Judith Hermann: Hjem

Hvis man lige har brug for at læse noget, der med sikkerhed er godt, så er det godt at have en bog af Judith Hermann ved hånden. Hun har endnu ikke sveget mig og gør det heller ikke her i romanen Hjem.

Hjem (ty. Daheim) er Judith Hermanns anden roman (den første var Al kærligheds begyndelse (opr. 2014, da. 2016), som jeg endnu har til gode). Hermann er ellers mest kendt for sine noveller – og bedømt på Hjem, så er det også novelleformen, der passer hende bedst. Den form mestrer hun til gengæld også på et niveau, som er svært at overgå, hvilket jeg har haft lejlighed til at falde i svime over ved flere lejligheder her på siden.

Dermed ikke sagt, at Hjem er en dårlig roman. Den er sådan set fremragende. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at der kunne være kommet to-tre endnu bedre noveller ud af bogen, hvis Hermann blot havde skåret lidt til her og der.

Det første kapitel, som fungerer som en slags prolog, og udspiller sig en hel del år før hovedhandlingen, kunne for eksempel godt have stået alene som en novelle, som det er. Det er en pudsig og sagtmodig historie om en enlig og måske ensom, ung kvinde, der arbejder på en cigaretfabrik, og som en dag bliver antastet af en falleret tryllekunstner, som vil overtale hende til at rejse med ham og hans kone på et krydstogt til Singapore i rollen som den oversavede dame i det klassiske tryllekunstnummer.

Om aftenen sad jeg ofte på min altan på femte sal. En af de tidligere lejere havde ladet sine blomsterkasser stå, i kasserne voksede planter jeg aldrig før havde set. Spæde grønne stængler med hvide blomster på størrelse med tændstikhoveder, jeg vandede dem aldrig, alligevel var de der. På bunden lå en måtte af kunstgræs, der var et klapbord, en enkelt stol og udsigt over udfaldsvejen og tankstationen.
      Jeg kunne virkelig godt lide den udsigt.

Klip til 30 år senere. Fortælleren fra prologen har i mellemtiden været gift, fået en datter og er blevet skilt. Hun er flyttet ud til Østersøkysten, hvor hun arbejder for sin bror på hans lille café i en landsby i marsklandet. Hun bor i et lejet hus med kun en enkelt nabo, kunstertypen Mimi.

Ud over dem møder vi også Mimis fåmælte bror, svineavleren Arild, som fortælleren indleder en slags affære med. Og så er der fortællerens bror, caféejeren, der som tresårig er blevet håbløst forelsket i en stakkels tyveårig pige, som på sin vis udnytter ham, men også selv er et meget ringe liv. Og så er der eksmanden Otis, som vi ikke møder, men som fortælleren skriver breve til for at bevare kontakten – de er ikke skilt i vrede, der var bare ikke mere tilbage, da datteren flyttede hjemmefra.

Det er så nogenlunde opsætningen, og romanen udfolder sig som et portræt af disse personer og spillet mellem dem.

Judith Hermann demonstrerer her i romanen sin fra novellerne velkendte evne til med ganske få pennestrøg at skabe stemninger og karakterisere personer, idet hun altid efterlader rigeligt rum for læseren at fylde ud.

Der er ikke rigtig nogen personer i romanen, der er egentlig elskelige, heller ikke fortælleren. De er alle nogle lidt skæve eksistenser, som på hver deres vis er blevet ramt af livet nogle gange undervejs, mere eller mindre hårdt. Men de er også alle mennesker, som Hermann formår at bringe til live og gøre interessante.

Hermann havde dog ikke haft nødig at bruge en hel roman på det. Som nævnt evner hun som få at bringe sin karakterer til live via meget få ord og få scener. Det gør hun også her, og færre sider kunne derfor have gjort det.

Men det er feinschmeckeri. Hjem er isoleret set en aldeles glimrende og meget anbefalelsesværdig roman. Hermanns noveller er bare endnu bedre.

Et enkelt ord om oversættelsen. Vi er i hænderne på det altid gode oversætterpar Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, som også har oversat flere andre Hermann-bøger til dansk. Jeg er stor fan af Preis og Monrad, men kan ikke undlade at fremhæve en enkelt iagttagelse, som jeg må tro er en svipser, selv om jeg ikke har sammenlignet med den tyske original:

Flere steder hører vi i den danske version om, at der på brorens café sælges krabber, og på et tidspunkt skriver han et skilt med teksten “INGEN KRABBER.” Jeg gætter på, at der i den tyske orginal her har stået “Krabben,” og det betyder jo netop krabber, ordret oversat til dansk. De steder, jeg har rejst i Nordtyskland, betyder Krabben imidlertid ikke krabber, men hesterejer, de meget små, delikate rejer, der især fanges ud for den frisiske og nordvesttyske Nordsøkyst, men også findes på spisekortet på små havnecaféer på Østersøkysten, hvor romanen skal forestille at foregå.

Krabben serveres i Nordtyskland gerne som Krabbenbrötchen, en variant af de berømte nordtyske Fischbrötchen. For år tilbage var det en billig snack, lidt lige som en hotdog i Danmark, men de senere år har været sløje for rejefiskeriet, og et Krabbenbrötchen kan nu snildt koste 15 euro. Og måske er det på grund af det sløje rejefiskeri, at fortællerens bror i romanen har nødig at skilte med, at der ikke er Krabben på menuen.

K's vurdering: