Hold nu helt op, hvor er Judith Hermann bare god! Novellerne i Alice er ligesom novellerne i samlingen Lettipark blandt de bedste, jeg erindrer at have læst af nogen forfatter.

Det her bliver en kort anmeldelse. Alt det gode, jeg skrev om Judith Hermanns sublime novellekunst i Lettipark (2016), da jeg læste den i 2019 (er det virkelig så længe siden?), kan også siges om Alice (opr. 2009), og jeg har ikke nødigt at gentage det.

Alice består af fem længere noveller, løst kædet sammen af titelpersonen, en berlinerkvinde sidst i trediverne. I hver novelle konfronteres hun med døden, da en mand i hendes omgangskreds dør eller er død tidligere. En tidligere kæreste, et par gamle venner, et familiemedlem, hendes egen kæreste og samlever.

Alle helt almindelige mennesker, som for de flestes vedkommende dør på helt almindelig vis.

Disse historier rummer ingen spektakulære dramaer – de er skrevet direkte ud af almindelige, nutidige menneskers hverdag. De er også aldeles fri for billig sentimentalitet eller patos, de er ikke tårepersere – selv om jeg mere end en gang mærkede en knugen i halsen under læsningen.

Det stærke indtryk stammer derimod fra det intense nærvær, Judith Hermann skriver frem i sin uhyre præcist doserede prosa. Jeg skal beklage at ty til en kliché, men den er i dette tilfælde i dén grad velanbragt: Disse tekster rummer ikke et ord eller en sætning for meget. Men de er ikke af den grund kompakte eller svære at læse, tværtimod.

Det, der især står frem, er Hermanns opmærksomhed på detaljerne, på menneskene, på ordene som de falder, de små bevægelser, lyde, lugte og i det hele taget alle tingene omkring Alice. Det er som om selv de mindste ting får en vægtig og vigtig betydning i dødens nærvær, ikke som metaforer med særlig symbolsk betydning, men slet og ret som det, de er. I bogens klaptekst hedder det således, at det i Hermanns noveller “er som om døden oplyser tingene indefra.” Mere præcist kan jeg ikke sige det.

Oversættelse af skrivekunst i denne kaliber fordrer en udsøgt dansk sprogforståelse, og hvor er vi danske læsere heldige også denne gang at være i hænderne på det stærke oversætterpar Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Jeg har straks anskaffet mig yderligere tre bøger af Judith Hermann i dansk oversættelse. Egentlig har jeg lyst til at kaste mig over dem med det samme, men jeg gemmer og doserer dem lidt – jeg vil helst ikke blive færdig med at læse hende alt for hurtigt.

K's vurdering: