i øvrigt tematisk kan være ret personlige. Det er også i høj grad tilfældet med Judith Hermanns forelæsningsrække.

I overensstemmelse med forelæsningens opdrag er det styrende tema og omdrejningspunkt i bogen netop dét, der inspirerer og driver Hermann til at skrive, dét, der igennem hendes liv har præget hende som forfatter, samt hendes reflektioner over forholdet mellem forfatter og tekst.

Hver bog har sin første sætning. Ikke den sætning den begynder med i bogen, men den sætning den begynder med i mit hoved. Nogle gange er det et billede, andre gange et øjeblik, et blik på noget eller et blik væk fra noget. Men for det meste en sætning nogen siger til nogen. Jeg hører sætningen for mig, og min lytten er ledsaget af en fysisk fornemmelse der kun varer nogle få sekunder, men som alligevel er klar og umiddelbar – en gysen, en forudanelse, en gåsehud. […] Det er næsten en længsel: at finde den ene historie hvor en skikkelse kan sige den sætning til en anden, og dermed en måde at fiksere en følelse på, og måske en erkendelse. Ikke en opløsning, men en tilnærmelse.

Forelæsningerne udfolder sig som en meget personlig tekst, der er tæt på at kunne læses ligesom Hermanns noveller eller romaner. Og det er derfor, at bogen i dén grad er værd at læse – også for den almindelige roman- eller novellelæser, der ellers ikke lader sit liv forulempe af enkelte forfatteres reflektioner over deres “poetik.”

For Judith Hermann skriver i denne bog, ligesom i alle sine andre bøger, med en nerve og et nærvær, der får læserens egen sjæl til at vibrere lidt klarere og skønnere her i verdensmørket.

Hun skriver om stærke og forliste venskaber, om tabt kærlighed, om det svære forhold til sine egne forældre. Og så skriver hun rundt om det ufortalte – og demonstrerer sin pointe i forelæsningsrækkens sammenhæng: At det er den ufortalte kerne, der giver den gode fortælling sin nerve. Det ufortalte omdrejningspunkt, der både driver forfatteren til at skrive og læseren til at læse.

Jeg har allerede i andre anmeldelser udsunget min pris til Judith Hermann. Jeg behøver ikke at gentage den her, men den står usvækket.

Judith Hermann skriver kun sande sætninger. Nogle af dem er muligvis opdigtede. For pokker, hvor er hun en stærk forfatter!

Vi ville have fortalt hinanden alt får ikke fem stjerner – alene af den årsag, at jeg tidligere har bevæget mig ud på den tvivlsomme grund at holde andre af Judith Hermanns værker op mod hendes bedste – og det er en skånselsløs test, som de færreste bøger kan bestå, således heller ikke denne, men det er ikke desto mindre en virkelig god bog.

Og når det er sagt, så vil jeg dog anbefale den læser, der ikke tidligere har læst Judith Hermann, at starte et andet sted. Vi ville have fortalt hinanden alt er rasende godt skrevet, den er interessant som poetik betragtet, og den kan sagtens læses uden forudsætninger, men hvis du ikke kender Hermann i forvejen og gerne vil have et indtryk af hende som forfatter, hvor hun er bedst, så start med novellesamlingerne Alice eller Lettipark (begge disse samlinger er i parentes bemærket noget af det bedste skønlitteratur, jeg har læst nogensinde).

K's vurdering: