Det burde jo ikke være kommet som en overraskelse – i betragtning af hvor mange, der har anbefalet mig at læse Judith Hermann. Og alligvel blev jeg slået bagover i benovelse over disse sublime fortællinger. Dét her, det er novellekunst, når den er allerbedst.

Judith Hermann (f. 1970) har for længst slået sit navn fast som en af det moderne Tysklands vigtigste forfattere. Hermann har fem bogudgivelser bag sig, fire novellesamlinger og en roman, som alle er udkommet på dansk på Batzer & co.

Lettipark fra 2016 er hendes seneste bog og den første, jeg stifter bekendtskab med. Bogen består af sytten ganske korte noveller (som tilsammen kun spreder sig over 165 temmelig små sider). Men om noget demonstrerer Hermann i disse fortællinger, at mindre kan være mere, meget mere.

Stort set hver eneste af disse korte tekster rummer hver især mere troværdigt liv, mere melankoli, mere længselsfuld ensomhed, mere kærlighed, ja, mere menneskelighed, slet og ret, end de fleste murstenstykke romaner.

Hermann evner det samme som hendes canadiske kollega, Alice Munro, dette med få pennestrøg, med en enkelt sætning eller to, ved hjælp af ganske små forskydninger i teksten at kunne karakterisere en situation, relationen mellem to eller flere mennesker og i nogle tilfælde et helt livs fortrydelser og forhåbninger.

Det er stor fortællekunst. Og det på trods af, eller måske også på grund af, at alle Hermanns historier handler om ganske små hverdagssituationer for almindelige mennesker.

De fleste af novellerne i denne samling kan ganske vist knap nok kaldes historier, hvis man derved forstår en afrundet fortælling med en start og en slutning og måske endda en distinkt pointe.

Judith Hermann ved LiteratureXchange festivalen i Aarhus 2019. Foto: Hreinn Gudlaugsson

For hos Hermman får man intet af dét. Hendes noveller har karakter af flygtige blik ind i et menneskes liv. I mange tilfælde er omdrejningspunktet bare en enkelt scene eller situation, som ikke engang nødvendigvis har karakter af en afgørende “nøglescene” med i sig selv livsomkalfatrende konsekvenser for personen. Men som Hermann alligevel med stor sproglig og kompositorisk elegance formår at udfolde til levende personportrætter – og til fortællinger om møder mellem mennesker eller om mennesker, der aldrig formår at mødes, selv om de egentlig gerne vil.

Novellen Papirflyver er karakteristisk (men i virkeligheden kunne jeg have valgt at fremhæve en hvilken som helst af de ikke desto mindre meget forskellige noveller som karakteristiske):

Tess skal til jobsamtale, men hendes to drenge, Luke og Sammi, er syge. Så hun ringer til Nick, for hun ved, at han altid stiller op, hvis det handler om drengene.

Vi får ikke nogen klar forklaring på, hvad Tess og Nicks forhold er. Drengene er ikke Nicks sønner, men han og Tess har måske boet sammen som kærester. Der er både en ømhed og en afstand mellem de to. En sart, men også spændingsfyldt skrøbelighed i deres måde at omgås hinanden i rummet.

Der er noget stort og uudtalt i deres fælles fortid, som kun antydes – blandt andet gennem den akavede måde, hvorpå de taler om Tess’ ansøgning om et job på et krisecenter. Har der været perioder med vold imellem dem? Nej, det tror jeg ikke. Har hun måske været igennem en periode med en sindslidelse og indlæggelser? Måske.

Og det hele kondenseres i en papirflyver, der sendes ud fra altanen:

Nick holder papirflyveren op, han siger, hvis du kaster hurtigt, hvis du – kaster med det samme, kan du overvinde tyngdekraften et øjeblik. Tre sekunders svævefase. Så skal du flyve.
   Luke siger, af sted.
   Af sted, siger Sammi.
   Flyet svæver ud, hen over gaden mod jernbanesporet, mod de høje popler. Skinnerne lyser, og de hvide vinger ser ud til at opløse sig i mørket.

Det fine er, at vi som læsere ikke får svarene – hverken på spørgsmålene til fortiden eller til fremtiden, ikke engang den helt nære fremtid i den scene hjemme i lejligheden, der grundlæggende udgør historien i Papirflyver.

For det er netop alt det, Hermann ikke fortæller, tomrummet mellem ordene, som gør hendes personer så levende og paradoksalt nok giver dem fylde. Fordi vi som læsere henvises til og uvægerligt forsøger på at fylde tomrummet ud og dermed bliver medskabere af deres historie. Lidt ligesom hvis man sidder på en café og iagttager mennesker, der går forbi, opsnapper brudstykker af deres samtale og prøver at forestille sig deres forhold, hvor de kommer fra, og hvor de skal hen.

Og så er Hermanns sprog bare en nydelse at læse. Teksten virker let og ukompliceret, som om den nærmest bare har skrevet sig selv. Ikke ulig danske Helle Helles stil (og den sammenstilling er en ros til dem begge). Men jeg er ikke i tvivl om, at der er arbejdet minutiøst med ordene.

Jeg måtte flere gange tage mig i at læse for hurtigt – fordi teksten flyder så let, og fordi jeg blev revet med. Men Hermann skal læses langsomt, for storheden i teksterne er at finde i de små nuancer i sætningerne eller bare i en kort bisætning. Det kan være en bevægelse, en halvt tænkt tanke eller en lille tvetydighed i dialogen, som Hermann bruger til at vise noget afgørende om hovedpersonens forhold til en anden eller sig selv.

Jeg kunne skrive meget længere i forsøget på at indfange, hvad det er, Hermann mestrer så godt. Men det vil ikke lykkes mig, kan jeg mærke. Og du vil under alle omstændigheder kunne bruge din tid meget bedre på slet og ret at læse hende.

Jeg skal ihvertfald læse mere (hvis jeg dog bare ikke havde forpligtet mig selv på at læse – ihvertfald en god del af – alle de andre bøger, jeg har stående i reolen først …).

Lad os dog til sidst ikke glemme oversætterne, Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. De sproglige nuancer i Hermanns tekster er så fine, knap nok synlige, at det må kræve en udsøgt fornemmelse for både det danske og det tyske sprog at bringe dem uskadte med over i den oversatte tekst. Og en sådan sprogfornemmelse er der ingen tvivl om, at Preis og Monrad besidder.

Ikke sådan forstået, at jeg har sammenlignet den danske udgave med den originale tyske (det evige og grundlæggende problem med overhovedet at forholde sig til oversættelser i en anmeldelse). Men jeg har efterhånden læst tilstrækkeligt med oversættelser fra Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads hænder (herunder oversættelser af forskellige værker fra samme forfatter) til at turde konkludere, at de evner den fine kunst at oversætte fra tysk til dansk i et sprog, der både er flydende og sikkert og netop ikke forekommer oversat, men bevarer – eller genskaber – den særegne tone, som gør, at vi også som danske læsere kan genkende den enkelte forfatters distinkte stemme.

Således stærkt anbefalet.

• Lignende indlæg
• Batzer & co.

Jorge Consiglio: Southerly

Jorge Luis Borges: Brodie’s Report (including the prose fiction from In Praise

Julio Cortázar: Metro

Mariana Enriquez: Ting vi mistede i ilden

Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Tarjei Vesaas: Fuglene

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder

Hédi Kaddour: De toneangivende